Jay-Z var ikke forelsket i idéen om at gæste Ed Sheerans største hit nogensinde.
Sådan lyder det fra Sheeran i et nyt interview med Rolling Stone, hvor den engelske singer/songwriter afslører, at han i sin tid tilbød rapperen et vers på sangen.
»Jeg sendte ham sangen, og han sagde, ‘jeg synes ikke, at den her sang har brug for et rapvers’. Han havde sikkert ret. Han har et meget, meget godt øre. Han gør som regel tingene rigtigt«, siger Sheeran i interviewet.
Han understreger desuden, at Jay-Z’s afvisning var »meget naturlig og respektfuld«.
Måske har Roc Nation-stifteren sidenhen fortrudt den beslutning.
Ed Sheerans gigahit endte nemlig med at blive den mest streamede sang på Spotify nogensinde, før The Weeknds ‘Blinding Lights’ sidste år vippede ‘Shape of You’ af pinden.
Det er i øvrigt ikke den eneste gang, Sheerans samarbejdstilbud er blevet mødt med et høfligt nej tak.
Sidste år kunne The 1975’s Matty Healy eksempelvis fortælle, at bandet takkede nej til Sheerans tilbud om en ekstremt lukrativ turné.