I sidste uge landede den førte forsmag fra Tyler, the Creators kommende album i form af den tunge single ‘Lumberjack’, der mindede lidt om de hårdtslående rapsange fra de tidlige Odd Future-dage.
Hvilket var noget af en overraskelse efter den mere melodiske og poppede lyd, rapperen har dyrket på de seneste album ‘Flower Boy’ og ‘Igor’. Albummet ‘Call Me If You Get Lost’, der udkommer allerede på fredag, kommer dog ikke kun til at bestå af tunge bangers.
Så meget kan vi vist allerede godt sige nu, hvor Tyler, the Creator har udgivet ‘Wusyaname’ med en tilhørende musikvideo.
Her er der nemlig tale om en decideret kærlighedssang med et dejligt døsigt g-funk-beat. Stemningen er sommerlig og tilbagelænet, mens rapperen lover en kvinde guld og grønne skove, hvis bare hun fortæller sit navn.
Den 30-årige artist prøver blandt andet at fange personens interesse ved at lokke med indiefilm i Cannes, brød med sirup og en særlig form for hudexfolieringsteknik.
Lige lidt hjælper det desværre i musikvideoen.
Kvinden, Tyler er efter, ender nemlig med at gå over til en anden mand. Utroligt nok, må man sige, for det lød da for vidunderligt med Cannes, sirupsbrød og exfoliering.