Andrew Garfield slog for alvor igennem i 2010, hvor han spillede den ene hovedrolle i David Finchers medrivende mesterværk ‘The Social Network’.
Men i årene op til kæmpede Garfield for at finde fodfæste i Hollywood. Han var blandt andet til casting på ‘Narnia’-filmen om Prins Caspian, der kunne have været hans første rolle i en stor blockbuster. Men sådan endte det ikke med at gå.
I et interview med Entertainment Tonight fortæller Garfield, at hans udseende kom i vejen for rollen som Prins Caspian.
»Jeg kan huske, at jeg var desperat. Jeg gik til audition på rollen som Prins Caspian i ‘The Chronicles of Narnia’, og jeg tænkte, at det kunne blive mit store gennembrud. Men den smukke, fantastiske skuespiller Ben Barnes endte med at få rollen«, siger Garfield.
Garfield fortæller, at han og Barnes var de sidste i spil til rollen og at han derfor blev en smule besat af håbet om at lande rollen.
I sidste ende endte han med at udspørge sin agent om, hvorfor hans casting mislykkedes: »Til sidst bukkede hun under for min insisterende plagen og sagde: ‘Det er fordi, de ikke synes, du er smuk nok, Andrew«, fortæller skuespilleren og fortsætter:
»Ben Barnes er en utroligt smuk og talentfuld mand. Så i retrospektiv er jeg ikke ked af beslutningen. Jeg synes, han gjorde det fremragende«.
Selvom Garfield måtte vente et par år mere på sit store gennembrud, må man dog sige, at han kom flot efter det med rollen som Spider-Man og kritikerroste præstationer i film som ‘Hacksaw Ridge‘, ‘Silence‘ og ‘Under the Silver Lake‘.
Ben Barnes største roller til dato er i tv-serier som ‘Westworld‘, ‘The Punisher‘ og ‘Shadow & Bone‘.