Sidste år skabte Lily Allen massiv omtale med skilsmisseværket ‘West End Girl’, og til sommer kan albummet opleves live på Orange Scene.
Det afslører Roskilde Festival i en pressemeddelelse. I alt er 25 nye navne blevet føjet til programmet for 2026.
‘West End Girl’ modtog de maksimale seks stjerner af Soundvenues anmelder og blev blandt andet beskrevet som »et ærefrygtindgydende eksempel på en kunstner, der tør blotte sig fuldstændigt«.
Senere fandt ‘West End Girl’ også vej til Soundvenues liste over sidste års bedste internationale album, mens ‘Pussy Palace’, et af numrene derfra, toppede listen over sidste års bedste internationale sange.

Blandt dagens annonceringer finder vi også den legendariske hiphopduo Clipse, der ligesom Lily Allen indtager den nye Orange Scene.
Duoen, der består af brødrene Pusha T og Malice, vendte i 2025 tilbage med albummet ‘Let God Sort Em Out’, deres første album sammen i 16 år. Lige så længe siden er det, at Clipse sidst spillede i Danmark.
Soundvenues anmelder tildelte ‘Let God Sort Em Out’ fem stjerner og skrev blandt andet, at det føltes »næsten uvirkeligt«.
Se vores favoritter blandt dagens annonceringer HER.
Roskilde Festival kan desuden annoncere Guldimund, der gearer op til et nyt album med masser af gæster, og som senest spillede på festivalen i 2023. Wicky vender også tilbage efter sidste års overlegne First Days-koncert.
Desuden kan man se frem til blandt andre Jade, Jim Legxacy og den norske duo Smerz, der er signet til det københavnske pladeselskab Escho.
Med dagens annonceringer er i alt 74 navne fra 26 lande nu på plakaten, der kommer til at rumme omkring 180 musiknavne og en lang række navne inden for kunst og aktivisme, når det fulde program er offentliggjort.
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni-4. juli.
Alle dagens annonceringer:
Clipse (US)
Lily Allen (UK)
Guldimund (DK)
Jade (UK)
Jim Legxacy (UK)
Napalm Death (UK)
Smerz (NO)
Cat Clyde (CA)
Cortisa Star (US)
Crrdr (CO)
Dying Wish (US)
Frost Children (US)
Jane Remover (US)
Jorjiana (US)
Kettama (IE)
Khana Bierbood (TH)
Kin’Gongolo Kiniata (CG)
Krøyer (DK)
Luisa Almaguer (MX)
Mark William Lewis (UK)
Nick León (US)
Nourished By Time (US)
Titanic (GT/VE)
Wicky (DK)
The Zawose Queens (TZ)
