Ung for evigt: De 10 bedste instruktører over 80

Glem faste, kosttilskud og grøn grød. Man skal bare være produktiv filminstruktør, hvis man drømmer om at leve længe og være frisk i ånd og krop til det sidste. To på vores liste nærmer sig de 100, mens førstepladsen dog indtages af en vårhare på 81. Flere af dem er højaktuelle i disse måneder.
Ung for evigt: De 10 bedste instruktører over 80
Ridley Scott med Paul Mescal på settet til 'Gladiator 2'. (Foto: Paramount Pictures)

Uden at være aldersfascistiske kan vi godt slå fast, at ikke alle jobs er egnede til mennesker, der står med det ene ben i graven. Amerikansk præsident, for eksempel.

Men i den kunstneriske rille af livet er der anderledes muligheder for at bevare sin relevans, selvom man for længst har overskredet samfundets officielle pensionsgrænse.

Og i filmverdenen er der lige nu en tilsyneladende stigende tendens til, at anerkendte instruktører dropper alt, hvad der minder om afslappende otium, for at fortsætte deres virke, som var de stadig så kåde og spændstige som engang.

Generationen, der revolutionerede filmindustrien i 70’erne, nærmer sig de 80 med hastige skridt, og inden længe vil verdensberømte instruktører som James Cameron, Steven Spielberg, George Miller og David Lynch have passeret denne artikels hårdkogte skillelinje ved indgangen til livets niende årti.

Aubrey Plaza, Adam Driver og Francis Ford Coppola ved verdenspremieren på ‘Megalopolis’ i Cannes. (Foto: Max Cisotti/Dave Benett/Getty Images)

Nogle gange ville man naturligvis ønske, at instruktørerne faktisk forstod at pensionere sig selv i tide. At dømme på deres seneste film kunne 85-årige Francis Ford Coppola og 91-årige Roman Polanski for min skyld godt bare nyde deres livs efterår med et slumretæppe og et godt glas vin frem for at udvande fordums meritter med alderdomstyngede idéer, og Woody Allen (88) og Brian De Palma (84) klarede desværre heller ikke cuttet på min liste.

Måske er den slags skræmmebilleder, der har jaget Quentin Tarantino en så stor skræk i livet, at han insisterer på at lægge kameraet på hylden efter 10 film af frygt for at komme til at slå fæle gammelmandsprutter. Men han kunne nu lige så vel fokusere på de forbilledlige eksempler på, at det godt kan lade sig gøre at langstrække karrieren med værdighed.

Der er således en forbløffende række filmskabere, som har holdt et imponerende højt niveau i en alder, hvor mange andre har svært ved at overskue andet end sudokuen.

I en tid, hvor der er mere fokus på at holde kroppen ung end nogensinde, står de som eksempler på, hvad man kan udrette, hvis man holder nysgerrigheden og virkelysten intakt. Med det mulige aber dabei at deres kunstneriske besættelse for nogles vedkommende også kommer til udtryk som usund arbejdsnarkomani.

Men hvem holder egentlig fanen højst på den anden side af de 80? Hvem har bevaret ungdommens vitalitet eller bare vekslet ungdomsenergien til et vemodigt følsomt blik, som også ræsonnerer hos et publikum, for hvem dødens målstreg er et fjernt og fremmed land?

Rangeringen er ikke en vægtning af instruktørernes samlede vægt, men af deres relevans og position lige nu, eller i hvert fald i deres fremskredne alderdom. Jeg vægter både kvaliteten af instruktørernes sene output og deres produktivitet, mens det naturligvis også spiller ind, om man her en vårhare på 81 somre, eller om man nærmer sig de 100 med hastige, eller vaklende, skridt.

Alle de 10 instruktører er mænd, hvilket nok mest af alt siger noget om den måde, filmbranchen ser og især så ud på, dengang de herrer spirede frem.

David Cronenberg med Diane Kruger og Vincent Cassel under premieren på ‘The Shrouds’ under Cannes-festivalen i 2024. (Foto: Stephane Cardinale – Corbis/Corbis via Getty Images)

10. David Cronenberg – 81 år

Det føles særligt ufatteligt, at David Cronenberg befinder sig i sit niende årti. For mens alderdommen skinner tydeligt igennem hos andre instruktører – nogle gange på den gode måde, andre gange på den kiksede – synes den canadiske body horror-maestro at virke evigt ung. Så sent som i 2022 lavede han en science fiction-film om bioteknologi og organkunst med Kristen Stewart!

