’I Walk’: Jørgen Leths mest personlige film er skrøbelig og ærlig
I sit lange virke som digter, filmskaber og journalist har Jørgen Leth altid indtaget betragterens rolle. Han ser, han beskriver. Han hylder og undrer sig over den menneskelige tilværelse.
Det har han for eksempel gjort i tidlige mesterværker som ’Det perfekte menneske’ fra 1968 og ’Livet i Danmark’ fra 1972. Nu er tiden så kommet til, at Leth også må betragte og beskrive sit eget, 83-årige jeg – og han er mere selvkritisk end nogensinde før.
»Husk nu at løfte fødderne. Ikke falde. Ikke falde«.
Sådan lyder Leths karakteristiske fortællerstemme mod slutningen af den nye dokumentarfilm ’I Walk’, mens vi på billedsiden ser ham begive sig besværet op ad en stejl bakke i en jungle i Laos.
De vaklende ben er ikke kun udtryk for livets gang, men udspringer også direkte af en naturkatastrofe. I januar 2010 forvandlede et jordskælv instruktørens haitianske bolig i byen Jacmel til en ruin, og herefter oplevede han problemer med søvnen, hukommelsen og balancen.
Med grundlag i disse pludselige begrænsninger har Jørgen Leth skabt karrierens vel nok skrøbeligste film. Med stor ærlighed giver han sine usikkerheder og frustrationer frit løb. Det sker, foruden voice-overen, særligt gennem en række iPhone-optagelser, hvor instruktøren filmer sig selv gennem gåture og søvnløse nætters monologer.
Nogle steder grænser stilen i ’I Walk’ til det ujævne. Leth har nemlig sat nogle besynderlige filtre over flere af sine digitale hjemmevideoer og droneskud, så det skal ligne, at de er optaget på analoge filmruller. De iMovie-agtige filtre giver optagelserne et unødigt amatørisk look.
Når det er sagt, bidrager den stedvis uskønne, fumlende æstetik og de skæve selfie-framings også med noget positivt til filmen: En intim og ligefrem kraft. Det har nemlig stor effekt, når pixelerede mobiloptagelser blæses op på et stort lærred, samtidig med at Jørgen Leth med uglet morgenhår tæller sekunderne på uret og frustreret siger: »Det går alt for hurtigt. Alt for hurtigt«.
’I Walk’ fungerer som en essayistisk, fragmenteret videodagbog, men filmen går stedvis også længere tilbage i tiden i sin udforskning af Leths alderdom. Han viser klip fra to af karrierens tidlige sportsdokumentarer, ’Motion Picture’ om tennisspilleren Torben Ulrich og ’Stjernerne og vandbærerne’ om blandt andre cykelrytteren Ole Ritter. Bagefter holder han dem overraskende op mod nutidige optagelser af selvsamme Ulrich og Ritter, som mimer fortidens bevægelser. De hylder dermed deres instruktør, samtidig med at Leth understreger, at meget tid er gået.
Ligesom de gråhårede sportskoryfæer entrerer Jørgen Leth også mod slut filmen i en slags performance. Som titlen indikerer, nægter Leth nemlig at gå i stå. Han vil fortsætte med at bevæge sig frem.
Det gør han nærmere bestemt i junglen omkring Mekongfloden i Laos. Her er han rejst hen for at udføre et kunstprojekt med sin søn Asger Leth. De vil måle og kontrollere et stykke af den vilde jungle ved at opsætte en stor, rød træramme, som kan ses fra oven.
Det er i den sammenhæng, at instruktøren må huske sig selv på at løfte sine fødder for ikke at falde. Det kræver nemlig store anstrengelser for ham at drage ind i den dybe jungle, der i sig selv kan ses som symbol på de uforudsigelige, mørke og ukontrollerbare sider af livet – og døden.
I en smuk, håbefuld og solidarisk afrunding på den personlige film går Asger først hele vejen op ad bakken fra flodens bred, mens han fortæller sin far nede i båden, hvor på strækningen han skal være særligt opmærksom. Derefter hjælper en gruppe laotiske arbejdere med at få Jørgen op af båden. Op ad bakken. Ind i junglen.
Kort sagt:
Jørgen Leths personlige udforskning af alderdommen i dokumentarfilmen ’I Walk’ er til tider stilistisk ujævn, men også intim, ærlig og smuk.