Viggo Mortensen tilbudt at vende tilbage som Aragorn i ny ‘Ringenes herre’-film

Viggo Mortensen tilbudt at vende tilbage som Aragorn i ny ‘Ringenes herre’-film
Viggo Mortensen som Aragorn i 'Ringenes herre'.

Vender Viggo Mortensen tilbage til sin glansrolle?

Andy Serkis arbejder på en ny ‘Ringenes herre’-film med titlen ‘The Hunt for Gollum’. Serkis er som bekendt motion capture-skuespilleren bag Gollum/Smeagol, og han har siden instrueret flere film.

Den kommende film udspiller sig i tiden omkring ‘The Fellowship of the Ring’, og den begynder efter sigende med, at Gandalf sender Aragorn ud for at finde Gollum.

Serkis skal naturligvis selv spille Gollum, og Ian McKellen er allerede blevet spurgt om at vende tilbage til Gandalf-rollen, hvilket naturligvis efterlader spørgsmålet: Hvad med Aragorn?

Nu fortæller Philippa Boyens, der arbejdet tæt sammen med Peter Jackson og således har været med til at skrive den oprindelige ‘Ringenes herre’-trilogi samt ‘Hobbitten’-filmene – og som også skriver den nye film – i et interview med The Playlist, hvad status er på Aragorn og figurens halvdanske skuespiller.

»Det kommer helt ærligt til at være helt op til Viggo«, siger hun og fortsætter:

»Jeg har talt med Viggo, Andy har talt med ham, Peter (Jackson, red.) har talt med ham, vi har alle talt sammen, og helt ærligt kan jeg ikke forestille mig andre spille Aragorn, men det vil være helt og aldeles op til Viggo«.

Viggo Mortensen har tidligere udtalt, at han kun vil gentage rollen, hvis det passer til den alder, han har nu. »Jeg ville kun gøre det, hvis det er det rigtige for karakteren. Det ville være fjollet at gøre det ellers«, sagde han til GQ tilbage i maj.

Og ud fra interviewet med Boyens lyder det også netop, som om det er hans fremskredne alder holdt op mod Aragorn i den tidsperiode, filmen skal foregå i, der foreløbigt får skuespilleren til at tøve.

»Jeg ved, at Andy gerne vil arbejde med ham, men vi ser det heller ikke, som om vi skal bruge AI, det handler om digital make-up, og om Viggo gør det, vil afhænge fuldkommen af, hvor godt manuskriptet er. Og han har ikke et manuskript endnu. Så for at være fair over for Viggo, lad os se, om vi skriver en god nok rolle, og om han kan finde nok i det til at se, at det er en optræden, han vil tage på sig«, siger manuskriptforfatteren og tilføjer, at hun forestiller sig, at Mortensen uanset hvad vil være tæt involveret i, hvordan man håndterer karakteren.

Mens mange andre skuespillere nok ville takke ja på stedet til endnu en tur i ‘Ringenes herre’-manegen – ikke mindst med tanke på lønchecken – siger det meget om Viggo Mortensen, at han ikke siger ja for enhver pris.

Skuespilleren har aldrig interesseret sig synderligt for hverken penge eller berømmelse, og han har flere gange været tæt på at pensionere sig selv som skuespiller.

I stedet har multitalentet blandt andet fokuseret kræfterne på at instruere film, senest ‘Til verdens ende’.

’The Hunt for Gollum’ står foreløbigt til premiere i 2026, men da manuskriptet altså ikke engang er skrevet endnu, kan man sagtens forestille sig, at det bliver senere endnu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af