’The Dig’: Carey Mulligan og Ralph Fiennes er i topform i ny Netflix-film

’The Dig’: Carey Mulligan og Ralph Fiennes er i topform i ny Netflix-film
Carey Mulligan i 'The Dig'. (Foto: Netflix)

»De mørke tidsaldre er ikke længere mørke«, lyder det fra den stærkt begestrejstrede chefarkæolog Charles Phillips fra The British Museum, da han bliver vidne til et skelsættende fund i Netflix-periodedramaet ’The Dig’, instrueret af den autralske filmskaber Simon Stone og løst baseret på John Prestons roman af samme navn.

Hvis du ikke er synderligt historieinteresseret, lyder det muligvis en smule tørt, men ikke desto mindre var netop denne masseudgravning fra 1939 en banebrydende begivenhed, der forandrede Storbritanniens forståelse af sig selv.

Filmen foregår i tiden op til Anden Verdenskrigs udbrud og berører den sande historie om den opsigtsvækkende udgravning i Suffolk. Her følger vi den selvlærte arkæolog Basil Brown (Ralph Fiennes), som bliver hyret af den velhavende grundejer og enke Edith Pretty (Carey Mulligan), der længe har haft en fornemmelse af, at der ligger noget begravet under højdedraget Sutton Hoo på hendes gigantiske grund.

Til at begynde med er den stædige gravemaskine uenig med den imødekommende enke i, hvor han skal påbegynde arbejdet, men efter et voldsomt uheld, hvor han er tæt på at blive begravet levende, ændrer han holdning og giver sig hurtigt i kast med at grave for fuld kraft. Prettys instinkt viser sig – ikke overraskende – at bære frugt, da Brown i en nærmest eventyrlig scene opdager, at der ligger et skib begravet, der ikke bare kan dateres til vikingetiden, som først antaget, men som stammer fra den angelsaksiske tid i det sjette århundrede.

Rygterne om det utrolige fund spredes hurtigt, og kort efter står diverse professionelle arkæologer fra London i kø for at tage del i masseudgravningen, mens de ihærdigt forsøger at overtage opgaven og tyvstjæle æren.

Særligt fremtrædende er den velspillede, dominerende arkæolog fra The British Museum Charles Phillips (Ken Scott), der sammen med sit hold af bedrevidende akademikere, heriblandt den reserverede Stuart Piggot (Ben Chaplin) og hans unge, forsømte kone Margaret (Lily James), overtager styringen.

Carey Mulligan og Ralph Fiennes i ‘The Dig’. (Foto: Netflix)

Undervejs udvikler Brown og Pretty et varmt venskab, som i et kort øjeblik ser ud til at føre til mere. En overraskende og uskyldig romance, der dog hurtigt løber ud i sandet, da Brown lever i et trygt ægteskab med sin evigt støttende og sympatiske kone (Monica Dolan).

Mere forudsigeligt bliver det, da Margaret, som gang på gang bliver afvist af sin mand, indleder en affære med Prettys yngre fætter Rory (Johnny Flynn), der er fotograf, og som senere bliver udsendt til det britiske luftvåben, i takt med at krigen bryder ud. Det pludselige plotskift virker som en gennemskuelig måde at tilføre den til tider tørre fortælling et ekstra dramaelement. Det havde været interessant, hvis Stone havde bygget videre på hovedkarakterernes komplekse relation, som nærmest bliver skrevet ud af historien på halvvejen.

Visuelt holder ’The Dig’ et højt niveau hele vejen igennem. De smukke skud fra de rolige og idylliske engelske landskaber er en fryd for øjet, imens RAF-flyene, der konstant svæver over markerne, er med til at male samtiden op.

Derudover er filmen præget af stærke skuespilpræstationer over hele linjen. Særligt Mulligan brillerer som den interlektuelle og ensomme alenemor til den nysgerrige og energiske dreng Robert (Archie Barnes), som med tiden udvikler en far-søn-lignende relation til Brown, der ikke er til at stå for.  

Også Fiennes er i topform som den hårdtarbejdende og ydmyge arbejderklassehelt, der passer glimrende til hans høflige og lidt stive britiske udstråling. 

Dog er det ærgerligt, at Stone og manuskriptforfatter Moira Buffinis har taget sig den frihed at ændre hovedkarakternes aldre. Brown, som var 51 år under de virkelige begivenheder, er gjort næsten et årti ældre i filmen, mens Pretty er blevet to årtier yngre. Dermed bliver filmen et klassisk eksempel på den problematiske tendens til, at kvindelige skuespillere over 40 har sværere ved at lande hovedroller sammenlignet med deres jævnaldrende mandlige kolleger.  

Kan man se bort fra det, står en fin og rørende fortælling om vigtigheden af at forstå menneskets historie tilbage.


Kort sagt:
’The Dig’ er en jordnær, flot og medrivende fortælling om et af de største arkæologiske fund i Englands historie.

’The Dig’. Film. Instruktion: Simon Stone. Medvirkende: Carey Mulligan, Ralph Fiennes, Lily James, Danny Webb, Johnny Flynn. Spilletid: 112 min.  Netflix: 29. januar.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af