KOMMENTAR. Super Bowl-halvlegsshowet har været mange ting.
Det har været storslået og visuelt overdådigt (Rihanna, der synger ’Diamonds’ på et tilsyneladende flyvende podie, mens fyrværkeri oplyser nattehimlen). Det har været totalt gakket (Katy Perry, der synger ’Roar’ på en robotløve).
Det har taget form som et konceptuelt og ultrastringent performanceværk (The Weeknd). Det har været politisk sprængfarligt (Beyoncés Black Panther-inspirerede outfit).
Det har fået amerikanerne til at gribe efter perlekæderne i forargelse (M.I.A.’s fuckfinger og Janet Jacksons blottede bryst). Det har været lejlighed til at gnide salt i Drakes allerede styrtblødende sår (Kendrick Lamar). Det har været et totalt usammenhængende rod (Maroon 5).
Men sjældent, hvis overhovedet nogensinde, har et Super Bowl-halvlegsshow været så rørende, som det var i år.
Bad Bunny blev natten til mandag den første nogensinde til udelukkende at optræde på spansk til Super Bowl. Men man behøvede ikke at mestre sproget for at forstå hans sprudlende hyldest til livet, kærligheden og kunsten.
Til puertoricansk kultur og historie. Men også til den universelle menneskelighed, der forener os alle sammen hindsides kulturelle forskelle.
En kæmpefest
I løbet af weekenden rygtedes det på sociale medier, at Bad Bunnys Super Bowl-optræden ville blive »en kæmpefest«. Det var en underdrivelse.
I et stramt, næsten montage-lignende format blev man som seer ført gennem en kavalkade af små hverdagsscener fra livet og hverdagen i Puerto Rico.
Ældre mænd, der spillede brætspil i hvide plastikstole, et smut forbi en bar til et enkelt shot rom, taco-gadesælgere, gademusikanter, grillfester, smykkeforretninger, håndværkere, boksere, en neglesalon, børn, unge, gamle, dansere iført traditionelle puertoricanske stråhatte – alt sammen med en kæmpemæssig sukkerørsplantage som bagtæppe.
Det var en manifestation af fællesskab – også selvom Bad Bunnys stjerneaura ikke lod sig fornægte, sådan som han med udsøgt sans for timing trådte ind og ud af de små scenografier og smed om sig med hits, der spændte fra tung reggaeton på ’Tití Me Preguntó’ til den uimodståeligt livlige salsa på ’Baile Inolvidable’ fuldendt med live-blæsere.
Fra en hilsen til Daddy Yankees ikoniske dansegulvsfylder ’Gasolina’ til den dystre, eksplicit politiske ’El Apagón’ om Puerto Ricos hyppige mørklægninger, som blev rappet fra en elmast i et af showets stærkeste øjeblikke.
Historisk gribende
Intet Super Bowl show uden gæsteoptrædener – heller ikke Bad Bunnys.
Især gav det gode mening med et besøg fra den ligeledes puertoricanske Ricky Martin, der placeret mellem bananpalmer sang en skælvende følsom udgave af ‘Lo Que Le Pasó a Hawaii’, en antikolonialistisk slagssang, hvor Hawaii står som et skrækeksempel på det, Puerto Rico ikke må blive: et ferieparadis for den amerikanske middelklasse.
Mere overraskende var det, da Lady Gaga pludselig dukkede op som underholdningsindslaget til et ægte bryllup (!), der selvfølgelig lige blev eksekveret i løbet af showets 13 minutter.
Gaga leverede en salsaudgave af ‘Die With a Smile’, der måske ikke helt passede ind i showet. Til gengæld var det vidunderligt sødt, da hun efterfølgende fik sig en svingom med showets hovedperson.
Intet kunne dog måle sig med finalen, der er en værdig kandidat til det mest gribende øjeblik i halvlegsshowets historie.
»God bless America«, sagde Bad Bunny på engelsk, hvorefter han gav sig til at opremse hver eneste land i både Syd- og Nordamerika, mens deres flag blev båret ind som til en OL-åbningsceremoni.
»Og mit fædreland, Puerto Rico«, sluttede han. »Sammen er vi Amerika«, stod der på en fodbold i hans hånd, mens et banner bag ham tilføjede: »Det eneste, der er stærkere end had, er kærlighed«. Det var gåsehudsfremkaldende.
Budskabet skulle man ikke tro, at det var muligt at være uenig i, men intet er som bekendt umuligt i guds eget land.
»Halvlegsshowet i Super Bowl er helt forfærdeligt, et af de værste nogensinde. Det giver ingen mening«, skrev USA’s præsident på det såkaldte Truth Social og fortsatte: »Ingen forstår et ord af, hvad denne fyr siger, og dansen er modbydelig, især for små børn, der ser med fra hele USA og resten af verden«.
Bad Bunnys Super Bowl-show var en invitation til af fejre livet, glæden og fællesskabet. At nogle valgte at takke nej til invitationen for i stedet at sidde foran fjernsynet i et anfald af sydende raseri er tragisk – og også lidt komisk.
Men de, der takkede ja, fik lov til at dele et af de sjældne øjeblikke, hvor underholdning løfter sig til noget større og vigtigere end som så.