Noget kunne tyde på, at Tyler, the Creator er typen, der bærer nag.
Den amerikanske rapper er netop strøget helt til tops på albumhitlisten i USA med sin stærke nye udgivelse ‘Call Me If You Get Lost’, og det har han nu fejret ved at håne en gammel fjende: Nemlig DJ Khaled.
Deres konflikt strækker sig tilbage til 2019, hvor Tylers ‘Igor’ nuppede førstepladsen foran et DJ Khaled-album, hvilket fik sidstnævnte til at få et mindre meltdown.
Khaled kaldte blandt andet sin egen udgivelse for »god musik« og hentydede til, at Tyler lavede »mystisk shit«.
Dén kommentar har Tyler, the Creator ikke glemt. Nu – hvor han altså har ramt førstepladsen med to album i træk – har han således tweetet »Mystisk musik! Ha!«.
Så kan han lære det! Selv om intet dog (desværre) tyder på, at Khaled har tænkt sig at stoppe med at udgive musik.
Det er kun et par måneder siden, han udgav sit 12. (!) album, der – som sædvanlig – var en stjernefyldt, men ikke specielt veludført affære. Dét album formåede dog at gå nummer et i USA. Så Khaled har altså lært sin lektie: Man skal ikke udgive album i samme uge som Tyler.