‘Baby Driver’
Edgar Wrights sprudlende kække actionkomedie er en genial, eskapistisk sammensmeltning af sang og billeder. Ved at give los for sin referencerigdom og kombinere Tarantinos coolness med letheden og poesien fra Jaques Demys musicals (‘Pigen med paraplyerne’), lykkedes Wright med at skabe et lille, unikt univers, der er decideret fandens charmerende at opholde sig i – anført af Ansel Elgorts (‘West Side Story’) tinitus-plagede stuntchauffør, der »bijobber« som … flugtchauffør for kriminelle.
Man kan mene, at plottet hverken er specielt dybt eller originalt, men det er de færreste instruktører, som evner at visualisere så legende bilaction og lægge følelsesfulde nuancer til hvert et »Baby«. Og så er hele birolle castet simpelthen en fryd at følge, fra uheldige Jon Hamm til urkomiske Jamie Foxx.
‘Familien Mitchell mod maskinerne’
Say what? Soundvenue for de mindste, eller hvad? ‘Familien Mitchell og maskinerne’ (‘The Mitchells vs. The Machines’) syner måske nok af underholdning i rollinge-øjenhøjde, men filmen – skabt af folkene bag ‘Det regner med frikadeller’ – er ikke desto mindre noget nær naturstridigt underholdende for voksne.
På med originaltalen, så du kan nyde Olivia Colman som en magtliderlig ‘Siri’, der forsøger at overtage verdensherredømmet fra sin skaber, og Danny McBride og Maya Rudolph som forældrene, der skal redde sig selv, børn og vovse (eller er det et franskbrød…?) igennem robot-apokalypsen. Filmens satire over vores teknologiafhængighed er intelligent og komikken på højde med de bedste jokeres, Pixar har skrevet. Du går bare ikke galt i byen her.
‘Moxie’
»Rebel girl, rebel girl. Rebel girl you are the queen of my world!«
Komiker Amy Poehler har instrueret denne ungdomsfilm og feministhymne, der er et særdeles optimistisk filmselskab om at gøre op med hverdagssexisme på en amerikansk high school, hvor den 16-årige Vivian (Hadley Robinson) én gang for alle får nok af frat boy-lister over »mest fuckable« og »bedste bryster«.
Med det feministiske punkband Bikini Kill i øregangene, klippe-klistre kundskaber og revolutionære paroler stykker Vivian et opråbs-magasin sammen, som hun printer og distribuerer i al hemmelighed på skolen.
Snart læser alle ’Moxie!’, der starter en mindre revolution på gangene, blandt lærerstaben og alle de piger, der ligesom Vivian har følt sig kuet og krænket af bro-kulturen. Filmen er lige så morsom, som dens tematik er akut relevant, og Poehler selv brillerer i birollen som Vivians mor.
‘The Cabin in the Woods’
Er du ikke den store horror-fan, men villig til at lade dig lokke af Chris Hemsworth stærke arme? Så vov dig med ud til hytten i skoven, der vender op og ned på alt det, man »kender« fra gyserfilm om, ja, smækre stjerner, der overnatter i creepy sommerhuse langt fra lands lov og ret.
Filmen er instrueret af Drew Goddard, som også har givet os den svært underholdende ‘Bad Times at the El Royale’ (ligeledes med Chris Hemsworth på rollelisten), og produceret af ingen ringere end ‘Buffy’-skaberen og ‘Avengers’-instruktøren Joss Whedon. Og allerede her fornemmer man, at vi er ude i en mere popcorns-kommerciel, farverig omgang ‘gys’, som selv bangebukse kan få et godt grin over. Der toppes op på genresatire og gakkede overraskelser, og det ville være synd at spoile så meget som et sekund af handlingen … ‘Cabin in the Woods’ skal bare ses.
