Historien er fyldt til bristepunktet med ikoniske skurke på kryds og tværs af forskellige film og tv. Goldfinger, Hannibal Lecter, Darth Vader, Norman Bates, Nurse Ratched, Sauron.
Take your pick.
Men en af de allermest velkendte og universelt dyrkede skurke er Clown Prince of Crime-himself – nemlig Jokeren, Batmans vanvittige dødsfjende i evigheden.
Jokeren, der blev skabt af Bill Finger, Bob Kane og Jerry Robinson, fik sin tegneseriedebut i 1940 i Batman #1, hvor han siden har placeret sig øverst i hierarkiet af det store katalog af mærkværdige og farverige Batman-skurke.
Jokeren mangler både forstand (som i klinisk forstand, for han er jo faktisk ganske genial) og superkræfter, men alligevel er han den første, de fleste peger på, når filmsnakken omkranser mindeværdige og ikoniske superskurke.
En stor del af fascinationskræften ved Jokeren handler om, at han essentielt set er Batmans skyggebillede. Jokeren soler sig og stortrives i kaos og er sygeligt besat af Batman, hvorfor han konstant forsøger at få ham til at grine og skubbe ham udover den samme mentale afgrund, hvor vejen tilbage synes umulig.
Selvom Harley Quinn er Jokerens flamme, er der næppe nogen tvivl om, at Batman og Jokeren er de egentlige soulmates (i hvert fald ifølge Jokeren selv).
Samtidig har Jokerens uklare oprindelseshistorie og position som upålidelig fortæller været en kreativ gave til samtlige film, tv-serier og tegneserier samt de skuespillere, der har portrætteret ham med stor variation.
I Christopher Nolans ‘The Dark Knight’ er han et anarkistisk mysterium, i Todd Phillips’ ‘Joker’ er han et offer, der til sidst lader sig opsluge af mørket og i Alan Moores berømte ’The Killing Joke’ er han (måske) en mislykket stand-up-komiker, der mister forstanden.
Et af de mest berømte citater fra Moores grafiske novelle er, når Joker selv italesætter sin fortid: »Sometimes I remember it one way, sometimes another. If I’m going to have a past, I prefer it to be multiple choice!«.
Og for at efterleve det … interessante … ønske fra hovedpersonen selv har vi herunder udvalgt de 10 bedste Joker-præstationer på tværs af film, tv og videospil.
Der er desværre ikke blevet plads til dygtige folk som Kevin Michael Richardson (’The Batman’), Jeff Bennett (’The Brave and the Bold’) eller Barry Keoghan (den ultrakorte cameo i Matt Reeves’ ’The Batman’, der ellers var meget lovende).
10. Zach Galifianakis i ‘The Lego Batman Movie (2017)
Vi starter i et univers, der er milevidt fra den mutte og dunkle stemning, vi er vant til, når vi møder Batman og hans følgeslæng af bizarre skurke.
I den farverige ’The Lego Movie’-spin-off, ’The Lego Batman Movie’, spiller Zach Galifianakis’ nemlig Jokeren, og kombinationen af ’The Hangover’ -og ’Between Two Ferns’-stjernens komiske timing og Jokerens galskab fungerer langt bedre, end man havde turdet håbe.
Vi får hverken en Joker a la Heath Ledgers anarkistiske brandtaler eller Joaquin Phoenix’ psykologiske karakterstudie, men derimod en morsom og familievenlig version af superskurken.
Galifianakis’ kemi med Will Arnetts selvfede og ensomme Batman er også et af filmens stærkeste kort, og scenen, hvor Batman nægter at anerkende Jokerens betydning og deres medafhængige forhold, er faktisk ganske dybt.
‘The Lego Batman Movie’ kan ses på MAX, Viaplay og Netflix.
9. Cameron Monaghan i ‘Gotham’ (2014-19)
Jeg tillader mig at snyde en smule her.
For ingen af tvillingerne Jerome og Jeremiah Valeska, der begge spilles af Cameron Monaghan, er aldrig rigtigt blevet officielt erklæret som en version af Jokeren i den ujævne, men populære tv-serie ’Gotham’.
