10 danske hiphopnavne, du skal holde skarpt øje med i 2026

Det syder og bobler i den danske hiphopundergrund for tiden. For at du kan blive klædt godt på til musikåret 2026, samler vi her 10 navne fra vækstlaget, du skal holde øje med.
10 danske hiphopnavne, du skal holde skarpt øje med i 2026
Gusto. (Foto: Anton Bergqvist)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Smøgmænd

Ingen lyder som Smøgmænd. Ingen. Den tætteste sammenligning, der kan beskrive denne obskure rapduo, er, hvis man krydsede Malk De Koijn med Jpegmafia og Yeat.

»Kigger over bjerget, hvilket land befinder jeg mig i? / Jeg håber virkelig, jeg er indenrigs« og »Jeg er en cigaret, hvis den havde ben / Alt jeg rører ved bliver til råd, det’ et fænomen« er blot to eksempler på nogle af de yderst besynderlige og nærmest mytologiske linjer, der møder ens ører, når man lytter til duoens seneste ep, ‘Misha’.

På TikTok har Smøgmænd hertil relativt viral succes med at lave små musikvideoer, der underbygger den mytologiske kvalitet, musikken har, hvor de i øvrigt altid er maskeret.

Selvom musikken helt klart ikke er for alle, formår de alligevel på deres egen specifikke facon at lave meget ørehængende hooks, og med to ep’er og et par udsolgte koncerter på Hotel Cecil i rygsækken virker de allerede til at være en fanfavorit i undergrunden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9Boogie

Det er ikke, fordi 9Boogie som sådan har brug for det store rygstød fra den etablerede mediesfære.

Hele ungdommen lærte nemlig hans navn at kende, da han sidste år vandt internetsuperstjernen Rasmus Søndergaards talentkonkurrence Chat Records, der også er navnet på det label, han nu er signet til.

Men det er ikke for sjov, at 9Boogie vandt, for han lægger sig rigtig pænt og med overlegen naturlighed i slipstrømmen af den bouncy og trappede poprap, der har domineret dansk hiphop de seneste år. Lyde, man lige så nemt kunne opstøve på et album fra Lamin eller Benny Jamz.

Noget bemærkelsesværdigt ved 9Boogie er, hvordan han på sin seneste single, ‘9UP’, rapper i decideret dobbelttempo i første vers, som ellers efterhånden er en sjældenhed i den nye generation af upcoming-artister.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gusto

Man mister næsten pusten, når man lytter til Gusto, der i november debuterede med den ambitiøse ep ‘Noir’. Trods ep’ens korte længde virker det til, at der ligger lige så meget tankevirksomhed bag som mange store rapudgivelser i dagens hiphoplandskab. 

Der er en dynamisk voldsomhed over den måde, han laver musik på, der vækker mindelser om Kanye Wests ‘Yeezus’, og en omskiftelighed ikke ulig mange af de beats, man finder på Travis Scotts trapklassiker ‘Astroworld’.

Sidste år gæstede Gusto også Artigeardits album ‘Æteren’, hvor han leverede et dejligt ømt, poppet og ikke mindst organisk sunget omkvæd på den guitarbårne ‘Uanset’. Og det er ikke for sjov, at Artigeardit har blåstemplet den unge Gusto, for han er åbenlyst talentfuld.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Wesmo

Er der nogen, der har lyst til at spytte noget grime? Det’ Wesmo time!

Det er mange år siden, at grime havde sin storhedstid i Danmark, men det er den unge rapper Wesmo tilsyneladende fuldstændig ligeglad med. For han »gider ikke lave det, de andre laver«, som han siger på den voldsomt underholdende single ‘Wesmo Time’.

»Jeg vil gerne lave grime!«, deklarerer han i introen, og så går han ellers i gang med at lave noget nær det mest naturlige grime, der er udkommet i Danmark i årevis. 

Selvom diskografien ikke er så stor endnu, har den føromtalte single virkelig taget fat og fået rigtig solid opbakning på internettet de seneste par måneder. Og hvis Wesmo kan lave lige så catchy og underholdende musik fremadrettet, kan man godt forestille sig, at grime kan gøre sit indtog igen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Skammerens døtre

Skammerens døtre er en dansk raptrio, der lyder som en fest, man meget gerne vil inviteres til. De tre kvinder markerer sig med en teknisk sikker rap og en ungdommelig, kæk energi, der er lige dele underholdende og selvsikker.

Ikke ulig Ice Spices gennembrud for et par år siden trækker Skammerens døtre på en æstetik, hvor drill, poprap og Jersey club smelter sammen i korte, kontante bangers. Især deres nyeste single, ‘Ligeglad’, er en sprudlende fuckfinger til mænd, der måler deres værd i status og penge. Her er prioriteringerne nogle helt andre.

