‘Joker: Folie à Deux’: Joaquin Phoenix og Lady Gagas galskabsduet er musicalen, ingen har bedt om
Du har måske allerede hørt, at Todd Phillips’ ventede opfølger til verdensfænomenet ’Joker’ er en musical.
Men den starter som en tegnefilm.
Nærmere bestemt en lille Looney Tunes-pastiche, hvor Joker kæmper mod sin egen skygge – som en indvarsling af filmens altoverskyggende fokus på sin hovedpersons splittelse mellem den triste taber med den dårlige barndom, Arthur Fleck, og kaossymbolet på klasseoprør og modstand, Joker. Hvem af dem er den andens dunkle vedhæng? Dét er spørgsmålet.
Åbningen sætter en tyk tegnet streg under Todd Phillips’ mod og frækhed. Bare fordi man laver en blockbuster om en verdenskendt skurk, kan man godt iføre den formerne af et intimt psykologisk portræt. Man kan godt skyde den i gang med en tegnefilm. Og man kan godt bryde mørket med sarte kærlighedssange mellem Joaquin Phoenix’ nu fængslede ekskomiker og morder og hans nye flamme, den groupie-agtige løgner Lee, med det fulde navn Harley Quinzel.
Egentlig burde man slet ikke være blevet så overrasket over, at ’Joker’-toeren skulle være en musical, for Joaquin Phoenix’ danser jo faktisk uafladeligt i den første film, på badeværelset, ned ad trappen, i Robert De Niros talkshowstudie og ud af den psykiatriske anstalt til sidst.
Joaquin Phoenix drømte efterfølgende om Arthur Fleck stå på en scene og synge, hvilket var arnestedet for hans og instruktør Todd Phillips’ musical-idé, men trinene var der allerede. Ærkeskurkens nøgleingredienser af kaos, vold og psykisk sygdom fik fysisk udtryk i Phoenix’ mærkeligt elegante bevægelser. Ja, han synger endda i en af de sidste scener. Den første ’Joker’ var allerede fem minutter i musical.
Hvad der kommer som en virkelig overraskelse er, at ’Joker: Folie à Deux’ også er et retssalsdrama og en meget direkte fortsættelse af, hvor vi slap i den første film. Arthur Fleck sidder nu i Arkhams sindssygeanstalt og venter på den retssag, der skal afgøre, om han kan dømmes skyldig i mordet på fem mennesker, inklusive talkshowværten Murray Franklin på direkte tv.
Statsanklager Harvey Dent (Harry Lawtey fra ’Industry’) vil bevise, at mordene var overlagte, at hele Flecks klovnemaskerade er et selvbevidst skuespil, mens Flecks advokat (Catherine Keener) fastholder det modsatte: Arthurs personlighed er splittet i to som følge af barndommens traumer. Han er syg.
I omverdenens øjne er det egentlig ligegyldigt, om han er det ene eller andet. I gaderne buldrer de voldelige protester, der så småt rejste sig i den første film, og Joker er blevet et så udbredt billede på voldelig opstand og samfundets deroute, at der er lavet en film om ham. En dårlig tv-film, vel at mærke!
Som i ’Joker’ er Phillips dog mindre interesseret i verden omkring Arthur end i verden inden i ham. ’Joker: Deux á Folie’ er nærmest et kammerspil, centreret om hovedpersonens janusansigt af bly, usikker og ensom skikkelse på den ene side og galsindig, latterrablende skurk i klovnesminke på den anden. Ond eller offer?
Det vil næppe behage alle, at Phillips i så høj grad tilsidesætter plot for en udforskning af det spørgsmål gennem rammerne af retssagen, der selvfølgelig tv-transmitteres og i sig selv bliver en mediebegivenhed, som den slags gør only in America.
Forsvarets påstand om psykisk sygdom bliver sværere og sværere at føre, jo mere Lady Gagas Lee træder ind i Arthurs aura. Som i en arketypisk musical forelsker de sig nærmest øjeblikkeligt og synger om deres outrerede kærlighed, igen og igen. Men er det Arthur eller Joker, Lee elsker?