‘The Big Short’
‘Don’t Look Up’ og ‘Anchorman’-instruktøren Adam McKay var ikke manden, man lige havde forestillet sig ville tage finanskrisen under ambitiøs behandling tilbage i 2017. Ikke desto mindre begik han lidt af en genistreg alene ved at udnytte den samlede kommercielle charme af sit imponerende cast (Pitt! Gosling! Bale! Carell! Strong! Linklater!) til at forklare krisens komplicerede mekanismer. Og hvorfor vi stadig burde være i oprør over de ansvarlige bankers arrogante indifferens og frygte en gentagelse af krakket.
Sågar gør filmen det i finanstermer (subprime-lån, syntetiske CDO’s), der normalt tangerer volapyk for det almene publikum, og satiren skygger aldrig over alvoren bag. At hele miseren så ganske vist synes at være ved at gentage sig i det amerikanske, giver måske nok latteren en besk eftersmag.
‘Booksmart’
Olivia Wildes instruktørdebut om to stræberiske highschoolpiger, der skal indhente al den fest, de er gået glip af i deres tid på skolen, er en sprudlende tour de force, der blander ’Superbad’-likeability i samtlige bikarakterer med et progressivt blik for venskab og seksualitet samt en overraskende gennemført visuel identitet.
Og så er der altså lige Beanie Feldstein (‘How to Build a Girl’) og Kaitlyn Dever (‘Dopesick’, ‘Unbelievable’) i hovedrollerne, der charmer en fuldstændig i gulvet.
De to supertalenter har eksplosiv kemi, de er så overlegent tro- og seværdige både sammen og hver for sig. Det er ikke mindst deres fortjeneste, at skildringen af 12-talspiger på uregerligt trip overskrider enhver følelse af kliché. Man vil bare gerne være sammen med dem.
‘Bo Burnham: Inside’
»Look, I made you some conteeeeeeent!« Og hvilket content!
Tænk, hvis dit YouTube-videofeed mødte Spike Jonzes ‘Being John Malkovich’ og Flight of the Conchords’ musikkomik, og de tre på én eller anden ikke videre biologisk præciseret måde fik en baby?
Så har du nogenlunde ’Bo Burnham: Inside’. Instrueret, skrevet, filmet og klippet af den amerikanske komiker selv. Da covid-19 ramte, ænsede Burnham en mulighed, hvor andre så begrænsninger: Han låste sig inde i sin lejlighed for at optage en comedy special. Nu – lidt over et år senere – er resultatet ude på Netflix, og det er uden sammenligning … uden sammenligning.
Med artikulerede jokes, utroligt catchy sange og en dyb klangbund af hudløs ærlighed er ’Inside’ intet mindre end det perfekte COVID-19-samtidsværk.
‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’
Forventningerne til Will Ferrells melodigrandprix-komedie var til at tage og føle på forud for Netflix-premieren, men at filmen simpelthen skulle gå hen og blive en af de sjoveste i nyere tid, var alligevel en velkommen overraskelse (måske især for de seere, som ellers ikke vanligt favner amerikanernes absurd-komik!).
Ferrell – som i virkeligheden er svensk gift og derfor har et nært forhold til melodigrandprix-hypen – har både skrevet, produceret og spiller hovedrollen som den islandske sanger Lars Ericssong, der spiller i bandet Fire Saga sammen med barndomsveninden og crushet Sigrit (evigt seværdige Rachel McAdams). Duoen er rent ud sagt ringe – selv efter melodigrandprix-standarder, sorry – men drømmer alligevel om at kvalificere sig til Eurovision. Og efter en række groteske hændelser er de pludselig Islands eneste bud.
Filmen tager tykt pis på Eurovision-klicheerne, men den er ikke det ondskabsfulde take-down, som melodigrandprix-fans måske havde frygtet. Tværtimod er komedien gennemsyret af oprigtig kærlighed til »genren« og konkurrencens formål: At hylde tolerance og samle nationer i fællessang.
Thank you for the music, Ferrell!