David Cronenberg har formået at genopfinde sig selv flere gange i karrieren, som i midten af 00’erne, hvor han blev mainstream med ’A History of Violence’ og ’Eastern Promises’, begge med Viggo Mortensen.

Og nu ser det faktisk ud til, at han er i færd med sin (måske) sidste forvandling, da hans seneste film er et mere elegisk favntag med død, sorg og alderdom, end han har præsenteret før, dog fortsat i lyset af hans karakteristiske temaer om teknologi og krop.

I ’The Shrouds’ behandler han nemlig tabet af sin egen hustru med historien om en mand, der har bygget en kirkegård, hvor man med avancerede kameraer kan følge med i sine elskede afdødes forrådnelsesproces.

Selv i sin tredje alder konfronterer Cronenberg altså samfundets teknologiske udvikling med hovedet først. Det er svært ikke at have respekt for.

Michael Mann med Adam Driver under premieren på ‘Ferrrari’ under Venedig-festivalen i 2023. (Foto: Stephane Cardinale – Corbis/Corbis via Getty Images)

9. Michael Mann – 81

Jeg var ikke udelt begejstret for ’Heat’- og ’Collateral’-instruktørens comeback i form af den længe ventede ’Ferrari’ fra 2023 med Adam Driver som bilfabrikanten Enzo Ferrari. Og filmen synes da også hurtigt at være gledet ud i glemslen.

Men samtidig er Michael Manns anseelse i filmkulturen mere glødende end nogensinde før, og hans kliniske tilgang til action og genrefilm inspirerer fortsat mange yngre instruktører. Imens fortsætter han også selv, upåagtet af at han de senere årtier har haft svært ved at skaffe finansiering – og at hans seneste film, der også tæller hackerthrilleren ’Blackhat’ med Chris Hemsworth, er faldet igennem.

Men nu arbejder Mann officielt på opfølgeren til hovedværket ’Heat’, som han først skrev som bog og nu skal indspille som film – efter sigende med Austin Butler og Adam Driver på rollelisten.

Man skal med andre ord langt fra afskrive den amerikanske instruktør, der virker til at være forhippet på at gå bort med træskoene på. Forhåbentligt udsætter han døden en rum tid endnu.

Jørgen Leth i ‘I Walk’. (Foto: Tómas Gislason)

8. Jørgen Leth – 87

Den levende legende Jørgen Leth var sidst aktuel med jazzdokumentaren ’Music for Black Pidgeons i 2022, og selvom han får god hjælp af sin instruktørsøn Asger Leth, er det uvist, om han kommer til at føje nye film til livsværket.

Men selv hvis han ikke gør, står der et uforligneligt filmtestamente af eksperimental- og dokumentarfilm tilbage, og langt inde i sin alderdom er han vedblevet med at lave film drevet af nysgerrighed på kunsten og livet – med ’I Walk’ som et sent, personligt og bevægende højdepunkt.

Her tog han favntag med sin falmende fysik og insisteren på at bevæge sig frem, at huske at løfte fødderne. I processen bevæger han sig selv fra betragterens rolle til rollen som ærlig og skrøbelig hovedperson.

Det er muligvis fortsat en snæver kreds af cineaster, der mest forbinder Jørgen Leth med filmkunsten, men lad det være slået fast med syvtommersøm: Han er en af de største, vi har.

Ken Loach under Cannes-festivalen i 2023. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

7. Mike Leigh + Ken Loach – 81 & 88

Jeg ved det godt: Det er ikke fair at stable de britiske instruktørklenodier Mike Leigh og Ken Loach oven på hinanden som to for én-tilbudsvarer i Føtex, for de er mestre og legender i egen ret med seks-syv årtiers unikke oeuvrer bag sig.

Men nu gør jeg det så alligevel, for de deler jo samtidig titlen som engelsk films mest navnkundige kronikører af arbejderklassen og naturalistiske humanister med særligt blik for både smerten og humoren blandt deres altid levende karakterer.

Og så er de her altså begge endnu. Mike Leigh – hvis cv tæller mesterværker som ’Hemmeligheder og løgne’, ’Life Is Sweet’ og ’Vera Drakes hemmelighed’ – har lige haft international premiere på sin seneste film, ’Hard Truths’, der har fået fine anmelderord med på vejen.

