Sebastian Nathan oplæste nyt digt i Bibliotekshaven – læs det her

Sebastian Nathan oplæste nyt digt i Bibliotekshaven – læs det her
Sebastian Nathan. (Foto: Coco Ardal)

Sebastian Nathan skriver digte om forelskelse, sorg og psykiatriske diagnoser, og hans talent er ikke gået ubemærket hen, siden han tog sin afgang fra Forfatterskolen.

Hans første to digtsamlinger, ‘Honey Moon’ (2021) og ‘Engle’ (2024), har høstet flotte anmeldelser. Debuten blev endda honoreret med den prestigefulde Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris.

Nathan indtog torsdag scenen til det andet af fire Bibliotekshaven LIVE-arrangementer, hvor Det Kgl. Bibliotek inviterer digtere, skuespillere og musikere til at fortolke årets tema, forandring.

Til lejligheden fremførte Sebastian Nathan et nyt digt, der således fik urpremiere.

Soundvenue har fået lov at bringe digtet i dets fulde længde – ligesom vi i sidste uge bragte et nyt digt fra Amina Elmi – og det kan læses under billedet her.

Sebastian Nathan læser op til Bibliotekshaven LIVE. (Foto: Daniel Buchwald/Det Kgl. Bibliotek)

regnen falder mod ruden

jeg sidder stille i uvejret

venter på at det passerer

i hvert et uvejr

er der måske også et håb

en opklaring ligger

i hvert fald

og venter et sted

så kan man gå ud

med en lettelse

måske lige inden solnedgang

og få himlen at se

mærke at byen

ånder på en anden måde

regnen venter ikke

på at det nye bispebjerg bliver bygget færdigt

regnen venter ikke

på at jeg kommer hjem

jeg bliver våd på cyklen

men jeg fryser ikke

i en tung søvn drømmer jeg

jeg vender mig om uden at vide det

står op til en ny dag

det regner

på en cykel i vanløse

punkterer forhjulet

jeg cykler midt på en af de store veje

her er ikke andre

byen kan være min efter klokken otte

hvis man kan eje noget alene

måske låner jeg bare dette øjeblik

i hvert fald cykler jeg videre

i mens lastbilerne bærer ingenting gennem byen

vi har bygget vores samfund på fiktioner

og i en af disse fiktioner

findes der en hule i et træ

hvor der akkurat kan sidde to mennesker

gemt for omverden

uinteresseret i alt andet

end det der er os to

som jo også

på en måde

er alting

i en skovbund

snuser en hund rundt

og en mus tror

at det er døden der kommer

logrende der

men hunden er

ligesom alle os andre

optaget af sig selv

og en leg der ikke

kan

eller skal

kommunikeres

vi står i en trappeopgang

der lige akkurat

skærmer os

for regnen

vi har ikke travlt

i denne scene

sætningerne får lov til

at hænge i den tunge morgen

lægge sig oven på hinanden

luften er måske tung

men det er stemningen ikke

et barn tager en tur mere

i en karrusel

mens mor står og venter

under sin paraply

regnen betyder

at de har tivoliet for sig selv

der findes ingen kø

kun tiden

indtil de skal hjem

de går langs søen

skal bare nå det til aftensmad

hvordan en weekend kan være en drøm

hvordan ethvert rum

potentielt

kan åbne sig for det mest fantastiske

at du bare kunne sige

hej

og gøre dette supermarked grønt

og lyserødt og syngende

og så kunne jeg bare grine

og det ville du godt forstå

vandet løber langs kantstenen

mod et afløb

jeg ser det fra mit vindue

eller også står jeg midt i det

i mine gummistøvler

prøver bare at tage del i dette kredsløb

alt vand i verden er forbundet

billederne flyder ud

i en drøm bliver en ting til en anden

et tog er pludselig et slot

et sommerhus

et vandfald en bæk

er et hav

og eftermiddagen bliver pludselig til aften

man mærker det ikke

det er noget uret fortæller mig

at der er lidt færre mennesker på gaden

at cafeerne begynder at lukke

det betyder ikke noget i sommeren

jeg går videre eller jeg sætter mig et sted

finder en bog frem

kan ikke koncentrere mig om at læse

der driver en sky under solen

men i denne scene regner det ikke

der løber en lethed gennem denne time

min krop er et hjem for al den kærlighed jeg føler

og for alt mulig andet

men lige her skal det kun være kærlighed

det skal ikke være farligt at savne

det skal ikke være farligt at mangle

der bliver bygget et sandslot

der bliver bygget en voldgrav

et fyrtårn i periferien

i en have nu

det der næsten ikke er handlinger

og alligevel

så vigtige

det handler om at gøre noget andet

bare hvad som helst

for ikke at være en del

af alt det andet der foregår

kan vi bygge vores eget land

kan vi sejle ud

jeg kender en ø

jeg kender et hav

jeg kender en sø

det er bølgerne der skylder ind over fortovet nu

det er der mange der har ventet på

det er faktisk hele verden

der har prøvet at sige det

men der er ikke blevet gjort noget

det er kun ord der er blevet sagt

så hvad gør vi nu

når ordene ikke kan sejle

når statuerne begynder at synke

måske fortsætter vi bare

som om intet for alvor sker

som om det er en anden vilje

nogle andres skyld

allerede i morgenen skinner solen kraftigt

duggen forsvinder hurtigt fra græsplænen

små væsner der bor inde i os

af himmel er du kommet

til luft skal du blive

en cykelsti løber langs en bæk

bag ved den ligger markerne

vi er langt ude på landet

vi fortsætter den vej

i det fald der er landskabets vej mod havet

et langsomt fald der er til at være i

vi cykler som turister i denne verden

ikke som aktører eller magthavere

senere

jeg ligger i haven

jeg er træt i den sene eftermiddag

jeg er aldrig frisk

der findes et blommetræ

er det ikke en fryd

er det ikke en helt konkret lethed i verden

dette blommetræ er ren musik

dette blommetræ er ren havudsigt

dette blommetræ er solens varme

tung søvn

jeg plukker en blomme

jeg tager den med ind til dig

jeg giver dig den mens du sidder og læser

en kærlighedserklæring

der ikke er skrevet i ord

men i blomme

der rykker håndværkere ind i lejlighederne

de skifter alle vinduerne

først i husets ene side

så i den anden

under arbejdet står en hel etage pludselig uden vinduer

åben

som en sommernat

som et barns øjne som et ungt hjerte

sat i spænd af en sang

der rummer det hele

i en enkelt partikel

bare tre ord i et omkvæd

der kan få en til at vakle

som sad man i en lille båd

der kan rive benene væk under en

som en understrøm

a body of water

der glider mellem dine fingre

men alligevel

vender hjem til dig

det regner lidt og natten er fucking ung

kig mig i øjnene

kig mig i øjnene

så løftes de her mennesker

af vinden

bæres ud i natten

det regner kun lidt

noget der føles som et langt grin

en kærlighedserklæring

der ikke formulerer sig i ord

men i vand

– Sebastian Nathan

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af