INTERVIEW. Det er en træt Viggo Mortensen, der tager imod mig torsdag i sidste uge på et hotel i indre København.
Siden han landede i Danmark, har han været på den store tur rundt i mediemøllen med talrige interviews til radio, tv og den skrevne presse. Det kan mærkes på den 65-årige skuespiller. Jeg er den sidste, han skal snakke med, inden turen går videre til Norge, og hele virakken starter forfra igen.
Men man skal ikke lade sig snyde af trætheden. Verdensstjernen har stadig et smil på læben og en overskudsagtig udstråling. På mange måder føler jeg, at det er indbegrebet af Viggo Mortensen, der sidder over for mig ude på hotellets tagterrasse.
Han taler langsomt og velovervejet, og trods – eller måske netop på grund af – sine næsten 40 år i branchen fremstår han stadig jordbunden og uprætentiøs.
»Tag dig god tid«, siger han roligt, mens han tænder en smøg, og jeg fumler med at få diktafonen i gang.
Mortensen er i Danmark i forbindelse med sin anden film som instruktør, ’Til verdens ende’, en western sat i 1860’ernes USA.
Her følger vi den danske immigrant Holger Olsen (Mortensen selv), der lever en isoleret tilværelse i sit træhus på den amerikanske vestkyst. Da han møder Vivienne (Vicky Krieps), slår det gnister mellem de to, og ensomhed erstattes af tosomhed.
Samtidig raser den amerikanske borgerkrig, og Olsen lader sig hverve som soldat for Unionen i kampen mod slaveri. Herfra følger vi ikke Holgers færd i krigen, men i stedet Vivienne, der kæmper sin egen kamp for overlevelse i det ubarmhjertige og korrupte lokalmiljø.
Mortensen er ikke bange for at lave film om ømtålelige emner. Instruktørdebuten ’Falling’ fra 2020 handler om en homoseksuel mand, der forsøger at klinke skårene med sin reaktionære, demensramte far, og hans nye film skiller sig altså ud fra westerngenrens sædvanlige troper ved at sætte fokus på kvindens liv, mens manden er i krig.
Selv lægger han ikke skjul på sine politiske tilhørsforhold. Han har støttet den amerikanske venstrefløjspolitiker Bernie Sanders, advokeret for våbenhvile i Gaza og åbent kritiseret Argentinas højreekstreme præsident Javier Milei. Under hans skjorte kan man akkurat se hans Joe Biden/Kamala Harris-trøje, han har taget på i dagens anledning.
Selv forklarer Mortensen på dansk med sin velkendte amerikanske accent, at hans film handler mere om at skildre ting, han selv gerne vil se, end om at formidle et særligt politisk budskab.
Usædvanlig hovedrolle
’Til verdens ende’ er et ret anderledes take på en westernfilm. Hvad er dit forhold til genren?
»Jeg er vokset op med westerns både i tv-serier og biograferne. Jeg så de gamle westerns, som man kunne se dengang i weekenderne. Jeg voksede også op med heste, og da jeg var ung, lærte jeg at ride. Så jeg har altid kunnet lide de landskaber og historier«.
»I starten var det bare en historie om en kvinde, der var selvstændig og stærk, lidt anderledes. Det var først, da vi placerede hende i det 19. århundrede i det vestlige USA, at jeg tænkte: ’Okay, det er en western nu’«.
Har du en yndlings western?
»Der er mange, jeg kan lide. Jeg prøvede at se alle dem, jeg kunne huske at have set i min barndom og som teenager. Det var også sjovt at studere dem, jeg ikke har set, og finde ting, vi kunne bruge fra de film som referencer til, hvordan det skulle se ud«.
»Vi prøvede at være så nøjagtige historisk set med filmen. Men ideen var at lave en klassisk western visuelt. Kameraarbejdet skulle være enkelt og elegant, uden at man tænkte for meget på, hvordan kameraet så landskabet og menneskene i filmen«.
Hvad fik dig til at vælge den vinkel, hvor vi følger Vivienne og ikke Holger?
»Fordi jeg ikke havde set det før, og jeg gerne ville se det. Så tænkte jeg, at hvis jeg ville se det, og det ikke bliver lavet, heller ikke af de kvindelige instruktører, der laver westerns, så måtte jeg hellere lave det. Med hjælp fra mange andre selvfølgelig«.
En nødvendig samtale
Der sker et meget ubehageligt overgreb og overfald i filmen, som taler ned i den aktuelle tid med MeToo-bølgen og fokus på overgreb på kvinder i Hollywood. Var det noget, du gjorde dig overvejelser omkring, da du lavede filmen?
