1. ‘Weapons’
Efter det banebrydende airbnb-gys ‘Barbarian’ er forventningerne tårnhøje til det store gyserhåb Zach Cregger, som nu følger op med mystisk small town-gru i ‘Weapons’, der om muligt er årets mest ventede af sin slags.
Udgangspunktet er en gyserklassiker: forsvundne børn, som dog utvivlsomt får sig et twist. I dette tilfælde har 17 poder fra den samme klasse i den samme lilleputby rejst sig fra deres senge klokken 2.17 om natten og er forsvundet ud i mørket.
De efterlader sig et sørgende lokalsamfund med en skræmmende iver efter svar. Ikke mindst hos deres klasselærer Justine, som spilles af Julia Garner, der som hovedmistænkt også får børnenes forældre på nakken.
‘Weapons’ får biografpremiere 7. august.
2. ‘Freakier Friday’
I 2003 var Lindsay Lohan og Jamie Lee Curtis i komisk topform som kropsforbyttet mor og datter i ‘Freaky Friday’.
De har en del at leve op til i fortsættelsen ‘Freakier Friday’, hvor fordums punkflirtende teenagedatter Anna nu selv er både mor og snart også stedmor med det store problem, at hendes datter og kommende steddatter ikke kan udstå hinanden.
Intet kan få løsnet et par familiære følelsesknuder som lidt kropsskifte på kryds og tværs, denne gang på tværs af tre generationer! I instruktørstolen sidder Nisha Ganatra bag talkshow-komedien ‘Late Night’ og ‘The High Note’.
‘Freakier Friday’ har biografpremiere 7. august.
3. ‘Together’
For nogle lyder den ultimative tosomhed som en drøm. I ‘Together’ får vi et gysetwist på konsekvenserne af, når to mennesker er voldsomt afhængige af hinanden.
Kærester og de ultimative vi-typer, Tim og Millie (legemliggjort af det virkelige Hollywood -par Allison Brie og Dave Franco), vil endnu tættere på hinanden, da de flytter ud på landet. Midt i idyllen flytter noget overnaturligt ind i deres tosomhed, og det får groteske følger.
‘Together’ har biografpremiere 14. august.
4. ‘Kærlighed’
Norsk film er blevet en bemærkelsesværdig filmtrilogi rigere med Dag Johan Haugeruds ‘Sex Drømme Kærlighed’, der nu fuldendes med sidste kapitel.
Fra følsomt erotiske fantasier hos skorstensfejere i ‘Sex’ til en teenagers komplicerede forelskelse i sin lærer i ‘Drømme’ slutter vi af hos lægen Marianne, der sætter sig for at leve et andet friere love life.
Det inspireres hun til af sygeplejersken Tor, som hun møder, mens han cruiser efter sexpartnere på en færgeovergang. Hendes nye måde at leve på kommer dog ikke uden knubs.
‘Kærlighed’ får biografpremiere 14. august.
5. ‘Hypnosen’
Alba August og Herbert Nordum (fra ‘Verdens værste menneske’) spiller parret Vera og André, der også sammen har stiftet en app, som de snart skal pitche på en vigtig konference.
Da Vera besøger en hypnotisør i forbindelse med et rygestop, sætter det dog deres kommende investeringschancer heftigt under pres, da hun ved samme lejlighed bliver afvænnet alle de sociale hæmninger, som normalt holder hende tilbage.
Der er lagt op til en heftig omgang svensk tåkrummeri fra instruktør Ernst De Geer og manuskriptforfatter Mads Stegger (‘Det sidste paradis på jord’) med iværksætterbranchen som kulisse, der snildt agerer tag-selv-bord for cringe.
‘Hypnosen’ har biografpremiere 21. august.
6. ‘Ternet Ninja 3’
Det er blevet til tid at vinke farvel til Aske og hans koldskålsbællende hævner, når Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen sætter punktum for ‘Ternet Ninja’-trilogien.
Efterhånden er Aske blevet stor, og på ‘Toy Story’-måden vil han nu hellere til fest i ungdomsklubben og møde piger end at hænge ud med sin talende dukkemakker. Dog bliver det alligevel til et sidste hæsblæsende eventyr for makkerparret, da han lægger sig ud med eksflammen Jessicas nye badboy-kæreste Marco – med nedbrændte haveskure til følge!
‘Ternet Ninja 3’ har biografpremiere 21. august.
7. ‘All We imagine as Light’
Noget så banalt som en riskoger bliver led i et større eksistentielt drama i indiske Payal Kapadias Cannes-hyldede ‘All We Imagine as Light’.
Fortællingen følger tre unge kvindelige medarbejdere på et hospital i Mumbai og deres valg i kærligheden og livet. Det er kvinden Prabha, der får en riskoger med posten fra sin mand, hun ikke har set i årevis, efter han flyttede til Tyskland. Hendes nye kollega Anu skjuler derimod sin forelskelse i en muslimsk mand fra sin familie, som er hinduer, mens den ældre Parvaty er ved at blive smidt ud af sin lejlighed.
Det lyder småt, men er »et lille mesterværk«, ifølge Soundvenues Jakob Freudendal, der så filmen ved premieren på filmfestivalen i Cannes.
‘All We Imagine As Light’ har biografpremiere 28. august.
8. ‘The Life of Chuck’
Mike Flanagan, der har dirigeret gyserserier som ‘The Haunting of Hill House’, kaster sig endnu engang over en Stephen King-filmatisering, som det tidligere har været tilfældet i ‘Doctor Sleep’.
Denne gang er det til gengæld uden uhygge! I stedet venter en tilsyneladende livsbekræftende fortælling, hvor fortid og nutid mødes. Tom Hiddleston er i centrum som manden Charles Krantz, hvis tilværelse forgrener sig i skæbnerne hos andre, der står midt i en uventet katastrofe.
‘Life of Chuck’ har biografpremiere 28. august.
