‘Harry Potter 20-års jubilæum’: Hogwarts-gensyn er rørende – med en stor elefant i rummet
Emma Watson, Matthew Lewis og Robbie Coltrane – også kendt som Hermione, Neville og Hagrid – modtager i begyndelsen af ’Tilbage til Hogwarts’ et magisk brev: De er blevet inviteret til 20-års-jubilæet for ’Harry Potter’-filmene.
Hvis du er ligesom mig, drømte du i mange år om, at et lignende brev en dag ville flyve ind ad brevsprækken og invitere dig med ind i den fortælling, du har fået læst højt fra, måske brugt til selv at lære at læse, set til midnatspremierer og diskuteret og dissekeret hver en krinkelkrog af.
Med andre ord er historien om Harry Potter noget, mange har et helt særligt forhold til – ikke mindst de film og de skuespillere, der gav den en billedside.
Og det særlige forhold er noget af det, ’Tilbage til Hogwarts’, der markerer 20-års jubilæet for den første film, forsøger at formidle.
Med deres invitation i hånden tager skuespillerne turen fra perron 9 ¾ til nogle af filmseriens mest ikoniske settings: I Gryffindors pejsestue, skolens spisesal og Gringotts-banken mødes skuespillere som Tom Felton (Draco Malfoy), Gary Oldman (Sirius Black), Ralph Fiennes (Voldemort) og selvfølgelig det centrale trekløver Watson, Rupert Grint og Daniel Radcliffe for at genkalde sig de ti år fra ’De vises sten’ til ’Dødsregalierne’.
Gennem samtaler, interviews og en lang række klip fra filmene forsøger jubilæet at hylde, huske og samle alle de tråde, der går gennem den barnligt eventyrlige start over de hormonfyldte teenageår og den alvorlige, voksne afslutning.
Blandt dem mangler dog forfatteren, der binder dem alle sammen: J.K. Rowling. Hun er ikke til stede, og hendes fravær vender vi tilbage til.
Men lad os først vende, hvad genforeningen lykkes med, nemlig at vise den enorme kærlighed skuespillerne har for hinanden og de karakterer, de har spillet.
Vi ser det, når Oldman og Radcliffe genbesøger det afgørende forhold, Harry og Sirius har, og som også var til stede mellem skuespillerne bag kameraet; når Arthur, Fred, George, Ron og Ginny Weasley mødes i Vindelhuset som den familie, de stadig føler, de er; og i de overraskende, rørende mere-eller-mindre venskabelige kærlighedserklæringer mellem Radcliffe og den altid fortryllende Helena Bonham Carter (i filmene den forheksede Bellatrix Lestrange) og mellem Watson og først Tom Felton og siden Rupert Grint.
Som Harry Potter-fan er det fuldkommen umuligt ikke at blive rørt undervejs.
Filmenes fire skiftende instruktører, Chris Columbus, Alfonso Cuarón, Mike Newell og David Yates, kommer også på besøg og fortæller om, hvordan det var at arbejde med skuespillerne, mens de gik fra børn til unge voksne. Filmsettene omtales flere gange som »en god arbejdsplads«, og med en film- og underholdningsbranche, der efterhånden er mere lig med ubehag end det modsatte, gjorde det mig en lille smule lykkelig at høre, at magien i ’Harry Potter’-filmene blev til gennem barnlig leg, omsorg og kærlighed til den gode historie.
De idylliske samtaler foran den buldrende pejs er fulde af rosende ord, lykkelige tilbageblik og positive adjektiver. Så fulde, at det næsten udvander de oprigtigt rørende øjeblikke. Lidt som en folkeskolesammenkomst er ’Tilbage til Hogwarts’ ikke lejligheden, hvor de store, svære eller mest interessante spørgsmål bliver stillet, og gensynet er til tider overfladisk og mere smalltalk end egentlige samtaler. Kommer der et bare lidt betændt emne på banen, som Watsons tanker om at forlade filmene, er vi hurtigt videre igen.
Og det leder os frem til elefanten i rummet.
For Rowling fik sit brev ligesom de andre, men valgte ifølge Entertainment Weeklys kilder at takke nej til at deltage. Mange spekulerede med det samme i, om det havde noget at gøre med hendes nyligt opnåede status som kontroversiel figur. Hendes udtalelser om, at transkvinder ikke er »rigtige« kvinder, har nemlig ramt hårdt hos mange Potter-fans, der netop ser det univers, hun har skabt, som en opfodring til at bryde med andres kasser og forventninger.
Men det har intet med sagen at gøre, forlyder det. I stedet lyder grunden, at de arkivinterviews, ’Tilbage til Hogwarts’ benytter sig af, er tilstrækkelige. Og dét selvom skuespillerne gentagne gange fremhæver hende som den, det gjorde det muligt at gøre filmene og karaktererne til det, de er.
Det er J.K. Rowlings univers, og hun er i sin fulde ret til at gøre, præcis hvad der passer hende med det. Og det er langt fra sikkert, at en optræden fra hende havde samlet trådende i det nostalgiske gensyn.
Men hendes fravær er en konstant påmindelse om det spadestik dybere, ’Tilbage til Hogwarts’ aldrig kommer.
Kort sagt:
Som en sjælden familiesammenkomst er ’Tilbage til Hogwarts’ fyldt med small talk, men også med øjeblikke, der vil røre enhver Potter-fan.