Ingen K-pop-gruppe har så meget medvind for tiden som fremadstormende NewJeans, der tilbage i foråret nåede en milliard streams på Spotify under et år efter deres debut.
Deres seneste ep, ‘Get Up’, strøg også direkte ind på albumcharten i USA, hvor den i skrivende stund indtager en flot sjetteplads kun overgået af lokale mastodonter som Travis Scott, Post Malone og Taylor Swift.
Nu viser det sig, at ep’en har et dansk islæt. Dansk-portugiske Erika de Casier har nemlig været med til at skrive fire af de i alt seks numre, mens Chinah-forsangeren Fine Glindvad har været inde over tre af dem.
Det forklarer de Casier i et interview med GQ, der i overskriften kalder hende »det hemmelige r’n’b-våben bag NewJeans’ mest catchy sange«.
I interviewet fortæller Casier blandt andet, at den første sang, hun skrev med K-pop-gruppen, var monsterhittet ‘Super Shy’, der er inspireret af de Casiers oplevelser som en genert teenager.
Desuden er både Erika de Casier og Fine Glindvad krediteret som sangskrivere på numrene ‘New Jeans’, ‘Cool With You’ og ‘ASAP’.