Soundvenue Springer: Jennys riot-pop er fandenivoldsk eskapisme til masserne

Med episke synths og insisterende vokaler genererede sidste års debutsingle ’Italia is the End of the World’ velfortjent hype for DIY-projektet Jenny. I sommerferien udgav den københavnske trio endelig den længe ventede efterfølger, der heldigvis er ligeså herligt hæmningsløs som sin forgænger.
Soundvenue Springer: Jennys riot-pop er fandenivoldsk eskapisme til masserne
Jenny. (Foto: Tue Blichfeldt/Soundvenue)

Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.

’Hvem er Jenny egentlig?’

Det spørgsmål havde jeg planlagt at stille, inden jeg gik ind til mit interview med den lidt gådefulde trio bag en af mine absolutte yndlingssange fra 2019 – ’Italia is the End of the World’. Svaret på mit spørgsmål skulle dog vise sig at være en anelse mere kompliceret, end jeg havde forestillet mig.

For selv om bandet Jenny på papiret består af de tre gymnasievenner Sophia Hage, Emma Ottsen Knudsen og Barbro Kuypers, der sammen startede DIY-projektet i en mørk kælder på Østerbro for halvandet års tid siden, så gemmer bandnavnet også på en konstrueret fælles persona – en energi, som de tre bandmedlemmer har skabt for at finde helt ind til følelsen af at være Jenny.

Jenny er lyden af episk eskapisme og fandenivoldsk YOLO-mentalitet, hvor mere er mere, og intet kan blive for vildt, højt, skabet eller gakket. Det er den samme nærmest brændende stemning, man har kunnet opleve, hvis man har været så heldig at fange trioen live. Her står hæmningsløsheden i flammer.

Jenny er en bundløs brønd af kreativitet og unægtelig skabertrang, som ikke vil lade sig begrænse af rigide konventioner. Af samme grund lyder gruppens musik da også i høj grad som et kludetæppe af sammensatte musikalske indflydelser – fra italo disco over eurodance og riot grrrl-punk til pigtrådsrock og hyperpop a la 2020. Trommemaskiner, smadrede guitarakkorder, glitrende synthesizers og nærmest barnagtige vokaler mødes i skøn forening for at skabe et musikalsk slutprodukt, der formår at være skamløst kommercielt og kompromisløst kunstnerisk på samme tid.

»Det er jo også en begrænsning at sige, at man ikke vil være kommerciel«, siger Sophia Hage om bandets forhold til et ord, der så ofte har været negativt ladet. I Jenny er det eneste og vigtigste dogme simpelthen bare, at der ikke må være nogen grænser – end ikke virkeligheden.

På sommerens nye single ‘Somethings You’ll Never Know (Unless I Tell You So)’ cementerer gruppen sin grænseløse kreativitet med hæsblæsende arpeggiators og lalleglad børnesang i et maksimalistisk lydbillede, der måler sig med de internationale hyperpop-aficionadoer 100 gecs eller epicenteret PC Music. Der er fuld fart på musikken, og mon ikke tilværelsen også til tider føles sådan for den travle trio, der både har en hjemmelavet mockumentary og, hvem ved, måske en længere udgivelse på vej.

»Vi startede med at lave musik sammen for et lille års tid sammen i en kælder på Østerbro, der var temmelig fugtskadet, og hvor computeren hele tiden brød sammen. Det var så lortet, at man bogstaveligt talt kunne høre folk skylle ud. Vi havde alle tre gang i andre projekter på kryds og tværs, som vi besluttede os for at fusionere, fordi de på mange måder mindede om hinanden. Så har vi fortolket på hinandens ting siden, så de ligesom blev til noget nyt og mere Jenny-agtigt. Vi skriver nok alle tre stadigvæk vores egne sange i smug, men hvis man så laver noget, der er ’lol’ nok, så tager man det med til Jenny, haha. Ej, det skal nok mere forstås, som at det nogle gange er fedt at skrive sange til en anden sammenhæng, fordi det for eksempel kan være svært at ’stå inde’ for nogle helt vanvittige trommer, når man bare er sig selv – men det er det bare ikke, når man tapper ind i Jenny-energien«.

»Navnet Jenny er vores alter ego. Vi er selvfølgelig stadig tre selvstændige individer, men med Jenny skaber vi ligesom en fælles identitet i bandet. Vi har taget navnet fra en Kurt Weill-arie, der hedder ’Sørøver Jenny’ på dansk. Det er Bertolt Brecht, der har skrevet den fine tekst, som handler om en kvinde, der drømmer om at være sørøver og skyde alle dem, der har undertrykt hende, ned med kanoner. For os er alter egoet lidt som en drøm i sig selv, fordi det er en form for parallelunivers, hvor mere bare er mere, selv om vi stadig er os selv. På den måde vil vi gerne ødelægge eller i hvert fald manipulere virkeligheden lidt, fordi det er sindssygt spændende at insistere på, at der ikke er noget, der er mere sandt end noget andet, og så bare konstruere og overdrive alting«.

Jenny (Foto: Tue Blichfeldt/Soundvenue).

»Vores lyd er skabt af slet ikke at være tænkt. Vi har ikke på noget tidspunkt besluttet os for, hvordan vi skulle lyde. Planen er bare, at vores konstante indskud og påfund må og skal ud. Vi vil ikke være låst af en eller anden forestilling om, hvordan vi skal lyde i fremtiden, eller hvordan man normalt gør tingene i et band. I Jenny spiller, synger, producerer og skriver vi alle sammen lige meget – ligesom når vi spiller live og skruer på hinandens indstillinger løbende, fordi vi altid er sammen om hele lyden af Jenny. Det er et stort dejligt kaos, som hele tiden udvikler sig og formes af de vidt forskellige sammenhænge, vi indgår i«.

»I øjeblikket arbejder vi kun med kvindelige kunstnere – ikke fordi vi ikke vil arbejde med mænd, men fordi vi gerne vil sikre os, at de få kvindelige aktører, der findes i musik- og kunstbranchen, rent faktisk modtager betaling og anerkendelse for deres arbejde. Og selv om det måske har taget os lidt længere tid at finde frem til dem, har der været så mange fede mennesker og kvindelige personer involveret i Jenny, som alle er kommet med fuldstændige vanvittige inputs og ideer, og det er bare så fedt, hvis folk kan få deres eget kunstneriske projekt til at fungere sammen med os. Vi kunne for eksempel aldrig finde på at fortælle vores lystekniker, hvordan hun skal lave lys til vores koncerter. Det er jo det, hun kan, og vi stoler på, at hun ved, hvad hun laver. Hun er ligeså meget Jenny, som vi er, mens hun laver lys til os«.

»Vi vil gerne have, at vores musik skaber et inkluderende rum, hvor man godt kan mærke, at vi måske er lidt vrede, men også at vi er helt vildt glade og bare har virkelig meget brug for at gøre noget. Det er så befriende at opleve den nærmest episke, vanvidsagtige stemning, hvor alt bare er højere og vildere, som opstår til vores koncerter. I Jenny skal man aldrig skrue ned for ting og passe på at larme eller fylde for meget, men bare virkelig gribe det og tage for meget make-up på, spille for højt og synge ’lalalala’ for mange gange. Til vores koncerter er der ingen, der bare står stille med korslagte arme og en fadøl i den ene hånd«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af