Efter den store succes med ‘The Witcher‘ er Netflix klar med endnu en stort anlagt fantasy-satsning, der skal udfylde tomrummet efter ‘Game of Thrones’.
I ‘Shadow and Bone’ finder man både drager, magi og andre former for overnaturlige væsener. Debutanten Jessie Mei Li spiller den forældreløse Alina Starkov, som får magiske kræfter efter en ekspedition ind i The Shadow Fold.
Hendes kræfter kan være nøglen, der kan sætte hendes krigshærgede hjemland fri. Derfor bliver hun sendt i træning hos en elitehær af magiske soldater, kendt som Grisha. Hun erfarer dog hurtigt, at intet er, som det ser ud, når farlige kræfter lurer i kulissen.
Noget tyder på, at hovedrolleindehaveren Jessie Mei Li står foran sit store gennembrud. Hun er også aktuel i Edgar Wrights ventede ‘Last Night in Soho’ senere på året.
I ‘Shadow and Bone’ spiller hun over for blandt andre Ben Barnes (‘Westworld’), mens også det danske stortalent Simon Sears (‘Shorta’) er at finde på rollelisten.
Serien er baseret på Leigh Bardugos bedstsælgende roman-trilogi Grisha. Den Oscar-nominerede manuskriptforfatter bag ‘Arrival‘, Eric Heisserer, agerer showrunner og har skrevet alle første sæsons otte afsnit.
Der er premiere på Netflix 23. april.