’Lego Batman Filmen’: Flagermusmand i firkantet form er lidt for meget af det gode
I den første Lego-film, ’The Lego Movie’ fra 2014, fulgte vi Emmet, en helt almindelig og gennemsnitlig Lego-figur, som tilfældigvis skulle redde klodens eksistens.
Det originale bud på en animeret filmversion af Lego-klodserne indtjente svimlende 469 millioner dollar i biografer på verdensplan, og derfor har det længe ligget i kortene, at der måtte komme en Lego-sequel.
Det er ikke helt tilfældet med ’Lego Batman Filmen’. Der er snarere tale om en spinoff, hvor Batman, der spillede en mindre (og sjov) birolle i den oprindelige Lego-film, er den bærende figur. I Lego-universet er Batman langt fra den kappeklædte hævner, vi ellers kender. Her er Bruce Waynes alter ego en selvfed, narcissistisk og ekstremt overfladisk superhelt.
Men også en mand, der er bange for sin fortid og lever helt alene i sin Bat-cave. Kun omgivet af butleren Alfred ser han romantiske film i ensom majestæt og spiser sin hummer, som opvarmes i mikrobølgeovn, når han da ikke lige spiller heavy metal-guitar midt i sit ensomhedens hav. I det hele taget taler Batman mere med sin computer (eller bare ’Puter’) end med rigtige mennesker.
Batman i Lego-versionen er altså en isoleret flagermusmand, der ikke rigtigt gider noget og nogen, end ikke at kæmpe imod Jokeren, som ellers ihærdigt prøver at få The Dark Knight til at forstå, at de jo er afhængige af hinanden.
»Der er ikke noget os. Du betyder intet for mig. Ingen betyder noget for mig«, siger Batman tonløst med bastung stemme til sin ærkefjende.
Handlingen i ’Lego Batman Filmen’ tager for alvor fart, da politikommissær Gordon går på pension og hans datter, Barbara Gordon, arver tjansen. Hun starter med at degradere Batman, men snart går det over stok og sten, for Jokeren har (selvfølgelig) udtænkt en ny snedig plan for at overtage Gotham City.
Undervejs er der strålende stop motion-scener, hvor Lego-figurerne faktisk bliver levende. Eksempelvis en Guantanamo Bay-agtig sekvens, hvor skurkene sidder i en fængselsgård i orange dragter med et dunkelt sort-hvidt bagtæppe. Det er fedt.
Til gengæld går der lovlig meget lommefilosofi i Batmans problemer med at binde sig til andre mennesker, og det virker påklistret, at han pludselig adopterer en forældreløs dreng, Dick Grayson (der ender med at blive sidekicket Robin). De mange enerverende oneliners skæmmer også (»må jeg kalde dig Bat-girl? Ja, hvis jeg må kalde dig Bat-boy«), ligesom det er til at blive vanvittig af, at enkelte karakterer konstant – i den danske version, der blev vist for pressen – udbryder: »Det er for vilderen«.
Chris McKays Lego-film vil i det hele taget samle ufatteligt mange brikker på en gang. Den vil brande Batman og Lego-produkterne og lave meta-jokes med DC Comics, og samtidig har den travlt med at indføje alskens superskurke: Sauron, Lord Voldemort og endda de solbrilleklædte agenter fra ’The Matrix’ – plus King Kong.
Det bliver for meget af det gode, og det klinger hult, når ’Lego Batman Filmen’ skyder med skarpt og ironiserer over alle mulige andre blockbusters – såsom ’The Avengers’, ’Suicide Squad’ og ’Fifty Shades of Grey’, når den selv til sidst forfalder til at bruge samtlige blockbusterkneb fra værktøjskassen.
Og når alt kommer til alt, er det altså svært at tage en Batman-figur i klodsstørrelse med eksistentialistiske kvababbelser alvorligt.
Kort sagt:
’Lego Batman Filmen’ vil for meget på en gang i sit forsøg på at ramme både børn og voksne biografgængere. Chris McKay skal dog have ros for ikke bare at spille på det sikre.
Læs også: Ny trailer for ‘Lego Batman Filmen’ gør tykt grin med flagermusmandens mange kriser