‘Juror #2’: 94-årige Clint Eastwood er i topform med medrivende retssalsdrama
Er man skyldig i en forbrydelse, hvis ingen opdager, at man har begået den?
Det virker som et simpelt spørgsmål, men viser sig utroligt komplekst, når Clint Eastwood vender og drejer den fascinerende præmis på mesterlig vis i det streamingaktuelle retssalsdrama ‘Juror #2’.
Filmen bygger oven på kanoniserede mesterværker som Fritz Langs ’Beyond a Reasonable Doubt’ og Sidney Lumets ’12 Angry Men’ om retssystemets fejlbarlighed, men når frem til en om muligt endnu mere overrumplende slutning end begge film.
Problemstillingen i ’Juror #2’ er tidløs, som de indledende billeder af romerske vægtskåle og replikker om en blåøjet tro på demokrati, retfærdighed og sandhed anslår. Men filmen er på mange måder også en fortælling specifikt om vores tid, hvor sandheden er under angreb, og hvor demokratiet bøjes, fordi alle tjener egne interesser.
Titlens nævning Justin (Nicholas Hoult) bliver udpeget til obligatorisk jury duty, selvom hans kone er højgravid. Han skal dømme i en sag om en kvinde, der er blevet fundet død i en vejgrøft, formentlig dræbt af sin ekskriminelle kæreste, som hun havde været oppe at skændes med på en bar kort for inden.
Allerede inden for filmens første 15 minutter erfarer både vi og Justin dog, at den anklagede ikke er skyldig: Det er Justin, der har dræbt hende.
Han befandt sig på samme bar som den afdøde og var ved at få et tilbagefald som alkoholiker. Han rørte ikke alkoholen, men da han kørte væk i silende regn og bælgmørke, ramte han, hvad han troede var en hjort, og kørte videre. Sandheden om, hvad der egentlig skete, dæmrer for ham, da anklageren fremlægger de overvældende ’beviser’, der alle peger på den anklagedes skyld.
Eastwood iscenesætter det med mesterlig effektivitet, når han krydsklipper mellem anklageren og forsvarerens (Toni Colette og Chris Messina) respektive udlægninger af sagen og Justins uafviselige rekonstruktion af, hvad der egentlig måtte være sket den aften.
Øjeblikkeligt bøjer Eastwood retssalsgenren i en ny retning: Filmen handler ikke om at finde ud af, hvem der er skyldig, men om hvorvidt systemet overhovedet er indrettet til at fælde en retfærdig dom, om vi tør tage ansvar for vores handlinger, og om vi tror på, at mennesker fortjener en ny chance.
Skal en kærlig, vordende far, der har vendt sit liv på ret køl efter alkoholafhængighed, tage sin straf og risikere over 30 år i fængsel? Eller skal en mand med fortid som bandemedlem tage faldet for en forbrydelse, han ikke har begået? Kan de undslippe deres fortid?
Det moralske dilemma kulegraves i en konstant medrivende fortælling, der kun tager til i styrke, da en tidligere politimand (J.K. Simmons), som er del af juryen, sætter sig for at efterforske sagen på egen hånd, og flere spor begynder at pege mod Justin.
Men selvom det effektive manuskript tilbyder mange muligheder for plottwists og simple thrills, vægter Eastwood tvetydigheden og det store udsagn om et land i moralsk forfald, hvor det amerikanske flag foran retsbygningen ikke svajer majestætisk i luften, men hænger slattent fra flagstangen.
’Juror #2’ er en tematisk stor film, men filmsproget er afmålt og dvælende. Der er ingen bombastiske armbevægelser, men en klædelig mådeholdenhed, der gør de enkelte virkemidler så meget desto mere effektfulde (selvom den mærkværdige lyssætning nogle gange løber med opmærksomheden).
Tidligt i filmen siger dommeren, at nævningesystemet er ideelt til at sikre retfærdighed, fordi ingen af de 12 nævninge har noget at vinde eller tabe i sagen, de skal dømme. Resten af filmen hakker det udsagn i småstykker, når den viser, hvordan alle har en interesse og en personlig motivation, der påvirker deres tolkning af sagen.
Der er nævningen, der har haft den bande, den anklagede er medlem af, inde på livet. Der er den fraskilte far, som ser sin egen datter i den dræbte kvinde. Der er statsanklageren, som håber på at bruge sagen som en politisk løftestang i sin valgkamp. Der er politifolkene, som har valgt den oplagte gerningsmand og fået ’beviserne’ til at passe. Og så er der Justin, der pludselig kan se sin fremtid styrte i grus på baggrund af sagens udfald – spillet med stor kompleksitet af fremragende Nicholas Hoult.
Eastwood gør en dyd ud af at blotlægge de strukturer, der former, hvem der vinder og taber:
Statsanklageren har ekstra mange ressourcer til at føre sin sag, den beskikkede forsvarer har 10 gange så mange sager og halvt så mange ressourcer. De mindre bemidlede nævninge har travlt med at komme hjem til deres familier og vil gerne lukke sagen hurtigt. Andre nævninge har masser af tid og ressourcer til at lege hobbydetektiver og komme med vidtgående teorier med inspiration fra de true crime-podcasts, de lytter til i fritiden.
Eastwood præsenterer et kraftfuldt billede på verden anno 2024, hvor vi pakker os ind i en falsk tryghedsfornemmelse, isolerer os fra fællesskabet og undgår at tage ansvar, mens samfundets bærende søjler langsomt kollapser omkring os.
Hvis egen vinding kommer først, kan vi så leve med skylden over ikke at have sagt fra eller være grebet ind, inden verden gik af lave, synes filmen at spørge, hvilket på mange måder gør ’Juror #2’ til den perfekte sjæleransagende film i kølvandet på årets valgresultat i USA.
Mesterstykket ved filmen er, at den viser, hvordan de sort-hvide domsafsigelser kun svært kan indfange nuancerne i sagerne og menneskerne på anklagebænken. Uanset sagens udfald vil nogen tabe – en tragedie, der sættes på spidsen med bravur i den overrumplende finale.
Ingen kan undslippe skyldens hjemsøgende kraft.
Kort sagt:
Clint Eastwood er i topform med det medrivende retssalsdrama ’Juror #2’, der effektivt viser, hvordan begreber som retfærdighed og sandhed har mistet deres værdi.