’Hacksaw Ridge’: Mel Gibsons krigsfilm giver koldsved og nervøse trækninger
Han har været en paria på parnasset i 10 år. Forhånet, ringeagtet og udstødt af det gode selskab efter en skæbnesvanger aften i 2006, da han blev anholdt for spritkørsel og kastede sig ud i en højrøstet anti-semitisk svada. Med ét var billedet af den populære, joviale skuespiller og instruktør knust og afløst af en snæversynet drukkenbolt med seriøse anger issues.
Nu er Mel Gibson tilbage. Tørlagt, angerfuld og aktuel med sin første film siden ’Apocalypto’ fra netop 2006. Den hedder ’Hacksaw Ridge’ og er et krigsdrama, der allerede trækker flotte anmeldelser og Oscar-buzz hjemme i USA.
Det er en af den slags comebackhistorier, som Hollywood elsker og ikke kunne have spundet bedre selv. Det eneste, der manglede, var, at filmen var et veritabelt mesterværk.
Det er den så ikke. Men den er god. Som krigsfilm er den tilmed fremragende, men desværre er den kun halvt krigsfilm og halvt biopic, og det sidste er den ikke lige så god som.
Filmens første tredjedel er således lavet af en instruktør, der i artig afbigt kalkerer Hollywood-skabelonen for den slags historier af. Vi begynder in medias res ved filmens klimaks. Desmond Doss (Andrew Garfield) – pacifisten, der modtog det amerikanske militærs fornemste fortjenstmedalje efter Anden Verdenskrig, er blevet såret på slagmarken og bæres bort på en båre. Klarer han den?
Så tilbage til barndommen, hvor pacifisten præges af en drikfældig og voldelig far (Hugo Weaving) samt en traumatisk episode, da et eskalerende broderslagsmål ender med, at Desmond nær slår sin bror Harold ihjel med en mursten.
Senere forsvinder Desmonds familie stort set ud af filmen og erstattes af den vakre sygeplejerske Dorothy (Teresa Palmer) og en sødladen kærlighedshistorie. Det er en pæn og temmelig pligtskyldig levnedsbeskrivelse, Gibson ridser op, og som tilskuer glæder man sig til, at Desmond drager i krig.
Desmond melder sig frivilligt, men selvom loven kræver det, har hæren svært ved at rumme en mand, der nægter at røre ved et våben og insisterer på at drage i krig som ubevæbnet samarit. Desmonds pacifisme gør ham hurtigt upopulær på eksercerpladsen, og både den brøsige Smitty (Luke Bracey) og den drakoniske sergent Howell (en glammende god og tilpas sjov Vince Vaughn) gør alt for at knække hans moral.
Men Desmonds tro trodser både tæsk, tremmer og trakasserier, og med sin viljestyrke og sit utrolige heltemod på klippeplateauet Hacksaw Ridge vinder han soldaterbrødrenes respekt.
Desmond Doss var en slags virkelighedens Forrest Gump, der mirakuløst reddede 75 sårede soldater i sikkerhed under slaget om Okinawa. Hver gang han havde bragt én i sikkerhed, bad han til Gud om hjælp til at redde én mere.
Jeg ved for lidt om Desmond Doss til at vurdere, om Gibson glorificerer sin hovedperson, på samme måde som Clint Eastwood gjorde det med ’American Sniper’, men historien er i hvert fald blevet bundet sammen med så nette kausale knob, at den føles for utrolig til at være (helt) sand. Og fordi Andrew Garfield gestalter Desmond med en enfoldig charme, som især i starten er en kende for kær, så sidder man, da Desmond toner frem fra krudtrøgen med den ene sårede soldat på ryggen efter den anden, næsten og venter på, at han udbryder: »I gotta save Bubba!«
Men selvom ’Hacksaw Ridge’ er forudsigeligt fortalt og hverken skyr en kliché eller et stykke rørstrømsk underlægningsmusik, er den også lavet af en instruktør, der kender sine knapper og skruer højt op for det storladede og gribende drama mod slutningen.
Mel Gibson kan filme krigens gru, så man får koldsved og nervøse trækninger, når braget pludselig lyder, eller når endnu et sæt ben forvandles til hakket kalv og flæsk. Kampscenerne er brutale og grafiske, men også yderst effektive og medrivende, og selvom Desmond aldrig bliver særlig fascinerende som karakter, er hans ukuelige kamp for det, han tror på, så elementært vedkommende og eviggyldig, at man skal være usædvanlig hårdkogt for ikke at blive lidt rørt undervejs.
Det gør også filmen godt, at Mel Gibson ikke vifter for meget med den moralske pegefinger. Der er masser af kristen symbolik, men det er holdt mere i skak end i Gibsons beslægtede lidelseshistorie ’The Passion of the Christ’, og instruktøren vælger ikke side i det moralske skisma, han antyder. For hærens argument giver jo mening: Hvordan kan vi forsvare at sende en mand i fronten, som ikke kan eller vil forsvare hverken sig selv eller sine våbenbrødre?
Men de må æde deres ord, når den standhaftige Desmond stiger ned fra Hacksaw Ridge som en Jesus-skikkelse efter en heltegerning, der kan få selv den største gudsfornægter til at tvivle en stund.
Mel Gibson er bestemt ikke Jesus, og han har ikke reddet 75 menneskeliv, men det er nærliggende at tro, at han har spejlet sig selv i fortællingen om en mand, der måtte udstå grueligt meget modgang, før han fik den anerkendelse, han fortjente.
Hvis ’Hacksaw Ridge’ bliver Mel Gibsons soning og returbillet til det gode selskab, vil det også være fortjent. Men en Oscar ligefrem? Arh, så er den altså heller ikke bedre.
Kort sagt:
’Forrest Gump’ møder ’Saving Private Ryan’ i Mel Gibsons stort opslåede comebackfilm ’Hacksaw Ridge’, en effektiv, rørende og noget konventionel krigsfilmbiopic og en dybfølt hyldest til en tro, der kan flytte bjerge, men som ingen kraft kan flytte en tomme.
Læs også: Er du klar til at tilgive Mel Gibson?