’Born to Fight’: Ung migrant er tvunget til at genoverveje sine kickbokser-drømme i ny dansk dokumentar
Hvor mange migranter finder rent faktisk det, de drømmer om, i Europa?
Det spørgsmål stiller man sig selv undervejs i mødet med den nye danske dokumentar ’Born to Fight’, som lander midt i en tid, hvor europæisk migrantionspolitik synes mere stram og skærpet end nogensinde.
Hovedpersonen er den tunesiske kvinde Nawres, som den dansk-irakiske instruktør Ala’A Mohsen har fulgt med sit kamera siden 2017.
»Der er ingen fremtid for os her«, siger den unge hovedperson tidligt i filmen om sit land, hvor Det Arabiske Forår blev skudt i gang med folkelige opstande i 2010. Siden diktator Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i 2011, har Tunesien været et demokrati, men ikke et velfungerende et af slagsen. Med årene har landet både lidt rettighedsmæssige og økonomiske tilbageslag, og der hersker stor ungearbejdsløshed, også blandt Nawres og hendes venner.
Hun ser ikke en anden mulighed end at rejse væk fra sit ustabile hjemland for at få gang i en tidligere særdeles lovende, mesterskabsvindende kickbokserkarriere, der blev sat på pause efter en ufrivillig dopingsag og den famøse corona-pandemi. Hun forventer en mere seriøs sportsscene og flere muligheder i Paris.
Nawres ved på forhånd, at savnet til familie, venner, kæledyr og vante rammer kommer til at være hårdt. Alligevel er det nye liv i Paris mere nedslående, end hun regnede med. I stedet for at finpudse bokseformen bruger hun i realiteten al sin tid på opslidende servicearbejde, som er en nødvendighed for at kunne betale den dyre husleje.
Én ting er praktikken, men Mohsen synes mindst lige så interesseret i følelser, identitet og verdenssyn. Sådan har det været, siden han debuterede i 2011 med den personlige dokumentar ’Barn af Irak’ om sine egne oplevelser som irakisk flygtning med opvækst i Danmark. Sådan var det også i hans seneste film, ’En ny begyndelse’ fra 2020, som fulgte en syrisk flygtning og hans søns nye tilværelse i Norge.
Nawres føler sig lige dele splittet og fastlåst i Paris, og det samme gør andre migranter, både legale og illegale, hun møder på sit ophold. Og undervejs må hun tage de i hjemlandet herskende forestillinger om det europæiske eventyr op til revision. Var livet måske faktisk alligevel bedre hjemme i Tunesien?
’Born to Fight’ er en sympatisk dokumentar, der beskæftiger sig med et på papiret interessant og uden tvivl aktuelt emne. Alligevel formår filmen ikke for alvor at blive spændende og følelsesmæssigt engagerende.
Man mærker ikke hovedpersonens desperation i samme grad, som man for eksempel gjorde det i den franske fiktionsfilm ’Souleymane’s Story’, der også handler om en migrant med uforløste drømme i Paris – bare i en endnu mere tilspidset situation.
Jeg er med på, at man i en observerende dokumentar overhovedet ikke på samme måde kan styre, hvordan éns hovedperson agerer. Men jeg sad med en lidt flad følelse af, at hun, trods en vis modgang, mister modet lovligt hurtigt i det nye land. Det hjalp ikke på min forståelse og sympati, at hun fremstår temmelig naiv og uforberedt, da hun dukker op i Paris uden en egentlig plan om, hvordan hun skal tjene penge, og hvordan hun skal få gang i boksekarrieren.
Mohsen forsøger at give mere indsigt i Nawres’ tanker gennem hendes tilbagevendende voiceover-stemme, der desværre ikke altid gør lige stort indtryk. Den er faktisk til tider ret banal. »Livet er smukt, men det er også svært«, lyder en af hendes betragtninger. »Alle mennesker, uanset hvor stærke og hårdføre de er, kan godt føle sig svage indimellem«, lyder en anden.
Mere potentielt interessante vinkler berører filmen ærgerligt flygtigt. Man kunne for eksempel godt have brugt et mere detaljeret indblik i Tunesien som samfund efter Det Arabiske Forår.
Det havde også været spændende at få en større forståelse af tilværelsen som ung kvinde i et land, hvor man helst ikke skal skille sig for meget ud, og hvor nogle mener, kampsport er en mandesport. For Nawres er tydeligvis et forbillede for tunesiske piger, som genkender hende på gaden.
Måske kunne et mere udbygget og mindre resume-præget anslag have givet bedre indsigt i hendes rådvildhed og frustration før og under rejsen – og i den sejlivede forhåbning om et bedre liv i Europa blandt hendes jævnaldrende.
’Born to Fight’ kommer til gengæld med en universel pointe, der, trods filmens nedslående fortegn, rummer en snert af håb.
For drømme kan nemt punkteres, men det betyder ikke, at livet slutter. Det kræver justering og omprioritering, erfarer den nu mere modnede hovedperson på klassisk coming of age-manér mod slutningen, der samtidig tegner en ny begyndelse.
Kort sagt:
Den dansk-irakiske instruktør Ala’A Mohsens portræt af en ung tunesisk kickboksers uforløste Europa-eventyr er en sympatisk og aktuel dokumentar, der dog er mere spændende på papiret end i praksis.