Ny forestilling i Operaen hylder Natasja

Ny forestilling i Operaen hylder Natasja

En ny forestilling i Operaen i København hylder næste år den legendariske dancehall-artist Natasja i en stjernespækket musikforestilling med blandt andre Clemens som manuskriptforfatter og Pharfar som kapelmester.

Forestillingen – som meget nærliggende har fået titlen ‘Natasja’ – tager tilskuerne med gennem sangerens liv, musik og karriere fra de første famlende koncerter i Ungdomshuset på Nørrebro i København til det helt store gennembrud med debutalbummet ‘I Danmark er jeg født’.

Foruden Clemens og Pharfar medvirker også Cisilia Ismailova, FVN, Caroline Henderson og Billie Koppel, der skal fremføre Natasjas numre på Opera-scenen. Nikolaj Cederholm står for instruktionen.

»Natasja var en af Danmarks største musikere, og derfor er det kun naturligt, at musikforestillingen om hende opføres på Danmarks fineste scene«, siger producent Thomas Langkjær fra produktionsselskabet Lion Musicals i en pressemeddelelse.

I år er det 15 år siden, at Natasja mistede livet i en bilulykke i Spanish Town på Jamaica i en alder af kun 32 år.

I 2020 indtog Natasja endnu engang de danske hitlister, da veninden og samarbejdspartneren Karen Mukupa udgav det hidtil uudgivne nummer ‘Til banken’, hvor duoen også fik besøg af Tessa. Sidste år landede endnu et posthumt Natasja-track i form af sangen ‘Selvtillid’.

Forestillingen ‘Natasja’ får premiere 13. juli 2023 i Operaen, hvor den spiller i godt to uger frem til 30. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af