Ken Loach har, i lighed med en vis japaner længere nede på listen, indvarslet sin pension igen og igen for blot at vende tilbage med endnu en hjertevarm fortælling. Han har ligefrem fået ny vind i karrierens vinter, for ’Jeg, Daniel Blake’ vandt Guldpalmen i Cannes i 2016, mens både ’Sorry We Missed You’ og senest ’The Old Oak’ fra 2023 fik en varm modtagelse.

Var det punktummerne for den utrolige arv, Loach og Leigh efterlader sig? Jeg vil se det, før jeg tror det.

Frederick Wiseman under Cannes-festivalen i 2024. (Foto: Stephane Cardinale – Corbis/Corbis via Getty Images)

6. Frederick Wiseman – 94

Frederik Wiseman er et sandt ikon i dokumentarfilmhistorien. Han slog sit navn fast i slutningen af 60’erne med sine fint observerende studier af samfundets bærende institutioner, fra hospitaler i gennembruddet ’Titicut Follies’ fra 1967 og ’Hospital’ fra 1970 og helt frem til et offentligt bibliotek i den roste, over tre timer lange ’Ex Libris: The New York Public Library’ fra 2017.

Wiseman var aktuel så sent som sidste år, hvor han som 93-årig skildrede køkkenet og kokkene på den berømte franske, trestjernede Michelin-restaurant La Maison Troisgrois i en fire timer lang og levende film.

Som det nu er med dokumentarister, hører Wiseman muligvis ikke til de mest kendte instruktører på denne liste, men han er muligvis den væsentligste på sin felt, og hans værker vil leve videre som historiske dokumenter om forholdet mellem individet, samfundet og dets institutioner i det 20. århundrede og et imponerende stykke ind i det 21.

Ridley Scott med Pedro Pascal og Paul Mescal på settet til ‘Gladiator 2’. (Foto: Paramount Pictures)

5. Ridley Scott – 86

Det var umanerligt svært at placere Sir Ridley i denne rangering. For på den ene side har han lavet nogle rædderlige film de seneste år med ’House of Gucci’ som det absolutte lavpunkt. På den anden side er det slet og ret ærefrygtindgydende, hvordan han uforfærdet kan blive ved med at lave Hollywood-baskere på den absolut største klinge og med nogle af verdens største skuespillere, selvom han nærmer sig de ni årtier med hastige skridt.

Hvilket Scotts næstkommende epos selvfølgelig er det perfekte eksempel på. Uanset om ’Gladiator 2’ viser sig at være en triumf eller fiasko, er det exceptionelt, at Scott stadig synes at besidde ungdommens arbejdsiver, gnist og totale foragt for omverdenens holdninger.

Meget kan man desuden sige om Scotts produktion det seneste tiår, men jeg synes, man må give ham, at han har forsøgt at følge med tiden og udfordre sandhederne om de maskuline værdier, mange tidligere forbandt ham med, særligt i den lidt undervurderede ridderfilm ’The Last Duel’. Men han er trods alt også manden bag det feministiske hovedværk ’Thelma & Louise’.

Ud over sin instruktørgerning producerer briten samtidig på livet løs for andre, og han har intet mindre end fem titler på sin IMDb-side over kommende projekter. Still going strong.

Werner Herzog i september 2024. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

4. Werner Herzog – 82

Werner Herzog har nydt en position som en af europæisk films mest centrale skikkelser siden 1970’erne, hvor film som ’Aguirre’ og ’’Gåden om Kaspar Hauser’ satte ham på landkortet.

Men det er først i hans seniorår, at han for alvor har fået kultstatus takket være sin karakteristiske fortællestil (og tyske accent), katapulteret af dokumentarhittet ’Grizzly Man’, og cameos i diverse Hollywood-produktioner.

Han er da også fortsat med at holde et højt niveau i sine eklektisk nysgerrige dokumentarfilm, og i en alder af 82 år arbejder han nu på en tv-film om bilfabrikanten Henry Ford og denne bestræbelser på at bygge en fabrik i den brasilianske regnskov – et plot, der bringer øjeblikkelige mindelser om tyskerens fiktionshovedværk ’Fitzcarraldo’.

