Er du klar til at tilgive Mel Gibson?

Mel Gibson står på tærsklen til det, der lignede en umulighed for bare få år siden: Et regulært comeback. Vi ser nærmere på den efterhånden 60-årige australiers komplicerede liv og på den amerikanske filmverdens forhold til forsoning. For hvor går grænsen for, hvad Hollywood – og alle os andre – kan tilgive?
Er du klar til at tilgive Mel Gibson?
Foto: Frazer Harrison / Getty Images

Golden Globe-uddelingen i januar 2016 huskes nok primært for to ting: Ricky Gervais var tilbage i værtsrollen. Og Mel Gibson var blevet inviteret ind i varmen i rollen som presenter.

Underteksten i invitationen af Gibson var klar: Filmbyen tilbød sin med afstand største og mest besværlige paria en form for tøbrud, der gav mindelser om Gorbatjovs og Reagans møde i Reykjavik i Den kolde krigs døende dage i 1980’erne.

Robert Downey Jr. havde helt tilbage ved modtagelsen af en ærespris i 2011 plæderet for, at branchen burde invitere hans gode ven og kollega tilbage i det gode selskab (underforstået: ligesom den gjorde med ham selv, post-rehab). Ricky Gervais fik, ved sin infantile insisteren på konfrontation, den imødesete forsoning til at tage sig ud som endnu et kapitel i skandalesagaen om Gibson, men gestussen i selve invitationen var nu alligevel et bemærkelsesværdigt skridt. Noget var i gære.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gibsons forsøg på en karriererenæssance er fortsat på to fronter i løbet af 2016: I juli var der amerikansk premiere på ’Blood Father’, en fransk produceret, men engelsksproget thriller, hvor Gibson spiller hovedrollen som en eksalkoholiker, der får mulighed for at forsone sig med dæmoner fra fortiden (lyder det bekendt?).

Men lad os bare være firkantede: Gibsons comebackaspirationer står og falder med den aktuelle premiere på ’Hacksaw Ridge’, hans stort opsatte krigsepos med Andrew Garfield i hovedrollen som Desmond Doss, den første militærnægter, der blev begavet med Kongressens æresmedalje for sin indsats i den medicinske stab under det blodige slag ved Okinawa i Anden Verdenskrig.

Alene det faktum, at ’Hacksaw Ridge’ er blevet en realitet, markerer, at Gibson for alvor er tilbage. Der går endda forlydender om, at en storstilet Awards Season-kampagne er under opsejling. I den amerikanske filmbranche er det nogenlunde så tæt på en uofficiel blåstempling, som man kan komme.

Comeback-flokken

Comebackfortællingen har beriget et utal af Hollywood-film, fordi den byder på en livsbekræftende morale: Hvis du gør dig umage, er det aldrig for sent.

Det er dog ikke kun filmbyens fortællinger, men også dens stjerner, der kan beskrives ud fra en comebacktypologi. Alec Baldwin, Michael Keaton, John Travolta og, ikke mindst, Robert Downey Jr., har alle efter adskillige års tilbagegang genfundet formen eller er blevet foræret en second chance:

Keaton konfronterede sin egen karrieres deroute med et twist i ’Birdman’, Tarantino forærede Travolta rollen som Vincent Vega i ’Pulp Fiction’, og David Fincher gav Downey Jr.’s karriere på det store lærred kunstigt åndedræt ved hans medvirken i ’Zodiac’ (siden fulgte, som bekendt, det totale verdensherredømme!).

Gibson kan blive den næste og er vel nok den af flokken, som har været længst nede at vende. Downey Jr. lavede ulykker – og ødelagde det for sig selv. Gibson lod sin deroute gå ud over andre – og blev lagt for had.

De første udfald

De fleste lærte australieren at kende i rollen som Martin Riggs i buddy cop-klassikeren ’Lethal Weapon’ og som titelfiguren i ’Mad Max’-universet.

Hans problemer med et galopperende alkoholmisbrug stillede sig ikke i vejen for hans gennemførte professionalisme eller box office-gennemslagskraft i 80’erne og 90’erne. Hans charmerende – og lad os være ærlige: misundelsesværdigt maskuline – fremtoning, foruden en komisk veloplagt omgang med potente oneliners, gjorde ham til en af branchens sikreste esser.

I 1995 instruerede Gibson den Oscarvindende storfilm ’Braveheart’, hvor han var ubeskeden nok til selv at spille hovedrollen som den skotske frihedshelt, William Wallace. Oscaren sikrede ham så godt som total kunstnerisk frihed.