PS: Du får aldrig Fire Sagas folkelige storhit ‘Jaja Ding Dong’ ud af hovedet igen…
‘Murder Mystery’
Du er ikke alene, hvis du krummer tæer bare ved tanken om Adam Sandlers ukritiske produktion af infantile Netflix-komedier, og så meget desto mere overraskende er det, at ‘Murder Mystery’ rent faktisk ikke bare er langt mere velspillet, end man kunne have forventet, den er også oprigtigt sjov – navnlig hvis man elskede det ditto Agatha Christie-inspirerede mordmysterium ‘Knives Out’.
I ‘Murder Mystery’ spiller Sandler og Jennifer Aniston parret Nick og Audrey, der langt om længe tager på den romantiske ferie til Europa, som Nick har lovet sin hustru i årtier. På flyet møder Audrey en charmerende tall dark stranger med millioner på kontoen (Luke Evans fra ‘Skønheden og Udyret’), der inviterer parret med om bord på sin families yatch til en overdådig middag med flere gæster. Men inden aftenen er omme er der begået et mord…
Filmen er proppet med satiriske genreklicheer og slapstick, og det taler til plottets fordel, at man selv gætter ivrigt med på, hvem morderen er langt hen i forløbet.
‘Isn’t it romantic?’
Den australske komiker Rebel Wilson bliver ofte parkeret i lettere sexgale sidekick-roller, men her får hun endelig lov til at shine på egen banehalvdel som newyorker-arkitekten Natalie, der ikke føler sig værdsat på sin arbejdsplads og inderligt hader romcoms.
Da Natalie en dag slår hovedet, vågner hun imidlertid op i et syret romcom-univers, komplet med sporadiske dansenumre på gaden, enerverende voiceover og en selvindbildsk wannabe-Richard Gere i ’Pretty Woman’-limousine (Liam Hemsworth aka. den Hemsworth, man hyrer, hvis storebror Chris er over budget) – og Wilsons komiske timing sikrer den ene spot-on satiriske spidning af genrens absurditeter én for én.
‘Private Life’
Hvor langt vil du presse dit forhold for at realisere drømmen om at blive forælder, hvis biologien arbejder stædigt imod dig og alderen begynder at trykke?
I Tamara Jenkins (’Savages’) hverdagsmesterlige indieperle ’Private Life’ spiller solide Paul Giamatti og Kathryn Hahn et par i slut 40’erne, der stadig bor i den lille to-værelses i New York, de flyttede ind i i 20’erne, hvor drømmene om identitetsmættende karrierer og familiestiftelse endnu var friske. Nu tikker frugtbarhedsuret hastigt ned, mens parret bruger al energi og opsparing på opslidende fertilitetsbehandlinger, der knægter både sex og livslyst. Pludselig tilbyder en ung og idealistisk niece imidlertid sin hjælp som rugemor, og for en stund spirer håbet. Men det er risikabelt at lægge alle sin æg i et andet menneskes kurv.
Manuskriptets lune sensibilitet og livskloge parforholdskundskab slægter selveste Woody Allen på, og Giamatti og Hahn stråler fuldstændig autentisk som almindelige mennesker med ondt i følelserne. Det er bittersødt, sortkomisk og vekommende underholdning i en tid, hvor stadigt flere får brug for hjælp til at få børn eller uforvarende venter til 11. time.
‘Clueless’
»As if!«
Alicia Silverstone er lige så sød og gammelklog, som hun er himmelråbende blåøjet i Amy Heckerlings helt igennem 1990’er-perfekte komedie ’Clueless’. Nok er filmen løst baseret på Jane Austens vittige Kirsten Gifteknivs-fortælling ’Emma’, men det er Cher (Silverstone) og vennernes farvestrålende highschool-hverdag i Beverly Hills, der cementerer filmens status som stilskabende nyklassiker.
Heckerling beviste allerede med debuten ’Fast Times at Ridgemont High’ i 1982 (også en klassisk highschool-film) sin særlige evne for at portrættere tidens ungdom med ironisk vid og bid. Helt i tråd med midt-90’erne, byder ’Clueless’ derfor også på både kopierbare håndtegn, Dolce & Gabbana outfits, murstenstunge mobiltelefoner i guldkæder og knæhøje skolepigestrømper. Og hvad ville en highschool-film være uden en makeover? I ’Clueless’ er det stoneren Tai (nu sørgeligt afdøde Brittany Murphy), der får uvurderlige modetips af Cher.