Få instruktører dyrkes med samme passion som Werner Herzog – det skulle da lige være David Lynch – og i dag står han som lige dele guru og nestor for alle med hang til stærkt idiosynkratiske instruktører båret af en særegen filosofi og en unik måde at møde verden på.

Clint Eastwood med Brad Pitt i 2020. (Foto: Michael Kovac/Getty Images for AFI)

3. Clint Eastwood – 94

Det kan godt være, at Clint Eastwood ikke længere står så centralt på filmhimlen som flere af sine kolleger længere nede på listen, men han er til gengæld 94. 94 – og såmænd aktuel med sin nyeste film, ’Juror #2’, som trods en udmærket anmeldermodtagelse bliver begravet af studiet Warner Bros. med en meget smal premiere. Hvilket dog ikke afskrækker en mand af Clintens statur – ’Juror #2’-skuespiller Gabriel Basson er sikker på, at instruktørens kontrære reaktion blot vil være at lave endnu en film.

Eastwood er kendt for sin utroligt effektive optagestil, hvor han får filmen i kassen med ganske få takes per scene – ikke så meget pis. Hans seneste film (’Cry Macho’, ’The Mule’) har måske heller ikke haft helt samme pondus som tidligere, men vi snakker altså stadig om en mand, som langt inde i almindelige menneskers pensionsalder lavede hovedværkerne ’Million Dollar Baby’, ’Gran Torino’ og ’American Sniper’, og som i en høj alder og trods sit macho-ry har reflekteret over manderoller og maskulinitet skarpere end de fleste andre amerikanske kunstnere i sin samtid.

Vi håber, ’Juror #2’ snart rammer Danmarks breddegrader, og at filmlegenden Eastwood fortsætter med at svinge kameralinsen på den vilde side af de 100.

Hayao Miyazaki. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

2. Hayao Miyazaki – 83

Der er de instruktører, der erkender, at de kommer til at lave film, til efterlivet kalder. Og så er der dem, der hele tiden tror, de har lavet deres sidste film, men alligevel bliver ved med at lugte savsmuld og vende tilbage til cirkusmanegen.

Hayao Miyazaki hører til de sidste, for den japanske animemester har truet med pension flere gange, og hans seneste film, den Oscar-vindende og kommercielt storsuccesfulde ’Drengen og hejren’, blev fremført og taget imod som hans store svanesang.

Nu tyder noget dog på, at rygtet om Miyazakis otium igen er stærkt overdrevent, og det vil ikke undre, hvis han lige får klemt en sidste-sidste film ud af systemet. Det er en Peter & Ulven-leg, vi godt kan leve med, og vi tager med glæde imod fortællingen om, at nu kommer japanerens sidste sidste værk.

Han er trods alt den måske største asiatiske instruktører i nyere tid – og en sand legende inden for animation.

Martin Scorsese med Lily Gladstone under optagelserne på ‘Killers of the Flower Moon’. (Foto: PR)

1. Martin Scorsese – 81

Martin Scorsese fylder 82 her 17. november og har endnu kun udsendt én film, efter han har rundet det skarpe 80’er-hjørne. Det var så til gengæld også et nyt hovedværk, der viste, at han som ingen anden er blevet ved med at udvikle sig kunstnerisk i sin alderdom, samtidig med at han har fastholdt sin brede kulturelle relevans.

I 70’erne lavede han film som ’Mean Streets’ og ’Taxi Driver’. I sine egne 70’ere lavede han film som ’The Wolf of Wall Street’ og ‘The Irishman’, der også til enhver tid ville presse sig på til lister over instruktørens bedste nogensinde. Og hvad han måske ikke har i ungdommens maniske energi, har han til gengæld fået i elegisk refleksion over tiden, alderen og sit eget virkes store temaer, fra vold til religion.

Ud over sine egne film producerer Scorsese også flittigt for andre, og det siger ikke så lidt, at der står 14 projekter under kommende titler fra hans producerhånd. Han er da også i fuld sving med sine næste projekter som instruktør, både fiktion og dokumentar, trods en vis forsinkelse.

Modsat andre, langt yngre forstokkede gammelmandsmænd har Scorsese bevaret sin grundlæggende nysgerrighed og lyst til at forny sig. Som han helt fantastisk, og altså som 81-årig, sagde i et stort interview med GQ sidste år: »Jeg er nødt til at finde ud af, hvem fanden jeg er«.

Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med