Årsagen til, at hverken Jerome eller Jerimiah blev omtalt som Jokeren, skal findes i, at Warner Bros. ikke ville udlåne rettighederne Jokeren til en tv-serie, men derimod gemte hans popularitet og værdi væk i stalden til de store superheltebrag til biografen.
Monaghan både lignede og overbeviste dog med en intens dobbeltpræstation, der ved første øjekast i hans introduktion som Jerome i første sæson synes at være kraftigt inspireret af Heath Ledgers version. Senere har Monaghan dog selv udtalt, at det faktisk var Mark Hamills rolle i ’Batman: The Animated Series (m.fl.), han lånte mest fra.
Og selvom hans rolle som tvillingerne aldrig nåede at bærer Jokerens navn, var Monaghan et af højdepunkterne i ’Gotham’, hvor han sammen med det øvrige skurkegalleri i form af The Penguin og The Riddler overstrålede Ben McKenzies Jim Gordon og resten af castet.
‘Gotham’ kan ses på Blockbuster og SF Anytime.
8. Cesar Romero i ‘Batman’ (1966-68)
Åh ja, den ekstremt campede ‘Batman’-serie fra 1960’erne, hvor Adam West fyrede den af som en danseglad Batman.
Med tanke på de gravalvorlige versioner af Batman, vi har fået siden Tim Burtons skelsættende film fra 1989, kan William Doziers ikoniske farce virke som en psykedelisk feberdrøm fra et parallelunivers. Både Wests Batman og Burt Wards Robin efterlod dog et stort indtryk, og selvom de efterfølgende løb ind i kedelige typecastinger, var serien en stor succes i sin samtid.
Cesar Romero spillede Jokeren i tv-serien og var samtidig den første skuespiller, der fik mulighed for at iklæde sig det lilla jakkesæt. Modsat mange andre præstationer på denne liste bugner Romeros Joker ikke ligefrem af psykologisk dybde, men det ville også være mærkeligt i en serie, hvor Batman joker. Konstant.
Men med seriens tone og campede stil in mente leverede Romero en underholdende Joker, der var fjollet og flamboyant, men som også skabte et solidt fundament, der siden både er blevet hyldet og parodieret.
’Batman’ kan desværre ikke streames herhjemme for øjeblikket.
7. Michael Emerson i ‘Batman: The Dark Knight Returns’ del 1 og 2 (2013)
Frank Millers ‘The Dark Knight Returns’ er helligbrøde blandt DC- og tegneseriefans generelt, og at underspille betydningen af Millers hovedværk fra 1986 ville også være utilgiveligt.
Som karakter gav den Batman-universet en makeover, hvor Gotham og Batman selv blev portrætteret i et mørkere og mere sobert lys, end tilfældet eksempelvis var i førnævnte ’Batman’-serie med Adam West. Og så har Millers tegneserie også inspireret alt fra Christopher Nolans ’The Dark Knight Rises’ og Zack Snyders ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’.
I 2013 blev tegneserien så filmatiseret, desværre i et skuffende direct-to-dvd-format, hvilket gjorde, at filmen ikke kunne nå så bredt ud, men heldigvis er kvaliteten i filmen enormt høj, som den for det meste er i animationsregi hos DC.
’RoboCop’-legenden Peter Weller spiller en ældre Bruce Wayne, der har lagt kappen og masken på hylden, men som selvfølgelig bliver trukket tilbage i manegen, og altid dygtige Michael Emerson (’Lost’) spiller Jokeren. Emersons Joker er isnende, stille og følelseskold, hvilket står i kontrast til mange af de andre præstationer på denne liste, men det gør ham også til den måske mest uhyggelige version.
Det hele bliver så lige toppet op af to skælsættende scener: den ene, hvor han slår et publikum ihjel på live-tv med giftgas, og den anden, hvor han knækker nakken på sig selv efter en kamp mod Batman. Her er Emersons præstation nærmest for overbevisende.