'Braveheart'
‘Braveheart’ (1995)

I starten af 00’erne leverede han fortsat hits på stribe i både actionfilm og komedier (’What Women Want’, ’Signs’, ’The Patriot’ og ’Payback’), men den omtalte kreative frihed resulterede i 2004 i hans anden store satsning som filmskaber, ’The Passion of the Christ’.

Filmen om Jesus’ lidelseshistorie, som Gibson ganske modigt insisterede på skulle indspilles på originalsprogene (hebræisk, aramæisk og latin), blev en enorm publikumssucces. Men snart begyndte kritikken af dels filmens angiveligt antisemitiske budskab (Gibson afmonterer ikke just den gamle traver om, at jøderne var ansvarlige for Jesus’ korsfæstelse) og dels af hans person (med henvisning til hans – og hans fars – katolske fundamentalisme) at tære så meget på Gibson, at han kom med mere og mere uhæmmede udtalelser til pressen.

Det kulminerede med hans voldsomme udfald mod New York Times-skribenten Frank Rich. Et lille udpluk: »Jeg slår ham ihjel. Jeg flår tarmene ud af kroppen på ham og ruller dem rundt om et spyd. Jeg slår hans fordømte hund ihjel«.

Paria-status

Gibsons synderegister nåede dog først kritiske dimensioner, da han i 2006 blev anholdt for spritkørsel. Den antisemitiske tirade vendt mod den jødiske politibetjent, der foretog anholdelsen, lagde omtrent hans karriere i ruiner overnight. Gibson angrede efterfølgende dybt, men skaden var sket.

Nu er åbenlyst antisemitiske udtalelser af natur indlysende forkastelige, men i Hollywood af alle steder er den slags helt utilgiveligt. Gibson, der samme år havde premiere på endnu et action- og blodfyldt drama med engelske undertekster, ’Apocalypto’, var med ét slag persona non grata i en branche, hvor han havde været vant til at blive betragtet som et trumfkort.

apocalypto
‘Apocalypto’ (2006)

Manden, der blev kåret som ’The Sexiest Man Alive’ af People Magazine i 1985, var dog ikke færdig med at bringe sig selv i fedtefadet.

I 2010 dukkede lydoptagelser af en telefonsamtale med ekspartneren Oksana Grigorieva frem. Her betjener en svært prustende Gibson sig af et hvidglødende racistisk og kvindefjendsk vokabular, der får Donald Trumps »grab them by the pussy«-udbrud til at virke som en spejderdrengs udsagn til sammenligning.

Winona Ryder, der selv er jøde, var blandt dem, der bar brænde til bålet, da hun i et interview med GQ i 2011 fortalte om en privat fest i slutningen af 90’erne, hvor Gibson kom med både homofobiske og antisemitiske udtalelser.

Paria-statussen syntes sikret for tid og evighed.

Tiden – Gibsons bedste ven

Konturerne af et regulært comeback kan skyldes flere ting:

Man kan jo spørge sig selv, om den generelle forkærlighed for populærkultur af mere eller mindre lødig karakter fra 1980’erne, der præger ikke alene ’Mad Max’-genoplivningen, men alt fra Taylor Swifts glitrende synthpop på ’1989’, det feminiserede reboot af ’Ghostbusters’, Netflix-flagskibet ’Stranger Things’, tv-serier som ’The Americans’ og ’Halt and Catch Fire’ og den kommende ’Blade Runner’-sequel kan være med til at gøde jorden for, at Gibson i de kommende år kan vinde noget af den samme varme beundring, der kommer en Bill Murray til gode.

Eller måske snarere – med tanke på Gibsons mindre, hvad skal vi sige, lune personlighed – den kontante succes, der tilkommer forholdsvis jævnaldrende 80’er-profiler som Tom Hanks og Tom Cruise.

Vigtigst er det dog nok, at Gibson har vist genuint sund dømmekraft ved i et helt årti nu – med én ekstremt uheldig undtagelse i form af Grigorieva-affæren – at have holdt forbløffende lav profil. Denne næsten-usynlighed har uden tvivl været medvirkende til, at en form for tilgivelse overhovedet kan komme på tale fra branchen og fra det store filmpublikum.

Beaver-Mel-Gibson
‘The Beaver’

Offentligheden har ikke alene fået vakt en vis appetit efter at vide mere om den engang så højrøstede og profilerede stjerne, men den mulige genopstandelse kan desuden virke troværdig, hvis ikke ligefrem overdue, fordi den på baggrund af så lang en soningsperiode synes at være udtryk for en naturlig udvikling og sober selvindsigt hos mennesket Mel Gibson frem for som udtryk for et desperat opmærksomhedsbehov eller flæbende bodsgang.

