Et af tidens mest omtalte og omdiskuterede bands kommer til Danmark.
Til foråret besøger The 1975 København på deres ‘Still… At Their Very Best’-turné. De giver koncert i K.B. Hallen den 10. marts 2024.
Bandet er i musikalsk topform for tiden. Det kunne man blandt andet bevidne på årets NorthSide, hvor Healy trods (eller på grund af?) en gedigen rødvinsbrandert var en magnetisk performer.
»Han var stadig i kontrol. Koncerten var på mange måder et shitshow, men det var et overlagt shitshow. Helt brændt af og helt perfekt«, skrev Soundvenues Malthe Hjort dengang.
The 1975 har samtidig sjældent været mere omtalte end lige nu, hvor frontmand Matty Healy skaber overskrifter på nærmest ugentlig basis. Healy har blandt andet været i tabloidernes søgelys for at date Taylor Swift.
Nu kommer dette fascinerende og omstridte band altså til Danmark igen.
Billetsalget starter 8. september kl. 10.00.
The 1975 (UK)
10. marts
K.B. Hallen
Billetpris: 455 kr.