Seks år efter afslutningen på ’Game of Thrones’ er Nikolaj Coster-Waldau stadig en eftertragtet herre i Hollywood.
I Robert Zemeckis kommende thriller ’The Last Mrs. Parrish’ skal han spille ægtemand til ingen ringere end verdensstjernen Jennifer Lopez, der indtager titelrollen. Det skriver Variety.
Filmen er baseret på den populære roman af Lynne og Valerie Constantine og handler om det velhavende ægtepar Mr. og Mrs. Parrish, der opsøges af en uhyggeligt charmerende svinder (Isabel May fra ‘1883’), der er ude på at narre parret og forføre Mr. Parrish.
Hollywood-veteranen Zemeckis står bag filmklassikere som ’Forrest Gump’, ’Cast Away’ og ’Back to the Future’-franchisen og var sidste år aktuel med ‘Here’. Det bliver således spændende at se, hvilken retning han går med de to hovedrolleindehavere, der ikke ligefrem har væltet sig i kritikerros på det seneste.
Coster-Waldau har netop spillet engelsk konge i den, ifølge Soundvenues anmelder »forbløffende søvndyssende« HBO-serie ’King & Conqueror’, mens Lopez’ seneste projekter tæller det klichefyldte sportsdrama ’Unstoppable’ og Netflix-floppet ’Atlas’.
Premieredatoen for ’The Last Mrs. Parrish’ er endnu uvis.