Med andre ord: Tiden har været Gibsons bedste ven i et årti, hvor ellers kun ganske få – som Jodie Foster, der gav ham en hovedrolle i floppet ’The Beaver’ – har orket at tage ansvar for at forsøge at få ham tilbage på sporet.

Fortilfældet Polanski

Hvem skal Mel Gibson skæve til for at styrke sit håb om forsoning?

Da Harrison Ford under Oscar-uddelingen i 2003 skulle uddele prisen for bedste instruktion og åbnede en kuvert, der lidt overraskende indeholdt navnet Roman Polanski, rejste Hollywoods samlede establishment efter (afslørende) to-tre sekunders mærkbar tøven sig fra deres bløde sæder og uddelte langvarige stående ovationer.

Polanski har ikke betrådt amerikansk jord, siden han i 1970’erne – på toppen af sin karriere – blev anklaget for at have haft sex med en 13-årig pige, der formentlig var bedøvet i gerningsøjeblikket.

Rentz/Getty Images)
Mel Gibson under Venedig Film Festival, hvor ‘Hacksaw Ridge’ fik verdenspremiere. Foto: Andreas Rentz / Getty Images

Selvom sagen fortsat trækker lange skygger med sig (Polanski blev så sent som i 2010 tilbageholdt i to måneder af schweizisk politi, der undersøgte, om der var grobund for at udvise instruktøren til USA), så viste den varme modtagelse af den polske mesterinstruktørs Oscar for det sobre Holocaust-drama ’The Pianist’, at Hollywoods spidser ikke er karrige med tilgivelse af filmprofessionens store skikkelser.

Spørgsmålet er, om Mel Gibson med tanke på sit synderegister, der spiller på alle de værst tænkelige karaktertræk hos den moderne mand (racisme, misogyni, antisemitisme), for alvor kan håbe på at blive taget til nåde på lignende vis?

Tilgivelsens farve er grøn

Mange vil nærmest per instinkt synes, at eks-sexsymbolet og eks-actionhelten Gibson er et særligt tilfælde, der må betragtes som uden for almindelig pædagogisk rækkevidde.

Tanken om et fuldtonet comeback og fornyet inklusion i det bedste selskab – med dertilhørende adgang til de forreste rækker ved branchens årlige selvfejring under The Academy Awards – syntes for bare to år siden at være nogenlunde lige så sandsynligt, som at videnskabsmænd i en nær fremtid opdager en portal til en parallelverden beboet af smølfer under kappen på indlandsisen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men uanset hvad man synes om Gibson og hans gerninger, er hans pludselige synlighed i medielandskabet – senest i et indslag hos Stephen Colbert, hvor afbalanceret anger og befriende humor går fint i spænd – så godt som lig med tilgivelse.

Noget af det, set fra den forliste stjernes perspektiv, gode ved Hollywood er nemlig, at man aldrig er dømt mere ude, end at en enkelt succes ikke som ved et trylleslag kan slette indtrykket af kommerciel fiasko eller, som i tilfældet Gibson, bortvejre færten af skandale.

Tilgivelsens farve er grøn som en knitrende dollarseddel i filmbranchen. Kan du lave penge, kan du også tilgives, længere er den sådan set ikke. Netop Robert Downey Jr. er et oplagt eksempel på fortællingen om, at Hollywood er parat til at give sine brændte børn en anden (og endog en tredje) chance.

Hollywood er drømmenes fabrik, hvor myten om, at alle fortjener en chance til, er mere potent end ideen om, at du er færdig, hvis du ikke til enhver tid leverer varen.

Downey Jr. er blot et nyere eksempel. Filmhistorien byder også på ældre historier: Ingrid Bergman vandt en Oscar for ’Anastasia’ (1956), seks år efter hun var blevet udpeget som persona non grata ikke bare af branchens egne købmænd, men udskreget fra selve talerstolen i det amerikanske senat på grund af sin udenomsægteskabelige affære med Roberto Rosselini. Filmbyens kvindelige stjerner har altid haft kortere snor, når det kommer til anklagen om ’usømmelighed’.

Et andet prominent eksempel er Charlie Chaplin, der under McCarthy-æraens kommunistheksejagt i 1950’erne blev anset for en fjende af det amerikanske folk, men som i sin alderdom blev behørigt hyldet og blandt andet modtog en æres-Oscar, som han må have modtaget med en blandet smag i munden.

En aktuel syndebuk

Som eksemplet med Polanski viser, er det ikke så meget moralske skrupler, der står i vejen for tilgivelse. Polanskis arbejde taler for sig selv, og hvem vil sætte sig op imod en mester?

