I 2022 udgav mesterinstruktør Michael Mann temmelig overraskende en romanopfølger til sin egen 1995-filmklassiker ‘Heat’. Året efter annoncerede han, at også en filmatisering af ‘Heat 2’ var undervejs.
Nu er der endelig nyt fra det imødesete projekt. Det pålidelige branchemedie Deadline fortæller ud fra anonyme kilder, at Mann er i gang med at skifte produktionsselskab – fra Warner Bros. til Amazon MGM Studios – på grund af uenigheder om budgettet.
I samme ombæring er ingen ringere end Leonardo DiCaprio i tidlige forhandlinger om at spille en central rolle i filmen. Den ‘One Battle After Another’-aktuelle stjerne skulle være favorit til at overtage rollen som Chris Shiherlis, der i ‘Heat’ blev spillet af nu afdøde Val Kilmer.
For et par år siden gik rygterne på, at Mann havde udset sig Adam Driver til at spille en ung version af Neil McCauley, Robert De Niros karakter i originalfilmen. Derudover har Al Pacino angiveligt været på tale til at gentage sin rolle som Vincent Hanna, mens Austin Butler har været rygtedes som en ung Shiherlis. Ingen af disse castinger er dog siden blevet bekræftet.
‘Heat 2’-romanen fortæller historien om de centrale karakterer i årene op til og umiddelbart efter handlingen i ‘Heat’.
Planen er ifølge Deadline at gå i optagelse til næste år.
