Azealia Banks er ikke bleg for at skabe kontrovers – man kunne fristes til at sige, at hendes karriere faktisk er skabt på kontroverser.
Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse, da hun for nylig hoppede med på NTF-bølgen og solgte en lydoptagelse af hende og (eks)kæreste Ryder Ripps, der havde sex, for cirka 106.000 kroner.
Kort tid efter salget proklamerede Banks på Instagram, at optagelsen allerede var ved at blive solgt på ny for intet mindre end 1,6 milliarder kroner.
I et opslag skrev hun »Bogstavelig talt den dyreste NFT nogensinde. Elsker du ikke bare, hvordan vi kom, så og sejrede dette lort på kun 48 timer? Fucking ikonisk«.
Det fulgte hun op med endnu et opslag, hvor optagelsen blev vist på Wikipedias liste over de dyreste kunstværker nogensinde, hvor ‘I Fucked Ryder Ripps’, som værket hedder, ligger nummer fire.
Sagen er bare den, at billedet af Wikipedia-siden er photoshoppet, og at optagelsen af Banks og Ripps ikke har været i nærheden af at blive solgt videre for det svimlende beløb.
I stedet er optagelsen stadig ejet af den oprindelige køber, Rulton Fyder, der blot har værket stående i sin samling, som der kan afgives bud på.
Da Fyder købte NTF’en, inkluderede transaktionen det fulde ejerskab over selve albummet med lydoptagelsen, der består af en .WAV-fil, og en signeret LP med optagelsen. Derudover medfulgte også rettighederne til at udstille og distribuere optagelsen.
Og netop den sidste detalje – altså rettighederne til distribuering og udstilling – kan være nøglen til at forstå, hvorfor Rulton Fyder brugte 106.000 kroner på en lydoptagelse.
Rulton Fyder er nemlig ikke hvem som helst. Der er en del mystik omkring personen, men det, der ligger fast, er, at han eller hun er en anonym kunstner, der gør sig i at sætte andres værker i en ny kontekst som NTF’er.
Navnet Rulton Fyder er i øvrigt et anagram af Ryder Fulton, et pseudonym brugt af kunstneren Richard Prince, og der spekuleres derfor i, om det faktisk er ham, der har købt Banks’ optagelse.
Efter købet tweetede en Twitter-profil tilhørende Rulton Fyder hashtagget #SexTapesAreArtWorks, og på Instagram har Fyders konto gentaget samme budskab.
Uanset hvem Rulton Fyder viser sig at være, tyder det dog mere og mere på, at købet af ‘I Fucked Ryder Pipps’ er del af et større metakunstprojekt, hvor lydoptagelsen får en rolle.
Spørgsmålet er bare, hvornår vi får resultatet at se – og ikke mindst om Azealia Banks har været med til at planlægge det hele.