Polanski har helt sikkert betalt en pris for sin tvivlsomme adfærd – han har selvsagt ikke kunnet arbejde inden for det amerikanske studiesystem – men han har kæmpet sig til fornyet respekt. Han kan fortsat sikre sig stjerner som Jodie Foster og Kate Winslet til sine film (’Carnage’ fra 2011).

Woody Allen er et andet eksempel på en mand og på en sag, der ganske vist deler vandene, hvilket dog ikke for alvor synes at have påvirket Allens muligheder for hverken at finansiere sine film eller hyre gode skuespillere.

Kevin Winter/Getty Images)
Mel Gibson med Andrew Garfield, der spiller hovedrollen i ‘Hacksaw Ridge’. Foto: Kevin Winter / Getty Images

Nu er Allen ikke sigtet for nogen forbrydelse, modsat Gibson (for partnervold mod netop Grigorieva, kvinden han sviner til på lydoptagelsen fra 2010) og Polanski, men påstået incest er selvsagt et stigmatiserende livsforhold, der kan have drastiske konsekvenser, også selvom der ’kun’ er tale om en mistanke. I tilfældet Allen sidder man tilbage med den fornemmelse, at fordi hans format og position i det amerikanske filmlandskab er uomgængelig, får han længere snor. Branchen har med andre ord brug for Allen (blandt andet som leverandør af gode kvinderoller), måske endda mere end Allen har brug for den.

Nate Parker er et aktuelt, interessant eksempel på tolerancens grænser. Parkers debutfilm, ’The Birth of a Nation’, blev efter årets Sundance-festival udskreget som forhåndsfavorit til den kommende Oscaruddeling, og rettighederne til filmen blev købt for en rekordsum.

Alt syntes rosenrødt for Parker og hans film. Men så kom en 16 år gammel voldtægtsanklage mod ham (og filmens medforfatter) frem i lyset, og nyheden om, at det angivelige offer siden havde begået selvmord, var med til at sætte en stopper for al den medgang, der var blevet Parker og filmen til del. Og det i en grad, så ’The Birth of a Nation’ er røget fuldstændigt ud af Oscar-samtalen.

Anmelderne tager hatten af

Det vil måske være for nemt at påstå, at Parker – hvis han havde haft Polanskis eller Allens status – havde reddet stormen af, men det er helt sikkert mere belejligt at begrave en opkomlings karriere, end det er at skulle forholde sig til en situation, hvor der lige pludselig ikke kommer flere film fra elskede navne med en lang meritliste, ’bare’ fordi de opfører sig skændigt i deres privatliv.

Set i det lys virker tanken om et Mel Gibson-comeback plausibelt. Man skal for det første huske på, at 10 år i det dårlige selskab er meget lang tid. Kvindefjendske og antisemitiske udtalelser, brølt med uforglemmelig kraft på lydoptagelsen med Grigorieva, er en virkelig alvorlig sag.

Men i sidste ende har Gibson – både som instruktør og skuespiller – vist, at han er en af de få personligheder, der virkelig kan gøre en forskel ude ved billetlugerne. Og alene dén omstændighed vejer tungt, når Hollywood-bosserne tager de afgørende beslutninger.

hacksaw ridge
‘Hacksaw Ridge’

Samtidig tager de fleste hatten af for hans kvaliteter som filminstruktør, som efter sigende endnu engang understreges med ’Hacksaw Ridge’. Gibson nærmer sig støt og roligt en position, hvor hans kunstneriske virke overskygger hans private persons forsmædeligheder.  Som The Guardian meget symptomatisk skrev i sin anmeldelse:

»Uanset hvor frastødende en figur mange stadig vil anse Gibson for at være, er jeg nødt til at meddele, at han absolut har ramt ’Hacksaw Ridge’ lige i røven«.

Mel Gibson er 60 år. Hans dage som sexsymbol er nok definitivt talte, og hans dage som stjerne foran kameraet vil næppe heller vækkes til live på en måde, der kan matche hans prime. Men bag ved kameraet? Spielberg, Scorsese og Clint Eastwood er markant ældre, så Gibson har en potentielt lang og lukrativ karriere foran sig, hvis han spiller sine kort rigtigt.

Med ’Hacksaw Ridge’ har han i hvert fald fået en ny chance. Nu er det op til det globale filmpublikum, om det er lige så parat til at tilgive som pengemændene og kollegerne. På ganske demokratisk vis står vi derfor lige nu alle med nøglen til, om Mad Mel skal tilgives.

Spørgsmålet er: Har du lyst til at se en Mel Gibson-film eller ej?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Læs også: Mel Gibsons ‘Hacksaw Ridge’ tager med 10 minutters stående ovationer plads i Oscarræset

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af