’Here’: ’Forrest Gump’-instruktørs spektakulære Tom Hanks-genforening åbenbarer meningen med livet
Hvorfor er vi her?
Det er et kosmisk, eksistentielt spørgsmål, man ikke umiddelbart ville forvente, at en film på små 100 minutter, fortalt fra én kameravinkel, ville være i stand til at fremmane et tilfredsstillende svar på.
Men det lykkes for Robert Zemeckis, der med ’Here’ – en filmatisering af Richard McGuires graphic novel – har lavet en af de mest ambitiøse og særegne Hollywood-film i nyere tid om vores grundlæggende eksistentielle undren.
Filmen er blevet markedsført som Zemeckis’ åndelige efterfølger til Oscar-vinderen ’Forrest Gump’, og den genforener da også instruktøren med både Tom Hanks, Robin Wright og manuskriptforfatter Eric Roth, men det er alligevel et svagt pejlemærke for den langt mere kunstnerisk ambitiøse film, ’Here’ er – blottet for sentimentalitet, men uden at være bange for de store, melodramatiske følelser.
Vi er tættere på Terrence Malicks dybt personlige mesterstykke ’The Tree of Life’ eller måske endda David Finchers ligeledes fremragende ’The Curious Case of Benjamin Button’, der også havde manuskript af Roth og brugte digital foryngelsesteknologi til at anskueliggøre en tidslig rejse gennem USA’s historie.
Når ’Here’ alligevel føles endnu mere radikal, skyldes det selvfølgelig valget om at fortælle historien fra en fastgjort kameravinkel.
Vi er et sted, i hvad der i dag er Philadelphia, hvor vi ser dinosaurer, en istid og derefter indfødte amerikanere komme og gå, inden civilisationen blomstrer op, og Benjamin Franklins søn opfører et storslået palæ umiddelbart over for kameraet.
Gradvist bliver der rejst andre huse omkring Franklins imperialistiske mastodont, og de åbne vidder, kameraet før indtog, bliver nu omkranset af bebyggelse. Størstedelen af filmen befinder vi os inde i huset over for Franklins, hvor vi følger en række af de mennesker, der befolker det fra slutningen af 1800-tallet og frem til nutiden.
Fikspunktet er familien Young, der overtager huset, umiddelbart efter patriarken Al (Paul Bettany) er hjemvendt fra Anden Verdenskrig. Sammen med sin hustru Rose (Kelly Reilly) starter han en familie i huset, og filmens egentlige hovedperson er ældstesønnen Richard (Tom Hanks).
Richard drømmer om at være kunstmaler, bliver forelsket og får et uventet barn med sin high school-sweetheart Margaret (Robin Wright) i en alt for tidlig alder. Han lægger malerdrømmen på hylden, bliver forsikringssælger og tilbringer resten af sine dage i huset, fordi han aldrig finder det rigtige tidspunkt til at flytte, selvom Margaret er eventyrlysten, gerne vil opleve verden, bygge sit eget hjem og få afstand til sin svigerfamilie.
Zemeckis er kendt for sine teknologiske innovationer i film som ’Back to the Future’, ’Contact’, ’Who Framed Roger Rabbit’, ’The Walk’ og ’Polar-Expressen’, og selvom denne tråd kan ses i den digitale foryngelsesteknologi, der gør, at Hanks og Wright kan spille deres karakterer, fra de er børn, til de er gamle og grå, finder Zemeckis samtidig tilbage til stumfilmæraens simple syntaks gennem sit mådeholdende kamera.
Vi er tæt på filmet teater, og så alligevel ikke, for inde i den fastfrosne billedramme sker der konstant tidslige spring, synliggjort ved nye, mindre billedrammer i billedet, der først opstår i periferien for så at overtage hele billedet: I et hjørne ser vi for eksempel radioen blive udskiftet med et tv, hvor The Beatles spiller deres historiske koncert under Ed Sullivans talkshow, og så er vi pludselig i 60’erne.
