J.K. Rowling er som den eneste nøgleperson ikke med i stort anlagt Harry Potter-reunion

J.K. Rowling er som den eneste nøgleperson ikke med i stort anlagt Harry Potter-reunion
J.K. Rowling til premieren på 'Fantastiske Skabninger 2: Grindelwalds forbrydelser' i 2018. (Foto: Samir Hussein/WireImage)

OPDATERET 2. JANUAR KL. 18.53: Ifølge Entertainment Weekly, der har været i kontakt med unavngivne »kilder tæt på sagen«, blev J.K. Rowling inviteret til genforeningen. Hun valgte dog at takke nej, fordi hun mente, at arkivoptagelserne fra 2019 var tilstrækkelige, skriver branchemediet. Rowlings bagland har ikke udsendt en officiel kommentar.

HBO Max har en gedigen succes på hænderne på årets første dag i 2022, når de i anledning af ‘Harry Potter’-filmfranchisens 20-årsjubilæum blænder op for en stjernespækket genforening.

Her vil skuespillere som Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint, Gary Oldman, Ralph Fiennes og Helena Bonham Carter se tilbage på de ikoniske fantasyfilm og oplevelserne bag kulisserne.

Men kvinden, der opfandt hele universet, er ikke inviteret til at tage del i fejringen. I stedet ses hun kun via gamle arkivoptagelser. Det skriver BBC, der har samlet op på en række britiske anmeldelser af genforeningen, som stiller spørgsmålstegn ved Rowlings fravær.

En række medier spekulerer med rette i, at det er Rowlings udtalelser om køn, der har kostet hende en plads ved bordet under den imødesete genforening.

Den succesfulde forfatter har været i strid modvind efter en række udtalelser, som er blevet kritiseret for at være transfobiske. Rowling har blandt andet joket med, at en artikel havde brugt formuleringen »personer som menstruerer« i stedet for ‘kvinder’. Hvorefter shitstormen ellers tog fart.

»Jeg respekterer enhver transpersons rettighed til at leve på den måde, der føles autentisk og komfortabel for vedkommende. Jeg ville demonstrere med jer, hvis I blev mødt af diskrimination på basis af, at I er transkønnede. På samme tid er mit liv blevet formet af at være kvinde. Det, mener jeg ikke, er hadefuldt at sige«, skrev Rowling senere fra sin Twitter-konto.

Radcliffe, Watson og Grint har fordømt Rowlings udtalelser, mens folk som Ralph Fiennes og Eddie Redmayne har taget forfatteren til nåde. Men det har altså tilsyneladende ikke været nok til, at Rowling har fået lov til at deltage i showet.

Som Screen Rant påpeger, kunne man mistænke HBO for ikke at ønske at lade den stort anlagte genforening blive kvalt af diskussioner om Rowlings kommentarer om køn.

‘Harry Potter 20th Anniversary: Return to Hogwarts’ kan ses på HBO Max 1. januar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af