Og vi tager alle sammen stadig noter.
’The Ballad of Buster Scruggs’
Coen-brødrenes kapitelopdelte wild west-epos er en udsøgt fornøjelse af karakteristisk kulsort humor, besk samfundskritik pakket ind i Hollywood-klassisk westernikonografi med et dødeligt svirp af katarsis.
Tim Blake Nelson, Liam Neeson, James Franco, Zoe Kazan og Tom Waits er blandt topnavnene i det velspillende cast, der formidler mere eller mindre absurde skæbnefortællinger fra de endeløse vidder, hvor hver mand var sig selv og sin seksløber nærmest, og alle kunne gøre krav på/voldtage landskabernes rigdom. Filmen indeholder nogle af de smukkeste billeder i Coen-kataloget, der står i skærende ironisk kontrast til historiernes brutalitet, når naturens skønhed og skovens dyr agerer tavse vidner til tragedierne, der udfolder sig.
Dialogerne er skarpladte med satirisk livsvisdom og fatalistisk filosofi over menneskesjælens fordærvelse, og i det ondeste kapitel af dem alle må Harry Melling (Dudley fra ’Harry Potter’!) som arm- og benløs skuespiller således se sit eksistensgrundlag revet væk under sig, da hans publikum (med reference til vor tids ukritiske, fordummende reality-mæskeri) pludselig foretrækker en klog hønes kunstner frem for Shakespeare-dannelse.
‘She’s Gotta Have It’
Spike Lees sort-hvide klassiker er stadig et gensyn værd, for historien om den smukke Nola Darling (Tracy Camilla Johns), der ikke kan beslutte sig for, hvilken mand hun helst vil have og derfor dater tre på en gang, er brandcharmerende og romantisk på den helt rigtige usentimentale vis. Samtidig med, at den på fornem vis skildrer sorte skæbner i 80’ernes New York igennem Lees samfundssatiriske kunstneriske filmprisme.
Instruktøren selv spiller den søde nørd Mars Blackmon, der må konkurrere med en rig narcissist (John Canada Terrell) og en overbeskyttende alfa-han (Tommy Redmond Hicks), og filmen gør en dyd ud af at spinde komik over de tre mandetypers underholdende shortcomings og sårede maskulinitet overfor dejlige Darling.
‘The Meyerowitz Stories’
»Ingen kan skabe sympati for navlepillende kunstnertyper som Noah Baumbach, og med Dustin Hoffmans Harold har han skabt sin mest ulideligt højrøvede narcissist til dato. Værre end Jeff Daniels i ’The Squid and the Whale’ og Ben Stiller i ‘Greenberg’ tilsammen. Og holy shit, hvor er det sjovt at se på«.
Sådan skrev vores anmelder om Netflix’ funklende filmperle, ‘The Meyerowitz Stories’, og kvitterede med fem flotte stjerner. Indieinstruktør Baumbachs familiekrønike er en af Netflix’ mest vellykkede originale film til dato – og så meget desto mere finkulturelt ironisk er det, at en af streamingtjenestens kritikerprygelknaber, Adam Sandler, leverer en af sine bedste straight-face præstationer nogensinde i den fintfølende hovedrolle (han supplerede siden med pragtpræstationen i Netflix-filmen ‘Uncut Gems’).
Sandler spiller den ene af Dustin Hoffmans egocentrerede kunstpatriarks to sønner, mens Ben Stiller ligeledes lægger ansigtet i alvorlige folder som den anden, mere succesfulde arving. Elizabeth Marvel er søsteren, hvis liv er permanent stagneret i dead-pan-tungsind, Emma Thompson er den alkoholiserede stedmor (der konsekvent omtaler sin mand som ’The Dad’ overfor de voksne børn) og det upcoming talent Grace Van Patten er Sandlers kunstneriske datter.
Det er en sorthumoristisk genistreg med knivskarp, Woody Allen’sk dialog.