I starten af 2023 blev Jeremy Renner hasteindlagt i kritisk tilstand efter en sneplovulykke, hvor skuespilleren brækkede mere end 30 knogler i kroppen.
Efter en operation og et længere genoptræningsforløb er Renner nu tilbage i fuld vigør. Marvel-stjernen skal således på arbejde i første uge af 2024, præcis et år efter ulykken, skriver Entertainment Weekly.
I næste uge går Renner i gang med optagelserne til tredje sæson af SkyShowtime-serien ‘Mayor of Kingstown’. Det kunne hans medskuespiller Emma Laird afsløre i en Instagram-story, som Renner delte på sin egen profil.
»Det sker«, skriver Laird i sin story med et billede af de to skuespillere. »Tilbage med min favoritfyr i næste uge«.
Jeremy Renner har tidligere fortalt, at han troede, han skulle dø efter sneplovulykken. Han var også bange for, at skaderne ville påvirke ham permanent.
»Hvordan kommer min krop til at se ud? Kommer jeg bare til at være en rygsøjle og en hjerne som i et videnskabeligt eksperiment?«, sagde Renner i et interview med den amerikanske tv-vært Diane Sawyer.
»Jeg valgte at overleve. Det kommer ikke til at tage livet af mig, på nogen måde. Jeg har mistet en masse kød og knogle under denne oplevelse, men jeg er blevet genoptanket med kærlighed og titanium«.
Se Entertainment Weeklys screenshot af Renners story herunder.