First Flushs velklingende ‘Fjorden’-sange kørte som smurt i Store Vega – og så havde de et Gilli-trick i ærmet
First Flush har netop fået deres største succes nogensinde i form af det pragtfulde album ‘Fjorden’, hvor den poetiske kvartet udmærker sig som sangskrivere i højere grad end nogensinde før.
Den succes kommer efter ti års virkelig særpræget og kompromisløs musik. Hørte man noget fra det smadrede debutalbum ‘På tinden’, ville man aldrig gætte, at selvsamme band havde stilfærdige, underspillede ballader i sig, såsom ‘Blanke mørke stille’ og ‘Vildgæret ensomhed’ fra deres seneste album.
Jeg mistænkte lidt, at First Flushs koncert i Store Vega lørdag aften derfor måske bare ville byde på ‘Fjorden’ i sin helhed efterfulgt af nogle assorterede ekstranumre. For det ville være den lette løsning, når man skal skabe et sammenhængende show over et så forskelligartet bagkatalog.
Og selvom der ikke skal herske tvivl om, at ‘Fjorden’ dominerede setlisten, så tog gruppen skam udfordringen op og gentænkte en god portion sange fra diskografien, så de gav mening i denne mere tilbageholdne, forsigtige lyd, der præger gruppens seneste output.
‘Laissez-faire’ fik vi i en udgave uden de ellers så genkendelige strygere, der blev overført til et guitarriff. ‘Straight’ blev knap så over-the-top i vokalen. Og mest mærkbart gav de et nyt omkvæd til 2015-sangen ‘Røde’ – de saksede nemlig omkvædet fra Gilli-hittet ‘Vai Amor’. Og tro det eller ej, men det gav faktisk en dejligt jordnær kerne til et nummer, der ellers kan føles ret abstrakt og uhåndgribeligt.
First Flush arbejdede da også inden for nogle rammer, der fordrede, at selv visse af ‘Fjorden’-numrene skulle ændres lidt på. Deres setup var uhyre simpelt: Jeppe Davidsen på trommer, Peter Bruhn på elektrisk guitar, Jonathan Carstensen på vokal og akustisk guitar, Alexander Weile Klostergaard på vokal og elbas. Det setup blev der ikke pillet ved – lige med undtagelse af momenter, hvor medlemmer kort forlod scenen, for eksempelvis at lade Carstensen og Bruhn tage en sang uden de andre.
Det betød, at der ikke var nogle synths i løbet af koncerten, og at ingen af trommerne var elektroniske. Det medførte, at numre som ‘Ånder du nu’ og ‘Vildgæret ensomhed’ blev ændret lidt i lyden. Men det var ikke noget, der under selve koncerten var særlig opsigtsvækkende – det var så smagfuldt omarrangeret, at jeg først tænkte over, at der var ændret noget, da jeg satte albummet på hjemme i stuen endnu en gang.
Min største kæphest skulle lige være, at bandet til tider lænede sig lige lovlig meget op ad studieindspilningerne. ‘Fjorden’ er jo et afsindigt vellydende album, så der er ingen skam i at ville gengive den lyd. Den sætter sig lige i kroppen og kan mærkes helt ind i knoglerne.
Men det gjorde også, at aftenen blev lidt forudsigelig, så snart den stod på et nummer fra ‘Fjorden’. First Flush behandlede deres musik så smagfuldt, at jeg nærmest længtes efter, at der blev lavet lidt rav i den – især når de havde vist lovende takter til dette tidligt i koncerten, da de lavede det store Gilli-trick.
Men First Flush leverede overordnet varen. De var ikke just rockdivaer på en scene, men deres musik har ikke brug for, at man fører sig frem. Den har brug for det oprigtige nærvær, kærlighed til musikken og den velklingende lyd. Og den var der.
Kort sagt:
First Flush havde smagfuldt omdannet sange fra deres bagkatalog, så de passede med lyden på ‘Fjorden’. Sangene fra ‘Fjorden’ mindede måske mere om studieudgaverne, end hvad godt var, men der var så meget nærvær og kærlighed til musikken, at det ikke var et stort problem.