Det sidste stykke tid har Tyler, the Creator teaset for et nyt projekt med titlen ‘Call Me If You Get Lost’. Nu er første single fra den kommende udgivelse ude.
Efter flere melodiske og soulede eksperimenter på de seneste album ‘Igor’ og ‘Flower Boy’ går Tyler nu tilbage til sine hiphoprødder på den nye sang ‘Lumberjack’. Singlen består således af et skramlet beat, som minder om de tidlige Odd Future-dage, hvorpå Tyler rapper et par sikre vers og omkvæd.
Videoen til ‘Lumberjack’ er ikke overraskende helt igennem gakket. Tyler, som selv har instrueret videoen, befinder sig indledningsvis i en hytte, hvor han får lagt neglelak af en ældre dame. Bagefter befinder han sig uden hytten i et vildt blæsevejr sammen med en næsten uigenkendelig, storsminket udgave af sig selv. Slutteligt er han fanget med sin kælk i en snestorm, inden videoen pludselig afbrydes med de famøse ord: ‘Call Me If You Get Lost’.
Se videoen herunder.