Albert Hertz og Soho Rezanejad får det bedste frem i hinanden på ‘The Clown’

Albert Hertz, der tidligere var kendt som Aperly High, viser en helt ny side af sig selv.
Albert Hertz og Soho Rezanejad får det bedste frem i hinanden på ‘The Clown’
Soho Rezanejad. (Foto: PR)

TRACK. Jeg har engang siddet en meget, meget sen aften på et værtshus og argumenteret hårdnakket for, at Soho Rezanejad har Danmarks smukkeste stemme.

Det er muligt, at jeg måske overdrev en smule – og at min skråsikkerhed også afslørede antallet af fadøl, jeg havde drukket – men når jeg lytter til ‘The Clown’, et nyt samarbejde mellem Rezanejad og Albert Hertz, som nogle måske vil kende som Aperly High, forstår jeg, hvor jeg kom fra.

For der er noget bjergtagende over hendes vokalpræstation på dette nummer, hvor hendes gennemborende falset forener en mystisk, Nico-agtig skævhed med en krystallinsk renhed så intens, at den kunne skære i glas.

»I built a theatre out of my own skin / Hung curtains of nerve and bone«, synger hun og illustrerer med sin stemme, hvordan denne hudløshed lyder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Er man bekendt med den syntetiske hyperpop, Hertz for blot to år siden udgav under sit Aperly High-alias, vil man sandsynligvis blive ret så overrasket over lyden på ‘The Clown’.

Sangen er rå, nøgen og så organisk, at den nærmest føles flydende. Med sit snørklede arabesk af guitarfigurer og impressionistiske brug af håndspillet perkussion lyder den som taget ud af Joni Mitchells 1976-mesterværk ‘Hejira’, hvis titelsang dens centrale guitarriff lyder som en reference til.

Det er en lyd, der klæder Hertz utroligt godt. Når hans stemme dukker op i lydbilledet som et mørkt substrat under Rezanejads æteriske sirenesang, er det som om at opleve jord og himmel indfinde sig i perfekt afmålt harmoni.

Også selvom teksten varsler om, at der vistnok er noget ubehageligt på færde: »The lover inside me keeps dying and refuses to stay dead«, messer han. Et dystert billede? Eller måske en håbefuld erkendelse af, at hjertet rejser sig sulten efter mere selv efter det værste nederlag?

Hvis det er Rezanejads falset, der først fik mig hooked, er det tvetydigheden, der får mig til at vende tilbage igen og igen.

Til dig, der kan lide: Joni Mitchells ‘Hejira’. Ekstrem hudløshed. Nico.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af