‘Batman: The Dark Knight Returns’ del 1 og 2 kan ses på Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
6. Troy Baker i ‘Batman: The Long Halloween’ del 1 og 2 (2021)
Navnet Troy Baker vil for mange sandsynligvis ikke ringe en klokke, men han er altså langt fra mr. hvem som helst.
Baker har nemlig gjort sig som stemme- og mo-cap-skuespiller (og er tilmed regnet for en af sin generations bedste) i alt fra amerikansk dubbet anime, animation og ikke mindst videospil, hvor han har haft bærende roller i sværvægtere som ’Far Cry 4’, ’Uncharted 4: A Thief’s End’ og ’BioShock Infinite’.
Og nå jo … en lille sag ved navn ’The Last of Us’, der brød spilfilmatiseringsforbandelsen.
Han fik også den umulige opgave at erstatte Mark Hamill som Jokeren i spillet ’Batman: Arkham Origins’, og det er nemt at høre på hans præstation, at inspirationen primært kommer fra Hamills ditto.
Men trods slående ligheder i præstationen formår Baker også at gøre rollen til sin egen ved at kombinere den skingre Hamill-latter og sin egen dybe røst i både ’Batman: Arkham Origins’ og den todelte animationsfilm ’Batman: The Long Halloween’.
En mere end værdig arvtager for Hamill!
‘Batman: The Long Halloween’ del 1 og 2 kan ses på Google Play.
5. John DiMaggio i ‘Batman: Under the Red Hood’ (2010)
En anden begavet stemmeskuespiller, der har prøvet kræfter med et portræt af Jokeren, er John DiMaggio (’Eventyrtid’, ’Futurama’).
I ’Batman: Under the Red Hood’, hvor DC-veteranen Bruce Timm var producer, er Jokeren måske i et af sit mest brutale hjørner nogensinde, og DiMaggio brummende stemme og gemene humor får ham til at fremstå som et decideret uhyre.
I en af de tidlige scener i filmen torturerer Jokeren Batmans unge partner, Jason Todd/Robin, med et koben og efterlader ham med en bombe, som tilsyneladende slår ham ihjel. Senere viser det sig, at Todd er blevet genoplivet og har tilegnet sig en persona som den titulære selvtægtsmand Red Hood, som søger hævn mod Jokeren.
DiMaggios Joker er præcis lige så vanvittig som de andre versioner på denne liste, og med sin hæse latter og uforudsigelige voldsparathed gav han et fantastisk bud på, hvordan karakteren også kunne tilgås.
‘Batman: Under the Red Hood’ kan ses på Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
4. Jack Nicholson i ‘Batman’ (1989)
Når de helt store linjer skal trækkes i snakken om de mest betydningsfulde superheltefilm, nævnes prime-Tim Burtons gotiske ‘Batman’ med Michael Keaton oftest med rette.
Det famøse clash mellem fansene og Burton, som handlede om castingen af Keaton, gik forud for filmen, og blev gjort til skamme, da filmen udkom. Keaton viste sig at være perfekt til rollen som Batman, hvor han også gav playboyen Bruce Wayne et skvæt dybde og indestængt vildskab.
Selvom Keaton leverede en fortrinlig hovedrollepræstation, var det Jack Nicholson, der løb med opmærksomheden. Nicholsons Joker, som var gangsteren Jack Napier, før han faldt ned i karret med kemikalier, er en sadistisk og brutal gøgler, der tilmed var manden bag Bruce Waynes forældres død.
Nicholson spiller ham med en uudtømmelig energi og karisma, og sammenspillet med Keatons Batman er altid et gensyn værd. Han fik også gode forudsætninger for at gøre sin præstation ikonisk gennem Nick Dudmans flotte make-up-arbejde, hvor ham og hans team undervejs måtte tænke kreativt, da Nicholson var allergisk over for det såkaldte spirit gum (et af de normale materialer i ansigtsproteser), hvilket til sidst gav os det mindeværdige, bananformede kæmpesmil.