»Se mig sidde på dit ansigt / Skal vi tjekke, om du er vandtæt?«, rapper en af dem og gør det krystalklart, hvad der topper behovspyramiden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Marq

Marq har allerede fået spalteplads her i Soundvenue, selvom han kun har én sang ude. Men det er især på grund af debutsinglen ‘Introlude’, der udkom tilbage i november, at rapperen er værd at holde øje med. I den forbindelse skrev min kollega, at sangen trækker på jazzrappens verden og næsten lyder som noget fra Kendrick Lamars ‘To Pimp a Butterfly’.

Hertil hviler der en nærmest konservatorie-agtig stemning over de prominente instrumentalister, Marq omgiver sig med. Blandt andre Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy og saxofonisten Oilly Wallace, kendt fra samarbejder med Andreas Odbjerg og Emma Sehested Høeg.

Man forstår godt, at pladeselskabet The Bank har omringet ham med disse dygtige mennesker, for Marq er et åbenlyst talent, der uden besvær kan veksle mellem teknisk rap og en teatralsk beklagende levering og videre til en mere nedtonet én, og teksterne bærer præg af en tung dybsindighed.

2026 bliver især et spændende år for Marq, der udgiver sit debutalbum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Cizzo

Cizzo er meget ung. Kun 19 år, stoler ikke på staten, som han deklarerer i sin virale single ‘Nazario’, og er nok det mest etablerede navn her på listen.

Han har udgivet musik siden starten af 2020’erne og fik meget hurtigt rygstød fra mere etablerede navne i branchen, som da han fik besøg af Stepz på singlen ‘Melodien’ i 2022. Med sin melodiøse rap imødekommer han TikTok-generationens opmærksomhedsbesvær og laver musik, der er nemt bare at vibe helt ud til.

Det er desuden nævneværdigt, at han sammen med produceren Mike Lowrey har skabt et stærkt kreativt makkerskab, hvor det virker til, at de tydeligt forstår hinandens ambitioner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3XB

Det var faktisk en smule chokerende at høre 3XB’s debutalbum, ‘Elsker at hade’, i starten af december. For sjældent formår en debuterende artist at fremstå så defineret fra start.

3XB er endnu et eksempel på en artist, der især gør sig bemærket på grund af sin originalitet. Han er svær at placere, men bevæger sig i beslægtede syntetiske genrer som førnævnte Gusto. Dog med en langt stærkere weirdo-energi og en markant uforudsigelighed i sangene.

Som på ‘Haglöfs’, der starter med poppet guitar og ender i en totalt kaotisk, voldsom og nærmest industriel hiphopproduktion.

Nævneværdigt er også, hvordan 3XB bevæger sig i en moralsk gråzone på albummet og ofte fremstår som en toksisk, overfladisk, sexfikseret og hævngerrig karakter, som måske også spejler det tvivlsomme nattelivsmiljø, mange af sangene foregår i. Alt det skaber et virkelig interessant univers.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Oskar Witt

I foråret slæbte jeg en håndfuld af mine venner hele den lange vej til Volume Village i Aarhus under Spot Festival, fordi jeg var nysgerrig på, hvordan den unge og punkede Oskar Witts ambitiøse debut-ep, ‘Bare et lille øjeblik’, ville tage sig ud på live-fronten.

Derinde, på det relativt lille og intime spillested, leverede han i min optik årets højdepunkt på festivalen. Og mine venner, der aldrig havde hørt et eneste sekund af musikken inden da da, var enige i, at det, vi lige havde oplevet, var noget helt specielt.

Oskars fornemmelse for drama i et hiphop-show er eminent, og der er ingen tvivl om, at han er født til at stå på en scene.

Musikken i sig selv fortæller hudløst ærlige historier om et rodløst og barskt ungdomsliv. »Jeg ved ikke, om jeg kommer hjem / Så lige p.t. bruger jeg wc’et på banegården som dobbeltseng«, rapper han eksempelvis på nummeret ‘Luk mig ind’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fello

Hvis man allerede er fan af artister som Michael Williams og Wicky, er rapper/producer-duoen Fello lige til højrebenet at dykke ned i.

Med deres meget tilbagelænede stil tapper Fello nemlig lige ind i den bølge af mere skæve karakterer, SoundCloud-scenen har bragt med sig, og som de på mange måder føles som en slags final form af.

Produktionerne er rørende simple, men fulde af umiddelbar energi. Selv de hooks, de leverer, som ved første lyt kan virke kaotiske og måske endda en smule ude af takt, er super catchy. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af