Til november ruller femte og sidste sæson af Netflix-flagskibet ’Stranger Things’ langt om længe over skærmen.
Franchisen blev ved udgivelsen i 2016 et gigantisk kulturelt fænomen og en af streamingtjenestens første store, samlende serier – og er selv med de mange års pause til dato en af de mest populære.
Skaberne bag succeshistorien er brødrene Matt og Ross Duffer, men seernes afsked med The Upside Down betyder også brødrenes farvel til Netflix-samarbejdet. Konkurrenten Paramount har nemlig fået kløerne i de talentfulde søskende.
Duffer-brødrene har underskrevet en aftale med Paramount Pictures, hvilket betyder, at de fra næste år giver sig i kast med nye tv- og streamingprojekter, og ikke mindst biograffilm i den helt store skala – en »livslang drøm«, fortæller de til The Hollywood Reporter.
Kuppet af Duffer-brødrene er en vigtig del af, hvad Paramounts nyligt tiltrådte CEO, David Ellison, kalder »det nye Paramount«. Som søn af tech-mogulen Larry Ellison lovede han i en pressemeddelelse at »investere i Paramounts streaming-forretning og opgradere firmaets forældede teknologi«.
Den nye chefs store ambitioner omfatter desuden en potentiel aftale med Legendary Entertainment, hvilket vil give ham adgang til populære franchises som ’Dune’, ’Jurassic World’ og Godzilla/Kong-universet, ifølge The Hollywood Reporter.