‘Batman’ kan ses på Blockbuster, SF Anytime og Viaplay
3. Joaquin Phoenix i ‘Joker’ (2019)
Der er ganske få skuespillere, der kan levere samme dragende mørke og tristesse som Joaquin Phoenix – hvilket umiddelbart lyder som antitesen på den ofte storgrinende og teatralske Joker.
Men i Todd Phillips’ ’Joker’ er der lige præcis ingenting at grine af. Phoenix spiller den psykisk syge Arthur Fleck, og selvom han konstant bryder ud i latter, skyldes det hans lidelse frem for en genial punchline. Mens 80’er-Gothams alvorlige problemer manifesterer sig i klassekampe, voldelige demonstrationer og et generelt forrådnet system, begynder Arthurs sindsstemning langsomt at harmonere med omgivelserne.
Arthurs langsomme transformation som Jokeren er lige så sørgelig, som den er diabolsk og fascinerende, og Phoenix’ forkrøblede kropssprog og hypnotiske mimik sælger (sammen med Lawrence Shers billeder og Hildur Guðnadóttirs strygere) både Arthurs tragedie og symbolske genfødsel til Oscar-perfektion.
I musicalefterfølgeren ’Joker: Folie à Deux’, som Soundvenues filmredaktør anmeldte på Venedig Film Festival, opstår der sød musik mellem Arthur og Lady Gagas Lee (Harley Quinzel), og selvom filmen angiveligt havde været tjent bedre uden de musikalske indslag, er der igen masser af roser til overs for Phoenix’ præstation.
‘Joker’ kan ses på Netflix, Prime Video og Viaplay. ‘Joker: Folie à Deux’ kan ses i biografen fra 2. oktober.
2. Mark Hamill i ‘Batman: The Animated Series’ (1992-95)
Mens rollen som den noble Luke Skywalker, hvor han gik fra ydmyg landmandsknægt på Tatooine til übercool jediridder, har sikret ham en vigtig plads i filmhistorien, har Mark Hamills talent aldrig været så tydeligt som med hans strålende stemmepræstationer som Jokeren.
Tager vi udgangspunkt i Hamills kilometerlange IMDb-liste som skuespiller, har han spillet Jokeren (fra cameos til større roller) hele 30 gange på tværs af film, tv og videospil.
Fundamentet blev støbt i Bruce Timm og Paul Dinis populære ’Batman: The Animated Series’, hvor hans virtuose og gyngende latter gav samtlige 80’er/90’er børn svedige mareridt. Og heldigvis gentog han succesen i de beslægtede ’Superman: The Animated Series’, ’Justice League’ og ’Justice League Unlimited’.
Samarbejdet med Timm og Dini (og salige Kevin Conroy, der altid spillede Batman over for Hamills Joker) bar også frugt i de fantastiske film ’Batman: Mask of the Phantasm’, ’Batman Beyond: Return of the Joker’ og ’Batman: The Killing Joke’.
Og der skal selvfølgelig også kippes med hatten til ’Arkham’-spillene, hvor Hamill forfinede sin i forvejen mesterlige Joker-præstation.
‘Batman: The Animated Series’ kan ses på Netflix og Prime Video.
1. Heath Ledger i ‘The Dark Knight’ (2008)
Er der efterhånden mere at sige om Heath Ledgers uforglemmelige pragtpræstation?
Næppe.
Ledger fortjener hvert eneste tyndslidt superlativ, han har modtaget for sit arbejde i rollen som Jokeren i ’The Dark Knight’, der står alene som den ultimative Joker-præstation gennem tiderne.
Ledgers Joker er kaos og grænseløs ondskab i sin reneste form, men skurkens dundrende monologer om kaos og samfundets fordærv og korruption er så velskrevne, at man ikke kan tage øjnene fra hans mystiske væsen.
Det flyder over med ikoniske scener og replikker i Nolans film (alle med Ledger i centrum for begivenhederne), men Jokers »magic trick« og Batmans afhøring på politistationen er perfekte eksempler på, hvorfor Ledgers posthume Oscar-statuette var mere end velfortjent.
Vi savner dig, Heath …
‘The Dark Knight’ kan ses på MAX, Netflix og Viaplay.