KOMMENTAR. I sommeren 2019 sendte en af mine venner mig en sang ved navn ‘Italia is the End of the World’ af en ny dansk trio ved navn Jenny. Jeg blev lynhurtigt besat af lyden på det track. Der var sådan en dejligt skramlet, rodet synthesizer og nogle insisterende, punkede vokaler, der var vidunderligt upolerede.
Det var ikke ligefrem let at finde ud af, hvem denne trio var, men senere lærte jeg, at den bestod af tre venner ved navn Elze Barbro Kuypers, Sophia Hage og Emma Ottesen Knudsen, der havde kendt hinanden siden gymnasietiden. Og det var en rimelig unik sammensmeltning af talenter, hvilket kulminerede i en idiosynkratisk lyd, der på samme tid var øjeblikkeligt genkendelig og konstant overraskende.
De nåede at udgive en efterfølger – den ligeledes fremragende (og endnu mere kompromisløse) sang ‘Somethings You’ll Never Know (Unless I Tell U So)’, der også inkorporerede noget tung pulserende dance i lyden. Men med mindre man nåede at se Jenny live, fik man aldrig andre Jenny-sange at høre end de to, før de gik i opløsning.
Gruppen gik nemlig – blot et par uger efter de var blevet udnævnt til Soundvenue Springer – hver til sit i august 2020.
Men de tre medlemmer er langt fra forsvundet fra scenen. De har hver især udgivet stærk solomusik – og de lyder så forskellige fra hinanden, at man aldrig havde gættet, at de tre skikkelser havde været i samme band, hvis man kun gik ud fra deres solosange.
Den første til at slå sine folder som solokunstner var Emma Ottsen Knudsen, der udgav en sang en måneds tid inden Jenny offentliggjorde, at de altså gik fra hinanden. Sangen hedder ‘The Rules Are Us’, hendes kunstnernavn er Nemo, og nummeret har den der hypnagogiske poplyd, der blandt andet var at finde på MGMT’s ‘Little Dark Age’.
Det er nok det solonummer fra et Jenny-medlem, der lyder mest som en Jenny-sang – hvilket måske hænger sammen med, at det var den første. Men den er lettere, mere svævende og mere tålmodig. Den tager dig blidt i hånden, hvor begge Jenny-sange ruskede dig rundt.
Men ligesom Jennys sange, så lød ‘The Rules Are Us’ rigtig godt. Den har den der unikke DIY-energi, som Jennys materiale også afgjort havde. Som om, den stærke popsang bare kommer som det mest intuitive i verden.
Vi har ikke fået ny Nemo-musik siden da. Men personligt krydser jeg fingre for nyt fra Knudsens hånd snarligt.
Jenny-medlemmet med mest vind i solokarrierens sejl er Elze Barbro Kuypers, der har udgivet fire sange under mononymet Barbro – og så har de også en ep om hjørnet.
Hvis der er én følelse, der indkapsler Barbros solomusik, er det intimitet – noget, der er meget langt fra Jennys generelle udtryk.
Da Soundvenue sidste år interviewede Jenny, kom gruppen med følgende citat: »I Jenny skal man aldrig skrue ned for ting og passe på at larme eller fylde for meget, men bare virkelig gribe det og tage for meget make-up på, spille for højt og synge ’lalalala’ for mange gange«.
Barbro lader dog til at have en anden filosofi for sin solokarriere. Her sørger de for at prioritere, hvornår det er vigtigt at holde igen. Deres musik befinder sig et mellemsted mellem artpop og folk, og hver lille lyd føles grundigt overvejet – selv de lidt grimmere lyde, såsom på sangen ‘Don’t You Wait For Me’.
Netop ‘Don’t You Wait For Me’ er dog alligevel lidt mere løssluppen i lyden. Og det skyldes nok, at Barbro på det nummer har slået sig sammen med tidligere Jenny-kollega Sophia Hage, der nu går under navnet Debbie Sings.
I Debbie Sings-universet er der skruet op for alle knapperne. Ja, lyden er faktisk endnu mere ekstrem og over-the-top end Jennys lyd nogensinde var.
Debbie Sings er det nyeste skud på den nye danske hyperpop-bølge – en genre, der kører popgenren ud til sine yderpunkter. Hun har udgivet én solosingle ud over førnævnte Barbro-samarbejde, men sangen ‘Satanizer’ peger i hvert fald i retning af en rigtig spændende karriere.
De tre tidligere Jenny-medlemmer har altså virkelig forskellige solostemmer. Der har nok uden tvivl været nogle modstridende kreative kræfter i bandet, som sandsynligvis har været medvirkende til, at det blev nødvendigt at gå i opløsning.
Men sådan går det nogle gange. Det var sjovt, så længe det varede. Og når der udkommer så spændende (og forskellig) musik fra medlemmerne nu her, kan man jo næsten fristes til at glæde sig en lille smule over, at Jenny gik i opløsning.