Amina Elmi er en lysende ny stjerne i det danske litterære landskab. Hun debuterede for et år siden med digtsamlingen ‘Barbar’, for hvilken hun har høstet både flotte anmeldelser og Bogforums Debutantpris.
Torsdag eftermiddag stod Elmi på scenen til det første af fire Bibliotekshaven LIVE-arrangementer, signeret Det Kgl. Bibliotek, hvor skuespillere, digtere, talere og musikere fortolker årets tema, forandring.
Amina Elmi havde til lejligheden skrevet et nyt digt uden titel, som dermed fik urpremiere.
Soundvenue har fået lov at bringe digtet i dets fulde længde – og det kan læses under billedet her.
Verden falder sammen som en knivspids af uorden. Ingen vil høre om rædslerne, de tilhører et sted inden i os. Ingen digte kan bære rædslerne, det handler om at sige, kan du se, hvad jeg ser? En verden af røg. Ildelugtende røg. Så vi vender tilbage til vores koncerter og digtoplæsninger, som en pause for at kunne trække vejret. Jeg tror, jeg har haft problemer med at trække vejret i 10 år, min ven Yaqub sagde, da jeg kom op ad trapperne i opgangen, hvor han bor, Amina trækker du vejret, i det øjeblik krævede det al min opmærksomhed på min krop. Jeg har hørt folk få excorsime i moskéerne, en uddrivelse af noget, som havde iboet sig deres krop. Der er meget jeg ikke er herre over i mit liv, og stadig, vil jeg aldrig få lavet en tatovering, resterne af islamisk teologi, kroppen skal stå tilbage som den var, den rene krop uden udsmykning, tilbage til Gud. Jeg er ved at miste troen. Ikke på Gud, men på mennesket. Vi undviger hinandens blikke, det gør vi tit, forbruger kultur, som noget der kan give os en indsigt, i et kort øjeblik, i en park, på et museum, men kulturen er til for at forvandle mennesket. Er du klar til at blive ædt op af den? Miste dig selv fuldstændig for den andens stemme? I så mange år er min stemme blevet forbigået, i dag ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med den. Alle rædslerne i mit liv forvandler sig i dette øjeblik til håb, jeg vil frigør mig af dem. Til en tekstlæsning på Forfatterskolen studsede en medstuderende over, jeg havde skrevet ‘at være somalier betyder at have døden med sig overalt’, han sagde ‘det er en pompøs udsigelse’, jeg har stadig lyst til at skrige ham i hovedet. Men på denne dag vil jeg forvandle al smerte til en nødudgang, til et rum jeg har besøgt, et rum uden møbler jeg ikke behøver bosætte mig i. Mange mennesker lige nu har ikke det privilegie, der er ingen rum, ingen møbler, kun støvet og landevejen, der er usikker, deres skrig bliver nedtonet, tragedierne flyder, at få taget liv fra sig som en magtudøvelse er ikke noget, man vender tilbage fra. I dag siger vi stadig deres digte højt, som en modstand, men ingen digte kan redde folk, der bliver udryddet. Det handler ikke om at stole på digtet, men at imodsætte sig den, holde sin skepsis op mod den. I dag ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal stille op med min stemme. Jeg kan fortælle jer, jeg er træt. Men jeg tror på en anden verden, vi kan skabe sammen. Det kræver, vi gør sit, for at opretholde en skønhed i verden. Det er at kigge på hinanden på trods af vores overbevisninger, tro på vi kan smelte sammen i en enhed, arrogancen er hvad der skaber dårlige bevidstheder og dårlig kunst. Jeg er ingen digter, skrev jeg i min digtsamling, for det kræver noget særligt at kunne kalde sig det, digter, det kræver en særlig opmærksomhed i verden, som jeg ikke har, mest af alt har jeg lyst til at skrige folk i hovederne på dem, men det er ikke en opvågning, det må være reserveret til i kunsten. Hvornår har du sidst set et menneske? Ikke et, der var dækket af positioneringer, fordomme og analyser. Men et menneske, rent, fri fra dit eget blik. Jeg faldt i snak med en ældre herre en dag, jeg fortalte ham, jeg er forfatter, da han spurgte hvad bruger du din tid på, han svarede, du skal skrive en rejsedagbog, det tjener du penge på. Der tror jeg, han så mig. I dag har jeg en skepsis mod digtet, dens begrænsninger, men også dets skønhed. Og sådan har jeg det med de fleste mennesker, jeg er mistroisk over folks begrænsninger, men også de der stråler, som om der er noget at stråle over i denne verden, men jeg ved med intellektet, at de har formået at skabe en verden for dem selv, hvor de ser andre mennesker. Det blik vil jeg gerne låne. Og lade mig forvandle.
– Amina Elmi