Barbros uslebne debut-ep lyder ikke som noget andet derude – og giver plads til undervurderede instrumenter

Barbros uslebne debut-ep lyder ikke som noget andet derude – og giver plads til undervurderede instrumenter
Barbro. (Foto: Cecilie Bødker Carlsen)

Inden for rytmisk musik er der et hierarki i strygerfamilien.

Violinen er altid kærkommen; den bærer ynde og muligvis også energi. Celloen signalerer også god smag, idet den bringer alvor og eventuelt stoisk melankoli.

Kontrabassen spiller man helst med fingrene frem for bue, og det gør man desuden kun, hvis man vil lyde jazzet – ellers bruger man jo en basguitar. Og med mindre man hedder John Cale, bruger man kun bratsch, hvis den er omgivet af godt med andre instrumenter, der primært er associeret med klassisk musik.

Jovist, dette er lidt karikeret opstillet, men cello og violin er afgjort mere populære end deres søskende. Derfor er det så dejligt forfriskende, at danske Barbros selvbetitlede debut-ep holder sig fra de to så populære strygerinstrumenter og i stedet udforsker et klangrum, der dannes af bratsch og kontrabas (i samspil med mere typiske pop/rock-instrumenter, bevares!).

Det skaber et lydunivers, der er spidsfindigt og left of the dial. Og ikke mindst er det umiskendeligt Barbros helt egen lyd.

Barbro – som vi indledende lærte at kende som en del af den nu opløste diy-poptrio Jenny – har selv erfaring med klassisk musik, så de forstår også at udforske spændvidden af stemninger, som dette klangmæssige fundament kan facilitere.

Åbningsnummeret ‘Nodalong’ har et spændende dialektisk modspil kørende mellem en diskret (men absolut ikke mild) vrede og en mere udtalt bekymret stemning.

Samarbejdet med dem gamle Jenny-kollega Debbie Sings, ‘Don’t You Wait For Me’, afslutter tracklisten med en kraftfuld iver, der elegant udvikler sig til noget, der klinger mere af eufori. Og det punkede bluegrass-track ‘Demo Dog’ byder både på noget smilende glimt i øjet og noget ihærdig oprørskhed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Både kontrabassen og bratschen er essentielle brikker i at opnå alle disse stemninger. Når Barbro synger hooklinjen »how dare they call this a democracy« på ‘Demo Dog’, cutter alle instrumenterne ud, og deres stemme får så meget power, som hvis den havde trængt igennem tunge lag af buldrende metalguitar.

Den idiosynkratiske lyd gør mig som lytter også automatisk mere nysgerrig på Barbros tekster.

Når jeg konfronteres med noget, der lyder så ulig anden moderne artpop – og som tilmed er arrangeret så smagfuldt, at deres stemme får godt med plads til at udfolde sig – så tænker jeg per automatik, at de må have noget unikt at sige. Håbløsheden på klimakrise-hymnen ‘When Your World’ bliver intimt pågående, og samtalen, der skildres på ‘Nodalong’, er forankret i et omklamrende arrangement, der gør det let at forstå den angst, de synger om.

Der er to sange, der bryder med ep’ens instrumentale dagsorden, og de er begge jazzede klaverballader: ‘Sweet Liberation’ og ‘Call Me’. Patrick Rathbun, der ellers spiller bratsch på ep’en, tager sig her af tangenterne, og bratschen bliver sat til siden for en stund. Kontrabassist Ida Duelund bliver dog på sin post (og til tider spiller hun med fingrene!).

Der skal ikke herske tvivl om, at Rathbun er en virkelig dygtig pianist, men hvor det meste af tracklistens instrumentation emmer af personlighed og skæve uslebne kanter, er disse to sange meget pæne og endda en kende generiske i lyden.

Hvor de andre sanges lyd aktivt får mig til at høre efter, hvad Barbro synger om, risikerer disse tracks at gøre det modsatte, som jeg nærmest kan se det røgfyldte lokale, som klaveret leder tankerne hen mod. Det billede er skam stemningsfuldt, men det er også så velbevandret territorium, at lytteoplevelserne smelter sammen med så mange andre jazzede klaverballader, jeg har hørt.

Heldigvis er Barbros intime sangskrivning stadig rigtig god, omend disse to sange ikke lader den trænge igennem i samme grad, som resten af tracklisten gør. Frygten på ‘Call Me’ og eksistentialismen på ‘Sweet Liberation’ er glimrende formidlet, både på et tekstligt og et vokalmæssigt plan.

Så der skal altså ikke herske nogen tvivl om, at Barbro udviser et enormt potentiale på denne ep – selv på de stunder, der ikke er nær så uortodokse. Men det er især, når Barbros inderlige sangskrivning accentueres af kontrabas/bratsch-kombinationen, at ep’en for alvor imponerer.


Kort sagt:
Barbros sangskrivning er intens, intim og til at tage og føle på. Og de har fundet en lyd, der står rigtig godt til den: Usleben artpop med cello og kontrabas i centrum.

Barbro. 'Barbro'. Ep. Selvudgivet.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af