Phoenix’ sangstemme er skiftevis rå og sagte, og ja Lady Gaga kan synge – surprise! Musicalsekvenserne bliver opfindsomt brugt som alt fra rendyrket fantasi til naturalistiske forlængelser af scenerne.
Alligevel bliver de en showstopper i den negative forstand. Man savner galskab og vildskab som variation til de flotte bløde kærlighedsduetter.
Og som det ofte sker i mindre gode musicals, kommer sangene – hvis de ikke er stærke nok – til at stå i vejen for resten af historien. Joker og Harley Quinn har ikke rigtigt nogen fælles mission i denne film andet end at være fastfrosset i strofer om hjerte og smerte. Lady Gaga får ikke meget at arbejde med. Og vil jeg se en plotløs kærlighedsromance, er D.C.’s skurkegalleri bare ikke mit foretrukne sted at lede.
Men ’Joker: Folie à Deux’ er så også relativt ligeglad med den franchise, figurerne udspringer fra. Den første film flettede elegant det sørgelige mor-søn-forhold sammen med magtfamilien Wayne, morens tidligere arbejdsgiver, og vi så endda det klassiske mord på lille Bruces forældre fra en ny vinkel.
Denne gang nævnes Wayne ikke med et ord. Harvey Dent kunne lige så godt have heddet Harry Dunst. Gotham er dybest set bare New York i 70’erne. Superheltebåndene er kappede.
Det har jeg det sådan set fint med, men når Todd Phillips’ gerne vil udfolde sig på en kunstnerisk hylde løftet langt over superhelteland, bliver han også målt og vejet på denne skala. ’Joker’ blev med Guldløven i Venedig taget imod som et ægte kunstværk, selvom den alt andet lige blegnede over for Martin Scorseses ’The King of Comedy’ og ’Taxi Driver’, som den var kraftigt inspireret af.
’Joker: Folie à Deux’ insisterer i endnu højere grad på at kunne stå på egne ben. Som musical, som retssalsdrama, som psykologisk studie.
Og det, synes jeg, den har svært ved. Phillips’ kærlighed til musicalgenren skinner igennem fra den flotte reference til musicalklassikeren ’Pigen med paraplyerne’ tidligt i filmen, og parodien på retssalsthrillerens typer er stedvis sjov, men igen står filmen mere markant som homage end original fortælling. Den siger eftertrykkeligt farvel til Batman-historiernes normale spændingsmotor og erstatter plottet med denne folie à deux – et klinisk begreb for, når to mennesker tæt på hinanden har de samme vrangforestillinger – som måske nok svinger musikalsk, men for sjældent griber eller fængsler.
Den første ’Joker’ blev hurtigt taget som gidsel af incel-kulturen, dens symboler var nemme at tage ud af en af en sammenhæng. Filmen gjorde sig ellers umage for at skildre, hvordan et samfund kun er så stærkt som dets behandling af de svage – en humanistisk pointe og ikke et forsvar for Arthur Fleck blodige amokløb.
’Joker: Folie á Deux’ er tilsvarende kritisk over for det betændte samfundsbål, som Arthur Fleck er gnisten, der antænder.
Og uden at retfærdiggøre hovedpersonens ugerninger gør den sig i hvert fald umage for at forstå ham. Heri ligger faktisk dens største bedrift, som også må tilskrives Joaquin Phoenix’ foruroligende fysiske og mentale forvandlingskunst: Hvordan den maler Arthur som en ensom mand, der bare higer efter et andet menneske, som forstår ham. Man får faktisk ondt af ham midt i galskaben, psykosen, vrangforestillingerne.
Eller hvad? Er han faktisk rendyrket ond og udspekuleret? ’Joker: Folie à Deux’ holder dette spørgsmål sitrende åbent gennem hele dette cinematiske retsspil, kun for at underminere det af sangenes metaironiske distance: Det er bare et show, det er bare underholdning.
Kort sagt:
’Joker: Folie à Deux’ er musical, retssalsdrama, romance og intimt psykologisk studie, men lykkes bedst med det at holde spørgsmålet om Arthur Flecks sande natur sitrende i live. Den havde bare ikke behøvet at synge det.