Forleden kom det frem, at Warner har lagt tre scenarier på bordet i udfordringen omkring deres kommende superheltefilm ‘The Flash’, der har Ezra Miller i hovedrollen.
Miller er de seneste måneder blevet anholdt tre gange, blandt for tyveri og vold.
Det bedste scenarie var, at skuespilleren søgte hjælp, og at Warner derefter kunne lancere ‘The Flash’ på normal vis, blot uden at hovedrolleindehaveren deltager specielt meget i lanceringen.
Og nu er det scenarie kommet et skridt nærmere til at kunne blive en realitet.
Ezra Miller har nemlig søgt professionel hjælp, lyder det i en udtalelse til The Hollywood Reporter.
»Efter for nylig at være gået igennem en periode med intens krise forstår jeg nu, at jeg lider af komplekse mentale sundhedsproblemer, og har påbegyndt behandling. Jeg vil undskylde over for alle, som jeg har skræmt og bekymret med min tidligere opførsel. Jeg er stålsat på at gøre det nødvendige arbejde for at komme tilbage til en sund, sikker og produktiv fase af mit liv«, udtaler Miller.
Den seneste tid har Ezra Miller været i følgeskab med sin mor og været på vej mod barndomshjemmet i Vermont.
‘The Flash’ er sat til premiere 23. juni næste år.