Millie Bobby Brown er vokset op for øjnene af hele verden som den magtfulde Eleven i Netflix-hittet ’Stranger Things’.
Nu har den 21-årige skuespiller annonceret i et Instagram-opslag, at hun er blevet mor.
Sidste år blev Brown gift med modellen Jake Bongiovi – søn af rocklegenden Jon Bon Jovi – og nu er parret blevet forældre til en lille pige via adoption.
Den glade nyhed lander oven på et par forholdsvist turbulente år for den unge skuespiller i mediernes ubarmhjertige søgelys. I marts revsede hun blandet andet journalister for at skrive nedladende artikler, der kommenterede hendes ansigt, udseende og krop.
Brown er med ’Stranger Things’-succesen blevet en foretrukken filmhovedrolle på Netflix, til mange kritikeres store fortrydelse. Russo-brødrenes svinedyre ’The Electric State’ var ifølge Soundvenues anmelder »sjælløs historieforælling og smagløse jokes«, mens fantasyfilmen ’Damsel’ emmede af misforstået, middelalderlig girlboss-energi.
Dog er der håb for, at den negative stime vender, da Brown er tilbage i rollen som Eleven i den femte og sidste sæson af ’Stranger Things’, der får premiere på Netflix 26. november.
