First Flush har skruet ned for galskaben og med ‘Fjorden’ skabt deres hidtil bedste album
First Flush har aldrig lydt som nogen andre. Deres kompromisløse og smadrede 2014-debut ‘På tinden’ er så vild, at selv weirdos som Kogekunst eller Synd og Skam ville få svært ved at ramme samme maniske niveau. Og sådan som First Flush sidenhen har omfavnet autotune, stod det umiddelbart skrevet i kortene, at de nok for evigt ville være den danske indiescenes bedst bevarede hemmelighed.
Så skete der dog et eller andet. Flere kunstnere – mest nævneværdigt Dirt Bike og BishBusch – udgav musik med en lyd lig First Flushs, og samtidig blev First Flushs egen musik blidere og mere spiselig, både hvad gjaldt graden af autotune og øvrige kaotiske elementer.
First Flush har ikke længere spektaklet og vanviddet som salgsmarkør. De er ikke længere ‘det der underlige autotunede indieband’. Der skal mere til at overbevise om deres værd nu, og den kattepine har de løst på bedst mulige vis: Ved at udgive deres bedst skrevne samling sange nogensinde i form af albummet ‘Fjorden’.
Og netop fordi deres lyd er blevet mindre excentrisk – eller i hvert fald synes mindre excentrisk, som den er blevet normaliseret – er der også nu større mulighed for nærvær. Eksempelvis er det i grunden et påfaldende simpelt guitarriff, der indleder førstetracket ‘Det bliver aften’. Men den klare produktion tydeliggør, hvor meget sjæl, der bliver lagt i hver eneste streng. Når Jonathan Carstensens tænksomme vokal da træder frem i lydbilledet, føles det som at blive taget i hånden af en flygtig, måske fortabt, men utvivlsomt oprigtig sjæl.
En anden årsag til, at ‘Fjorden’ (der er album nummer fem) står som gruppens hidtil stærkeste udgivelse, er melodierne. De er i højere grad end tidligere kernen i tracklisten, mens diverse soniske udskejelser først og fremmest tages i brug for at accentuere de følelser, som allerede delvist er til stede i det melodiøse. Som når autotunen lige skrues op for at øge nummerets desperation, eller når trommerne får lov til at buldre lidt ekstra, når vokalen sammenligneligt skal føles magtesløs.
Det kører så stilbevidst og tilbageholdende, at det næsten ikke er til at genkende. Men der er alligevel nok opfindsomhed til, at det ikke er til at tage fejl af, at vi har at gøre med samme gruppe, der i 2014 udgav ‘På tinden’.
First Flushs smukke billedsprog kan måske virke lidt kryptisk til tider, men det er så inciterende, at man får lyst til at dykke ned i det. Og så kommer der af og til noget helt konkret, man kan bruge som emotionelt anker. Når der på afslutningsnummeret ‘Blanke mørke stille’ synges »Verden står og ser så mærkelig ud«, bliver man bevidst om, hvilket perspektiv, der synges fra. Og netop denne lidt modløse, eksistentielle tvivlen bærer så smukt meget af albummets følelsesunivers.
Da jeg først forelskede mig i First Flush, var det fordi de lød som ingen andre. Nu er jeg forelsket i First Flush, fordi de gør det bedre end alle de andre.
Kort sagt:
First Flush er ikke nær så kompromisløse som tidligere, men deres medrivende tekstunivers og deres øgede fokus på de stærke melodier gør, at ‘Fjorden’ skriver sig ind som et hidtidigt højdepunkt i bandets karriere.