’The Punisher’: Netflix-serie starter som et festfyrværkeri, men ender som en fuser
Marvels Frank ’The Punisher’ Castle fejler sjældent, når der skal ryddes op blandt kriminelle i New Yorks underverden. Det kan man ikke sige om de tre forsøg, der har været på at lade selvtægtshelten folde sig voldeligt ud i biografen.
Det havde måske sin charme, da svenske Dolph Lundgren indtog rollen tilbage i 1989, men de to filmatiseringer i nyere tid, ’The Punisher’ fra 2004 og det totalt håbløse reboot ’Punisher: War Zone’ fire år senere, er kritisk og kommercielt blandt bundskraberne ud af de snart 50 biograffilm, der er lavet om Marvels superhelte i de seneste 20 år.
I superheltenes floppende tabersump svømmer Ben Afflecks ’Daredevil’ også rundt på bunden. Men hvor den blinde Daredevil fejlede i biffen, så fik han sprudlende revanche i serieformat på Netflix. Så hvorfor ikke forsøge at give The Punisher samme oprejsning? Faktisk har helten allerede fået en halv sejr i sæson to af ’Daredevil’, hvor badass Jon Bernthal blev introduceret i rollen som den tidligere marinesoldat Frank Castle, der efter mordet på sin familie søger hævn ved at slagte gangstere og andet udskud i New Yorks gader.
’The Punisher’ starter, hvor sidehistorien om Castle endte i sæson to af ’Daredevil’. Myndighederne tror, at The Punisher er død, og Castle lever et tilbagetrukket og stilfærdigt liv som nedrivningsarbejder. Lige indtil en anden »død mand«, NSA-analytikeren David ’Micro’ Lieberman, får Castle ud af pensionsskyggen: Castle har nemlig aldrig fået hævn over dem, der myrdede familien.
I Afghanistan var Castle en del af et hemmeligt hold af elitesoldater, der havde til mission at finde, afhøre – torturere – og snigmyrde højtrangerede terrorister. Castle stiller ikke spørgsmål. Som en god krigskøter følger han bare ordrer, tæsker og dræber de mål, der bliver peget på. Et af ofrene viser sig bare at være en uskyldig journalist, der er kommet på sporet af Castles øverste chefer, som smugler heroin fra Afghanistan til USA. Og henrettelsen af journalisten er blevet filmet i smug. Ups. Tilmed ender det i hænderne på computereksperten Lieberman. Dobbelt ups for ham.
Det er den klassiske handling. Skurkene sletter alle spor. Men hvad superskurken Agent Orange ikke ved er, at Castle og Lieberman stadig er i live og sammen tager kampen op imod de korrupte fjender i CIA og Homeland Security og forræderne fra egne rækker i Marinekorpset.
»No trials. No bullshit. They die!« siger Castle til Lieberman, da de slår sig sammen. Men uden at volden overtager. Handlingen fungerer tværtimod forbløffende godt og er spændende skruet sammen i de første mange afsnit, hvor ’The Punisher’ er mere beslægtet med ’Homeland’ end med en typisk actionserie. Persongalleriet flettes fornemt ind i hinanden, og de få kampsekvenser har effektivt format. Især sekvensen i skoven i afsnit fem, hvor Lieberman har en drone i luften og med sit syn fra himlen dirigerer Castle rundt blandt træer og en hær af lejesoldater, der er efter ham.
’The Punisher’ er glimrende – lige indtil serien falder totalt til jorden fra ottende afsnit og de næste tåbelige episoder frem. Som utallige andre serier lider den under forfatternes pludselige mangel på kreativitet. Det er efterhånden ganske typisk, at serier som denne går i tomgang og fylder tiden ud med tyndt sidefyld. Og selvom ’The Punisher’ kommer nogenlunde tilbage på sporet i de sidste afsnit, sker det ikke på den intelligente måde, men kun på den voldelige. Ærgerligt nok.
Til gengæld skal skaberne have den credit, at de sidste to afsnit byder på nogle af de mest blodige sekvenser, der længe er set. Her har man ligesom bare mistet interessen for en serie, der starter som et festfyrværkeri og desværre ender som en fuser.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.