Sidst i oktober annoncerede NorthSide de første otte navne til næste års program. Den aarhusianske festival offentliggjorde blandt andet en koncert med gendannede LCD Soundsystem.
Nu er NorthSide klar med seks navne mere, og der er igen international stjerneglans over annonceringen. Festivalen har blandt andet landet en stor stjerne i form af James Blake.
Den britiske producer og sanger har de seneste år samarbejdet med alle fra Frank Ocean til Beyoncé og Travis Scott, men på sit seneste album, det stærke ‘Playing Robots Into Heaven’-album fra 2023, mindede han verden om, at han også er en stor kunstner i egen ret.
»Det er legesygt, det er risikabelt, og det er dybt uinteresseret i at samle streams eller radioafspilninger. Men det er pissegodt, og James Blake gør det, han er allerbedst til«, skrev vores anmelder.
Derudover har NorthSide annonceret drum’n’bass-legenderne Chase & Status, det klassiske alternative amerikanske rockband Weezer og Pom Pom Squad fra New York. Plus to danske navne i form af Zar Paulo og Saveus.
NorthSide finder sted i Eskelunden i Aarhus fra torsdag den 5. juni til lørdag den 7. juni.
Alle dagens annonceringer:
James Blake (UK)
Chase & Status (UK)
Weezer (US)
Zar Paulo
Saveus
Pom Pom Squad (US)