Det er skønt at være ung. Men det er også røvkedeligt.
Sådan var Albert Aagaard Hertz aka. Aperly Highs egen oplevelse af teenagelivet, og netop disse splittede følelser kanaliserer den danske musiker i musikvideoen til sin nye single ‘Forger’, som Soundvenue i dag har premiere på.
Videoen centrerer sig om en flok venner, der tuller rundt i København i lige dele eufori og rastløshed.
»Jeg havde lyst til at lave en video, der tog udgangspunkt i min egen oplevelse af at være teenager og kede mig, men også have den bedste tid. Sådan young, wild and free, men også helt kogeren«, fortæller Hertz om musikvideoen, der er produceret af Northstreet Collective.
Rent sonisk befinder vi os et sted mellem poppunken og den mere alternative ende af popspektret.
Tænk Blink-182 anno 2001, hvis de skrev kontrakt med PC Music og fik en tur gennem A. G. Cook-maskinen. Selv Hertz’ vokal emmer en smule af Blink 182-bassisten Mark Hoppus’ bløde bariton.
Aperly High, der udgiver debutalbum den 10. februar, er ganske vist et nyt navn på den danske musikscene, men Hertz er ingen novice.
Han er også medlem af gruppen Senso, hvis debutalbum ‘The Void In Us’ vi for nyligt kårede til et af sidste års bedste danske album.
Sangen ‘Forger’ gæstes desuden af et andet dansk bandmedlem, som nu prøver kræfter med en solokarriere. Nemlig – uventet nok! – Peter Bruhn fra bandet First Flush, der i soloregi går under navnet Peter Pain.
Ifølge Hertz er det ikke tilfældigt, at lige netop Bruhn gæster den nye single.
»’Forger’ handler om at genskabe sit inderste sammen med dem, man holder af, når man er nede. Jeg blev tæt med Peter (Bruhn, red.) i sådan en periode i mit liv, og vi har været rigtig gode venner lige siden. Jeg er derfor særligt glad for, at det er lige netop ham, der synger det her nummer med mig«, forklarer Hertz om sangens tilblivelse.