Tobias Rahim annoncerer tre supportnavne til stor koncert på Refshaleøen

Tobias Rahim annoncerer tre supportnavne til stor koncert på Refshaleøen
Tobias Rahim. (Foto: PR)

Sidste år blev sensommeren afrundet med to store koncerter på Refshaleøen i København, hvor Suspekt og Ukendt Kunstner omdannede området til det, der til forveksling kunne ligne en festival.

Og der var skam lidt festivalstemning også, idet begge havde inviteret en god sjat supportnavne med, således at hele dagen – og ikke kun aftenen – stod i musikkens tegn.

Det format bliver øjensynligt i år overtaget af Tobias Rahim, der spiller en stort opsat koncert på Refshaleøen 9. september. Nu er det nemlig blevet annonceret, at også Rahim får opbakning af tre supportnavne. Det afslører arrangørerne på Facebook-begivenheden for koncerten.

Det drejer sig først om det danske popstjerneskud Mille, der storhitter med sange som ‘Kendt mig en uge’ og ‘Drikker med mig selv’, og som desuden medvirker på Rahims seneste single, ‘Ingen yin uden yang’.

Med er også svenske Victor Leksell, der står bag hits som ‘Svag’ og ‘Din låt’, og som danske lyttere måske især kender for Rahim-samarbejdet ‘Stor man’, der er en delvist svensk genindspilning af ‘Stor mand’.

Det tredje navn er et dj-set fra den svenske duo Biji, der optrådte på årets Roskilde Festival, og som er kendt for at blande kurdiske musiktraditioner med genrer som afrobeats og hiphop.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af