Et af højdepunkterne ved Tobias Rahims koncert i Royal Arena, var da han fik hele salen til at danse kædedans til ‘Kurder i København’.
Øjeblikket er blevet foreviget med en livevideo, som nu er ude på YouTube. Her opfordrer Rahim koncertgængerne til at tage deres sidemakker om lillefingeren – også selvom de ikke kender hinanden.
Resultatet ser ret magisk ud.
Soundvenues anmelder var overordnet set begejstret for Tobias Rahims præstation i Royal Arena, også selvom popstjernen ikke helt havde sangkataloget til at komme helt i mål med sine ambitioner.
Koncerten fik fire stjerner og Soundvenues anmelder Sune Anderberg roste blandt andet Rahim for at turde iscenesætte et stort sårbarhedsteater i stedet for at spille den hjem på festen.
Siden koncerten i Royal Arena er Tobias Rahim blandt andet blevet interviewet af New York Times, har vundet en række priser og udgivet singler, der bearbejder hans angst og stress.