Kærlighed kan lyde som »os to for evigt«, men det kan også lyde som »fuck alle andre«. Barbros nye single, ‘Fuck the World’, som Soundvenue har premiere på i dag, hører umiddelbart til sidstnævnte.
Det er en punket og underspillet euforisk kærlighedssang om at fortabe sig i en anden person og lukke hele verden ude.
»Sangen handler om søgen efter tryghed og safe spaces, som for mig er en meget stor del af at operere i verden, især som queer«, fortæller Barbro til Soundvenue om tilblivelsen af ‘Fuck the World’, der udkommer i morgen.
»Jeg har gået og joket lidt med, at ‘Fuck the World’ er min første kærlighedssang. Jeg har egentlig aldrig været så god til at skrive kærlighedssange, selvom kærlighed nok er det mest gennemgående tema i dem alle sammen«.
»Grunden til, at jeg ser ‘Fuck the World’ som en kærlighedssang, er, fordi den skildrer mange af de usikkerheder, der opstår, når jeg bliver forelsket eller fascineret med og i et andet menneske«, fortæller Barbro.
Barbro har tidligere udgivet en ep i 2021 samt singlen ‘Bad Choices’ i slutningen af sidste år. Et album følger i løbet af foråret. Inden solokarrieren var Barbro medlem af den kortlivede trio Jenny.