»Jeg skrev ikke den scene med ideen om, at det skulle være en kommentar til nutiden. Slet ikke. Det var bare en del af historien. Men så tænkte jeg ’Hvad skal man vise? Hvad er det, der er vigtigst?’ Det er ikke det, der foregår, men konsekvenserne. Når der er en, der går i krig, og vi bliver hjemme med hende, der er efterladt, hvad er konsekvenserne så for hende? Hvad sker der så?«
»I film er det, man ikke viser, og det, der ikke bliver sagt, tit lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere. Det er det også i dette tilfælde. Hvad er effekten på hende? Jeg tror, at den måde, vi gjorde det på, var forholdsvist ansvarlig, men også effektiv fordi det, man forestiller sig, der er sket, er meget værre end det, vi kunne have vist. Det synes jeg er meget mere interessant end at lave en exploitation af begivenhederne, som tit sker i film«.
Hvordan ser du selv på MeToo-bølgen og hele dens efterskælv?
»Det er en nødvendig samtale. Det er på tide, at vi taler om det. Alle situationer er forskellige. Ikke alle mænd er på én måde og alle kvinder på en anden måde. Der er mange forskellige historier og grunde til, at visse ting sker og ikke sker, og hvorfor ting bliver sagt, nægtet, støttet eller ej. Det er kompliceret, men man kan ikke nå noget uden at have de samtaler, selvom de kan skabe konflikter og misforståelser. Det er nødvendigt og sundt at have den samtale«.
Forceret samfundskritik
Var du inspireret af nogle af de nye tendenser til at modernisere westerngenren, da du lavede ’Til verdens ende’? Spejdede du hen imod populære nye westerns som ’Yellowstone’ eller ’Westworld’?
»Ikke rigtig. Vi følger traditionen fra den klassiske western rent visuelt, men også med respekt for at være nøjagtig med hensyn til sprog, samfundets mangfoldighed, nationalitet, kultur, arkitektur, tøj og våben. Det var aldrig ideen, at vi skulle lave en helt ny slags western«.
»Jeg ville bare gerne lave en gammeldags klassisk western med en struktur og historie, der er lidt anderledes, end det man plejer at se. Selvom vi nu er blevet vant til den ikke-lineære struktur fra tv-serier«.
»Der har været nogle westerns gennem tiden, der har haft kvinder i hovedrollen. men så har de været ekstraordinære, eller deres historier har været ualmindelige, men det er ikke tilfældet med Vivienne. Hun er en almindelig kvinde på mange måder«.
’Falling’ handlede om en homoseksuel mands forhold til sin far, der bliver ramt af demens, og den her har et klart feministisk perspektiv. Ser du dig selv som en politisk filmskaber?
»Det handler om, hvad jeg gerne vil se. Jeg sidder ikke og tænker: ’Nå det ville være sjovt, det ville folk blive glade for’ eller ’det ville give os mulighed for at diskutere de emner’. Det er ikke sådan, jeg skriver det. Og jeg tror, at i enhver film i enhver genre, at hvis du viser mennesker, der virker realistiske og forståelige i deres diskussioner, konflikter og samtaler, så vil du automatisk tænke på din egen familie, dit eget samfund, dit land. Det gør man, når det er godt fortalt, og du har gode skuespillere selvfølgelig, der har evner til at skabe realistiske karakterer. Det er ikke nødvendigt at have en plan ideologisk set eller politisk set«.
Synes du, at det kan blive forceret med meget direkte samfundskritiske film?
»Nogle gange. Der er også nogle, der gør det virkelig godt. Jeg synes, det er meget fint, der er mange forskellige måder at fortælle historien i filmkunst. Men der er nogle instruktører, der også siger i interviews: ’Det er en homage til en vis instruktør, skuespiller, ide, stil eller genre’ eller ’Jeg vil have, at folk snakker om feminisme, imperialisme, kolonialisme eller racisme’. Jeg synes, det er meget fint, det er bare ikke min måde at gøre det på. Jeg ved, de ting kan være der, men det er bare ikke nødvendigt at understrege for mit vedkommende. Men det er et spørgsmål om personlig smag«.
Ingen nævnt, ingen glemt
Vi så dig på skærmen med Ghita Nørby i den argentinske film ’Jauja’. Hvad skal der til, for, at vi får dig med i en rigtig dansk produktion?
»Jeg skal have tid til at gøre det, og det skal være en historie, jeg kan lide. Jeg har haft et par muligheder gennem årene, men enten var jeg ikke ledig, eller også var det ikke en historie, jeg syntes var så interessant eller var den rigtige skuespiller til. Men jeg har haft gode muligheder, som jeg ikke var i stand til at tage imod, fordi jeg var i gang med noget andet«.
Er der en specifik instruktør, du gerne vil arbejde sammen med?
»Nej. Jeg kigger altid på historien og rollen først. Jeg ville aldrig lave en film, kun fordi en bestemt instruktør skulle instruere den. Der er nogle skuespillere, der siger, de vil gøre hvad som helst for Martin Scorsese eller en dansk eller argentinsk instruktør. Sådan har jeg det ikke. Det er altid historien og rollen først, for mit vedkommende«.
’Til verdens ende’ kan ses i biografen.