Det er billeder i billeder, tider i tider, som en kinesisk æske. På den måde fortæller Zemeckis sømløst menneskets historie over millioner af år og understreger samtidig – med en kliche – at filmmediet er et vindue til en anden verden.
’Here’ handler om den rolle, fysiske rum spiller i vores liv, og alle de spøgelser og historier, de gemmer på.
Den viser, hvordan disse rum kan kontrollere vores liv, som når Richard hele tiden udskyder at flytte ind i et nyt hus med Margaret, fordi han aldrig synes, at skatterne og renterne er favorable nok til at tage chancen. Den viser også, hvordan det omkringliggende samfund altid vil påvirke kernefamilien – illustreret ved, at hele filmen udspiller sig i stuen, hvor et stort panoramavindue gør, at omverdenen hele tiden er en del af familielivet.
Ligesom i ’Forrest Gump’ hører vi om en række historiske begivenheder – månelandingen, Vietnamkrigen, corona og George Floyd – men de udspiller sig hele tiden i periferien af historien, og de fleste af de største amerikanske begivenheder fra 50’erne og frem til i dag hører vi aldrig om.
Det er de små skæbner, der er i centrum, med alt hvad det indebærer af forliste drømme og store øjeblikke af kærlighed, lykke, sorg og længsel. Vi kommer bogstavelig talt hele livets cyklus rundt, fra fødsel til død og tilbage igen. Det er både spektakulært og rørende i alt sit mådehold.
Tidens gang spiller selvsagt en hovedrolle i filmen, og Zemeckis viser tidslighedens mange former: Der er den lineære tid, synliggjort af de teknologiske fremskridt, som når vi følger luftfartens spinkle begyndelse til senere dominans, og af de omskiftelige ideologiske og kulturelle strømninger.
Der er den cirkulære tid, der viser, hvordan alting gentager sig og er forbundet. Der er den fastfrosne tid, som når Richards far siger, at hans liv sluttede som 22-årig, eller når Richard og Margaret indser, at de aldrig har forfulgt deres drømme. Tiden, der går for hurtigt, så man pludselig ikke har opnået alt det, man havde håbet. Alt sammen koblet på en større pointe om at leve i nuet, og hvorfor det kan være så svært, når man hele tiden har øjnene rettet mod fortiden og/eller fremtiden.
’Here’ viser os, hvordan vi hurtigt kan give køb på vores drømme, der falder som det første under presset fra samfundsmæssige nødvendigheder. Men det er også en film, der beder os om at drømme og forestille os den kosmiske enhed, vi indgår i, som modvægt til den fragmenterede og accelererede tid af i dag.
Den giver os også en påmindelse om, at vi skal huske at leve livet til det fulde, hvilket lyder banalt, men føles sandt, når man ser filmen.
Særligt rammende er scenen, hvor Als far stolt forsøger at fange og fastfryse sin søns bryllup i stuen på et gammeldags kamera, som han hele tiden hiver ud af stikkontakten i bar begejstring, så han ender med at gå glip af selve indvielsen.
På samme måde går også Richard og Margaret glip af centrale oplevelser i tilværelsen for i stedet at drive gennem livet, dikteret af snusfornuft og samfundsnormer. Som Richard fortrydelsesfyldt siger på sine aldrende dag: »All I did was worry to keep painful things from happening«.
Det er alle disse kvaliteter, der gør, at ’Here’ vil stå helt centralt i den nuværende bølge af aldrende mesterinstruktører – fra Francis Ford Coppola til Clint Eastwood – der gør status over verden og langsomt tager dybfølt afsked i filmisk form.
At de fleste af disse ambitiøse, følsomme og vedkommende film bliver mødt med ligegyldighed af både anmeldere og det generelle biografpublikum er en stor skam.
Kort sagt:
Robert Zemeckis har med sine ’Forrest Gump’-skuespillere Tom Hanks og Robin Wright skabt en af de mest enestående Hollywood-film længe – en unik kosmisk rejse gennem tid, der åbenbarer meningen med livet.